Blasfemiparagraffens historiske ophav er totalitært

I sidste uge blussede debatten om racismeparagraffen op igen. Der synes dog ikke at være samme fokus på en anden bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserer ytringer, nemlig straffelovens paragraf 140, den såkaldte blasfemiparagraf.

Blasfemiparagraffen straffer "den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse". At blasfemiparagraffen stadig er en del af straffeloven, er uforståeligt.

Blasfemiparagraffen repræsenterer det værste af dansk og europæisk historie i form af den religiøse intolerance, som hærgede kontinentet og Danmark, indtil oplysningstidens tanker slog rod og blev internaliseret af befolkning, konge og kirke.

Blasfemi har en lang historie, der (i hvert fald) går tilbage til mosaisk ret. Forbuddet mod blasfemi er således også indeholdt i Biblen, og adskillige ledende kristne skikkelser har lagt afgørende vægt på dette forbud.

Ifølge Thomas Aquinas var blasfemi værre end mord og skulle straffes med døden. I 1553 forestod Calvin den offentlige afbrænding af Michael Servetus, der havde formastet sig til at afvise læren om treenigheden (der skelnedes ikke altid mellem kætteri og blasfemi). Også Luther opfordrede til henrettelse af gudsbespottere.

I Danmark var situationen ikke meget bedre. Efter Reformationen blev en række forseelser inklusive gudsbespottelse nu betegnet som en forbrydelse mod Gud, som staten dermed var forpligtet til at straffe som et værn mod Guds fortørnelse, der ellers ville manifestere sig i krig, død, sygdom og ulykker, hvis ikke synderen blev straffet.