Loven tillader nemlig kun at stille sådanne krav, hvis "lønmodtagerens politiske anskuelse, religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at være af betydning for virksomheden".

Derfor er det mest opsigtsvækkende ved rigsadvokatens afgørelse, at denne paragraf skal opfattes så bredt, at en økonomisekretærvikar falder ind under den. Begrundelsen lyder:

"Rigsadvokaten har ved sin afgørelse navnlig lagt vægt på oplysningerne om, at annoncøren er et kristent missionsselskab, som har som sit udtrykte formål at udsprede kristendom, at arbejdsopgaverne for den pågældende medarbejder ikke alene ville bestå i økonomiopgaver, men tillige ville indebære deltagelse i møder, hvor det kristne budskab skulle forkyndes samt kontakt med forfulgte kristne, og at man som led i den daglige rutine i missionsselskabet har bibeloplæsning med personlige kommentarer."

På den baggrund slår rigsadvokaten fast, "at det ikke kan afvises, at det er af betydning for annoncøren, at den pågældende medarbejder er kristen".

Ifølge Henrik Ertner Rasmussen er der slet ingen tvivl om, at den pågældende økonomimedarbejdervikar er i en nøgleposition

"I jobbet kommer man meget direkte i berøring med for eksempel forfulgte kristne. Hvis der skal overføres penge til en forfulgt konverteret muslim, som vi har skaffet et sikkert opholdssted, er det den pågældende, der står for det," forklarer generalsekretæren.

Han tilføjer, at vikaren også er med til alle bestyrelsesmøder, varetager andre kollegers funktioner i deres fravær – og at den medarbejder, som den pågældende vikarierer for, selv deltager i det forkyndende arbejde.

For nogle årtier siden var der formentlig ingen, der ville undre sig over det, hvis en kristen friskole søgte en kristen pedel, eller et kristent missionsselskab annoncerede efter en kristen bogholder. Men i 2000 vedtog et enigt EU et direktiv om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og i årene efter er direktivet derfor blevet til lov i medlemslandene. Loven betyder, at hverken offentlige eller private arbejdsgivere må diskriminere på grund af for eksempel religion, køn eller seksualitet.

Som Lisbet Christoffersen, kirkeretsekspert og professor ved Roskilde Universitet, tidligere har påpeget her i avisen, er der dog både i EU's regler og dansk lov en undtagelse for nøglemedarbejdere.

Men i dansk ret er det ifølge professoren uklart, hvad der skal til for, at en medarbejder falder ind under dette. Hun vurderer, at en idébaseret organisation nok kan kræve et bestemt trosforhold af en medarbejder, hvis opgave det er at forkynde eller missionere. For andre jobfunktioner kan man højst afkræve medarbejderen loyalitet over for arbejdspladsens religiøse ståsted.

Derfor er det også langt mere udbredt, at organisationer i deres annoncer skriver noget i retning af: "Vi er en kristen organisation og forventer, at du er loyal over for denne profil". Ifølge Henrik Ertner Rasmussen vil Dansk Europamission nok også vælge en sådan formulering fremover "for at undgå ballade".

Kristine Garde, ph.d., teolog og kirkeretsekspert, lægger imidlertid vægt på, at man som virksomhed kan være mere sikker på medarbejderens loyalitet, hvis den bygger på et personligt trosforhold.

"Sagen er interessant, fordi den sætter loyaliteten over for firmaet over hensynet til medarbejderens personlige rettigheder. I vor tids multikulturelle og multireligiøse samfund er der gode grunde til, at virksomheder vil sikre sig, at medarbejderne er loyale. Og for mig virker det fornuftigt, at også den, der håndterer økonomien, personligt deler værdigrundlaget," siger hun.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk