Og der er flere ting, der skiller de to grupper ad, mener Annika Hvithamar.

”Det handler også om, hvad man mener, kirkens organisation er. Er det et magtinstrument til udbredelse af usandheder, eller er det en kulturinstitution som hjælper os til at være gode mennesker? Det er ateisterne og de troende fundamentalt uenige om,” fortæller hun.

”Ikke engang de grundantagelser som er fundament for filosofien og videnskaben vil ateisterne anerkende som værende sande uden beviser. Dermed forsvinder fundamentet for det moderne civiliserede samfund,” lyder det fra en læser, der underskriver sig Judas II, i en af kommentarerne til Stinus Lindgreens debatindlæg ”Fjern kirkens urimelige privilegier”.

Læseren Astor tager til genmæle:

”Der må løbende være lov til at diskutere rimeligheden i at have en folkekirke. At man betaler til det over skatten synes jeg er et dårlig argument. Men jeg synes det er helt rimeligt at man diskuterer rimeligheden af en folkekirke i et moderne samfund som Danmark,” skriver han.

Men når ateister og religiøse diskuterer, er det som at tale om æbler over for pærer, siger Annika Hvithamar:

”Det slår mig tit, at vi taler om forskellige ting i de her debatter. Og de religiøse og ateisterne diskuterer ud fra forskellige præmisser. For ateisterne handler debatten om de religiøse spørgsmåls sandhedsværdi. Og de sætter spørgsmålstegn ved, om der er en bestemt religion, der skal have særlige præmisser. For eksempel om kristendom skal prioriteres over andre religioner i folkeskolen. Her taler de ud fra et religiøst lighedsprincip.”

”Men for de religiøse er det ikke det mest interessante, om Jesus virkelig gik på vandet. Det vigtigste er, om han sagde noget af værdi. For dem har folkekirken at gøre med vores historie, vores kultur og så videre. Ateisterne og de religiøses uafhængige variable er simpelthen ikke de samme,” uddyber hun.

Og læserne synes da heller ikke at være enige om, hvad der er præmissen for diskussionen. For eksempel skriver Karen Schousboe, en af modstanderne af ateisternes synspunkter, følgende:

”Det grundlæggende spørgsmål - som er værd at debattere - er, hvorfor en meget lille minoritet: 5-7 procent af den danske befolkning, der definerer sig som ateister, skal kunne kræve en fuldstændig adskillelse af kirke og stat, fordi de opfatter det som vederstyggeligt at religiøse institutioner spiller en rolle i det offentlige rum.”

Men i en efterfølgende kommentar sætter læseren, der kalder sig Astor netop spørgsmålstegn ved den konstatering:

”Hvem siger det handler om det offentlige rum? Det er også et helt principielt spørgsmål - bør vi i et moderne stat som Danmark have en statsreligion?,” spørger han.

Og ifølge Annika Hvithamar skal vi ikke regne med, at de to parter kommer frem til en fælles konklusion.

”Det er ligesom, hvis man stiller Venstre over for Enhedslisten, de diskuterer også ud fra forskellige præmisser, og de vil begge gøre verden til et bedre sted at leve. Men de bliver aldrig enige om, hvordan det skal gøres,” siger hun.