Naboer, som nyder at yde

Arrangementer om vinteren afholdes på skift hos naboerne. Kun ikke hos denne familie, som altid formår at undslå sig. Nu er vi ved at få nok. Der snakkes på vejen. Sidste efterår fyldte konen rundt, og traditionen tro vækkede vi med sang og flag fra morgenstunden. Sagen er, at vi ikke havde lyst til det, fordi hun aldrig bidrager med noget, men ingen havde mod til at lade være, for vi ønsker ikke ufred, så vi stod der og sang med falske smil. Da datteren blev student, gav vi gave og sagde tillykke. Vi er vel ordentlige mennesker, men vi har overhovedet ikke lyst til at fejre hende med den forhistorie, der er.

Efterhånden er det blevet sådan, at mange ikke bryder sig om denne familie. Det er efterhånden gået op for mig, at dette par ikke bare bruger andre mennesker, men nærmere misbruger dem. Et eksempel er mandens forældre, der gennem alle årene har knoklet for dem trods skrøbeligt helbred. Alligevel tøver familien ikke med at bruge forældrene til hårdt arbejde. En dag sagde konen: "Mine svigerforældre er simpelthen så forelskede i os, at vi kan få dem til hvad som helst". Da fik jeg det lidt skidt.

Ligeledes har vi naboer i årenes løb hjulpet med forskelligt arbejde på deres hus og have, passet børn og givet middage. Det er aldrig blevet gengældt. Om det er et par, der fra barnsben er blevet meget forkælede, eller om de "bare har regnet den ud", ved jeg ikke. Jeg ved bare, at vi her i nærsamfundet snakker mere og mere om dem, og det vil jeg gerne holde op med. Jeg mener, der har været ordentlig snak blandt naboer om, at vi ikke har lyst til at give gaver, men gør det alligevel, at vi har lyst til at vælge familien fra og ikke gør det. Og at det vist ikke kan blive ved. Vil I give et bud på, hvad vi skal gøre? Det handler selvfølgelig om at tage en beslutning: Enten fortsætter vi som de sidste 10 år, og så bliver vi måske uvenner med et brag til sidst, eller også gør vi en indsats for at ændre det. Hvad kan vi gøre?

Nabokonen

Kære Nabokone

Tak for dit brev. Det er vigtigt at blive klar over, hvordan man kan agere, så problemstillingen ikke bare overlades til tilfældig sladder og irritation. Og at I vil forsøge at stoppe det, kan kun respekteres. For irritationen vil sandsynligvis kun øges, som tiden går, hvis tingene ikke gribes an på en anden måde.

Principielt tænker vi, at det altid må høre til den første overvejelse, om der kan findes en vej for åben og ærlig dialog med mennesker, som man har "noget på". For var man selv på vej ud i en adfærd, der var destruktiv, ville det måske ikke være behageligt at få det at vide, men samtidig kunne man måske vækkes og blive bevidst, hvis nogen gjorde sig sårbar og gjorde opmærksom på det. Så ofte skylder vi vore medmennesker at sige vores hjertens mening, sådan at der kan være mulighed for ændring og måske et bedre fællesskab.

Det kan være en chance at tage, og det fordrer ofte en klog tilgang og et minimum af tro på, at forandring er mulig. Og hvis den tro ikke er der, kan man gøre mere skade og forværre forholdet yderligere, hvis man alligevel tager konfliktemnerne op. Noget tyder på, at forholdet er af en sådan art, at forandringens mulighed er begrænset, for den eneste, der er blevet en normal del af lokalsamfundets fællesskab på lige fod, ser ud til at være lillebroderen. Og det er nok ikke ham, der bestemmer derhjemme. I må nok se i øjnene, at I har haft for høje forventninger til de nye naboer. Og at spillereglerne for det gode naboskabs gensidighed ikke blev tydeliggjort konkret fra starten af, når det gælder forholdet mellem at nyde og yde. Mange gange fortæller vi ikke om vores forventninger og satser på det, som vi selv tror må være selvsagt høflighed.

Måske er det bedst for alle parter, at der sker en kraftig "fortynding" af fællesskabet med disse naboer. Det betyder, at I mere mærker efter jeres egne grænser og får mere realistiske forventninger til dem og dernæst langsomt trapper betydeligt ned på invitationer og gaver og henvendelser uden den store konfrontation. Måske lægger de meget lidt mærke til det, for de er ikke magen til jer. Og hvis de gør og spørger til det, kan det måske blive en anledning til at snakke konstruktivt og konkret om forholdet mellem at yde og nyde.

Mange hilsener

Annette og Jørgen