Jan Lindhardt |
13. august 2010
I Kirkeministeriet vokser den i forvejen udbredte angst for Ombudsmanden, og ude i sognene vover man ikke at tage et dristigt valg af en spændende ansøger, siger tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt
En præst er blevet fyret i Aalborg Stift. Det er en skandale, hvis man skal tro pressen, der henholder sig til Folketingets Ombudsmand, som netop har underkendt præstens fyring.
Præsten i Aalborg er ikke den eneste, der er blevet fyret. Flere præster har gennem årene fået deres afsked på grund af uduelighed, slagsmål med menighedsrådet, kamp med lokalbefolkningen eller af andre årsager.
"Præsteforureningen" er meget vred. Ikke over dette, men over Kirkeministeriet. "Når det er anden gang, det sker, så må alle lamper lyse i Kirkeministeriet. Intet ministerium kan i længden holde til at være uenig med Ombudsmanden. Vi bliver derfor nødt til at kræve, at man i Kirkeministeriet kigger sig selv i spejlet og spørger sig selv, om man har gjort det godt nok," siger næstformand Peter Hedegaard fra Præsteforeningen.
Der er sikkert en del, man kan kritisere Kirkeministeriet for, men ikke, at man afskediger for meget. Tænk, at man i løbet af tre år kun har haft to afskedigelser af præster fra deres stillinger i den danske folkekirke, hvor der er cirka 2200 præster. Hvilket firma er i stand til at opvise et sådant resultat? Det må være udrustet med en fremragende personalepolitik, vil mange måske sige.
Personalepolitikken er måske ikke så ringe, men det er ikke den, der står bag disse flamboyante resultater, men derimod det danske dogme om, at en præst ikke skal kunne fyres. Grunden er, at man vil beskytte forkyndelsesfriheden. Man skal have lov til at forkynde frit og uden at være bange for menigheden.
Nu er det sådan, at blandt de præster, der er blevet fyret, har der ikke været tale om teologisk uenighed med menigheden, bortset fra én: Bent Feldbæk Nielsen, som efter landsrettens dom blev afskediget på grund af sit dåbsyn.
Resten er blevet afskediget på grund af lang og varig uoverensstemmelse mellem sognet og præsten (den såkaldte paragraf 43). Eller sagt lige ud: Fordi præst og menighed er kommet op at skændes, for ikke at sige op at slås, eller fordi de ikke bryder sig om hinanden.
Og det kan der være mange grunde til, men de er sjældent egentlig teologiske. Det kan for eksempel være liturgi (sjældent), at prædikenen er kedelig, undervisning af konfirmander, at præsten hellere vil have en anden bolig end den, menighedsrådet vil stille til rådighed, at præsten – og særligt ægtefællen – føler sig ydmyget af menighedsrådets syn af boligen, som præsten mener, overskrider privatlivets grænser (hvad det måske af og til også gør).
Og så er det endda ikke engang menighedsrådet, der er præstens modstander, men i virkeligheden hele menigheden (hvilket i lovgivningen er gjort til vilkår som fyringsgrund). Det er udmærket, at man har denne paragraf 43, netop for at et sogn og en præst kan skilles, når og hvis det viser sig, at man ikke kan sammen.
Men der er et problem. For hvordan sikrer man sig nu, at det er hele menigheden, der er imod præsten? I et repræsentativt demokratisk samfund spørger man det valgte organ, Folketinget, kommunalråd, menighedsråd, men det er ikke nok i præstesager: Alle skal spørges. Det er jo parodien på et demokrati, og det fungerer da heller ikke, når man sætter det repræsentative system ud af kraft. Helt bogstaveligt: Der sker ingenting.
Og hvor længe skal præst og menighedsråd have pint hinanden, før det rækker til en fyring? Meget længe, viser det sig – af og til mere end en generation.
Det har fatale konsekvenser for kirken, hvor det lokalt går skævt, når præst og menighed er på kant. Folk kommer ikke i kirken (det skal man kunne lide præsten for at gøre), præsten murer sig inde i sin præstegård og de kirkelige handlinger sygner væk – det er jo blandt andet her, præsten møder det folkelige fællesskab, men det forsvinder nu.
Parterne må kunne skilles ad i sådanne tilfælde, og da det er svært at flytte menigheden, må man kunne flytte præsten. Mange vil kunne gøre god fyldest andre steder. Enkelte, der har skændtes så længe med deres menighed, at det har nået pressens øre, kommer dog nok aldrig i embede igen.
Men nu er sådan en fyring altså blevet underkendt af Folketingets Ombudsmand. Man kan frygte, at en række kedelige virkninger viser sig af denne afgørelse.
I Kirkeministeriet vokser den i forvejen udbredte angst for Ombudsmanden, og ude i sognene vover man ikke at tage et dristigt valg af en spændende ansøger, for det kan vise sig at være en livstidsdom i stedet for mange års fornøjeligt samvær.
Man kunne ønske sig, at alle involverede instanser i stedet for denne forsigtighed turde træde i karakter og om nødvendigt anvende juraens hovedbegreb og pryd: aequitas, skønsomhed eller billighed, som det hed i gamle dage.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad