Jan Lindhardt har da ret i, at to præstefyringer på tre år ikke er mange, set i lyset af at Folkekirken beskæftiger ca. 2200 præster.
Han har også ret i, at det kun er meget få "butikker", der har så lavt et afskedigelsestal.

Men Folkekirken er ikke en butik, der kan sammenlignes med en erhversvirksomhed.

Jeg skal gerne tilstå, at jeg kun kender til den ene af afskedigelsessagerne, og at min kendskab kun stammer fra Kristeligt Dagblads meget grundige sagsfremstilling.

Men lige fra starten var jeg overbevist om, at den fyring, som ombudsmanden nu har erklæret klart ulovligt, ikke skete på et rimeligt grundlag.

Der er ingen grund til at forudse, at man fremover vil undlade at ansætte "spændende præster" som følge af ombudsmandens responsum i denne ene sag. Hvorfor dog det?

Og der er slet ingen grund til at få ombudsmands-fobi. Hans Gammeltoft Hansen er en bredt funderet og omhyggelig jurist, som Folketinget har ansat til at gå den offentlige forvaltning efter i sømmene.

Det har han gjort i denne sag, og resultatet er, at dette er en "ommer".
Desværre er det ikke sandsynligt, at den fyrede præst kan vende tilbage til sit kald, selv ikke efter ombudsmandens votum.
"En fyret præst er en færdig præst", som den fyrede præst selv har sagt det. Nu må man blot håbe, at stiftet og ministeriet vil acceptere ombudsmandens kendelse og ikke forsøge at retfærdiggøre sig selv ved at begrunde fyringen med andre juristerier end det, sagen hidtil - forgæves - har hvilet på.

Og så må man finde ud af, hvordan en sådan sag ikke gentager sig. Her er Jan Lindhardt mere end velkommen til at komme med gode forslag.

Mit forslag skal være, at kirkeministeren turde træde i karakter og underkende de indstillinger, hun har fået først fra den fyrede præsts provst og siden hendes biskop. Kuglerne synes at være støbt i provstiet, og de er nærmest ukritisk blevet betragtet som gode vare hos biskoppen og sidst hos en alt for ukritisk og handlingslammet minister.