Den politiske realitet er, at ingen regering, uanset farve, kan gennemføre væsentlige samfundsreformer eller spare i den offentlige økonomi under en højkonjunktur.
- Henning Bagger /Scanpix
Henrik Hoffmann-Hansen |
13. august 2010
Venstre-folk skændes om Fogh-perioden, fordi det politisk er umuligt at føre liberal, økonomisk politik i opgangstider. Lars Løkke Rasmussen (V) har lagt luft til sin forgænger for at profilere sit eget projekt, og det har fristet partifæller til at gå endnu længere i kritikken
Det er svært at føre borgerlig-liberal økonomisk politik i opgangstider. Om ikke andet blev den lære beseglet under Anders Fogh Rasmussens (V) tid som statsminister.
Venstre har nu kastet sig ud i et internt opgør om perioden, fordi den offentlige sektor voksede så voldsomt. Samtidig blev der ikke i tide gennemført de reformer, som økonomiske eksperter anbefalede på arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsområdet.
Forløbig kommer kritikken dog ikke fra første geled på Christiansborg. Den kommer derimod fra europaparlamentsmedlem Jens Rohde, tidligere formand for Folketinget og gruppeformand Christian Mejdahl samt formand for Region Syd, Carl Holst.
De lufter i Berlingske Tidende deres frustrationer over, at der blev postet for mange penge i den offentlige sektor under Fogh. Både Rohde og Mejdahl stod centralt i Venstres ledelse på det tidspunkt, og at kritikken kommer fra dem er pudsigt, da ingen af dem er kendt for ultraliberalisme á la Cepos.
Fra den fløj er der imidlertid ro, og på Christiansborg får Fogh opbakning fra både statsministeren, politisk ordfører Peter Christensen og gruppeformand Kristian Jensen.
Internt er vurderingen, at bare kritikken ikke kommer til at køre i ugevis eller spreder sig yderligere, er det ikke specielt skadeligt. Det kan tværtimod hjælpe statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) opgør med Fogh-æraen.
Et opgør, han har brug for, fordi hans projekt er et andet end forgængerens. Løkke har sagt farvel til både skattestop og kontraktpolitik og endda til den såkaldte Claus Hjort-doktrin. Den gik ud på, at man for at bevare magten ikke måtte genere middelklassen.
Forårets genopretningspakke gjorde ikke meget andet, for eksempel ved at beskære børnechecken, halvere den maksimale dagpengeperiode og udskyde dele af skattereformen uden varsel.
Altsammen har Venstre og regeringen begrundet med den økonomiske krise. Netop krise er nøgleordet for at forstå, hvornår der kan føres liberal, økonomisk politik, og hvornår der ikke kan.
Tiden afgør politikken, langt snarere end ideologien. For eksempel har næppe nogen regering udvidet den offentlige sektor, som VKR-regeringen gjorde under højkonjunkturen fra 1968 til 1971. Det skulle da lige være den aktuelle VK-regering, som praler med, at der er blevet 30.000 flere offentligt ansatte siden 2001.
Modsat lykkedes det "ved afgrundens rand" den konservative Poul Schlüter i begyndelsen af 1980'erne at gennemføre væsentlige borgerlige reformer, for eksempel afskaffelse af dyrtidsreguleringen og fastlåsning af kronekursen.
Tilsvarende gennemførte den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter en dyb krise i 1994 arbejdsmarkedsreformer, som en en borgerlig regering kun i sin vildeste fantasi kunne have drømt om.
Den politiske realitet er, at ingen regering, uanset farve, kan gennemføre væsentlige samfundsreformer eller spare i den offentlige økonomi under en højkonjunktur.
I 2006 var der omfattende demonstrationer for at bruge flere penge på daginstitutioner og skoler, og hvis Anders Fogh Rasmussen dengang havde sagt, at man i stedet skulle spare 24 milliarder kroner for at imødgå en kommende krise, ville han med sikkerhed have tabt valget i 2007.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad