Nu er den første dag med rumlende mave vel overstået og den næste allerede godt i gang. Det er knap så hårdt, som jeg havde frygtet, og meget mere givende, end jeg havde turde håbe på.

Fastens første dage er altid meget meditative og spirituelle, fordi kroppen skal indstille sig på nye vaner, og sjælen skal vænne sig til at slippe sit fokus på kroppens behov.

LÆS OGSÅ:  Anna Rytters blog

Ramadanen opfordrer til ro og eftertænksomhed. Tempoet sættes ned og fordybelsen sætter ind. Kroppens organer arbejder på højtryk. Det kniber i nyrerne, det værker i tarmene, det trykker i leveren. Tanken knyttes først til kroppen for senere at skilles fra den og blive fri.

Man skulle tro, at faste, sult og selvpineri ville medføre grådighed, selvmedlidenhed og piveri, men paradoksalt nok sker det modsatte. Fasten giver menneskeligt overskud, tålmodighed, mådehold og tilgivelse. Egenskaber, der betyder meget i Islam og som vi til hverdag nok glemmer betydningen af.

Det sværeste for mig i disse første dage af Ramadanen, er at sidde stille, slappe af og geare ned. Følelsen af sult og tørst vænner man sig hurtigt til, og den kan nemt overvindes. Men de øvrige forandringer, der sker i kroppen, medfører en mærkelig følelse af rastløshed og nærmest overtræthed, der gør det svært at fokusere på andet end kroppen, der arbejder på højtryk. Langsomt slipper tanken dog kroppen og svæver som i en døs op i højere luftlag.

Sent i nat, lige før morgengry, stod jeg og så på stjernehimlen, mens jeg ventede på de første solståler i horisonten. Jeg er sikker på, at jeg kunne høre minareterne i det fjerne, fordi jeg vidste, at lige nu overalt i verden kaldes mere en en milliard muslimer til bøn.

Det er en vidunderlig følelse at være en del af noget, der er større end en selv. Det er vidunderligt at tænke på, at stjernehimlen, jorden og alt hvad der er imellem, tilhører os alle.