Voldsom sorg tilsat filmisk musik

"Der er ikke så meget ydre handling, men til gengæld bevæger vi os ind i hjernen på denne her mand, og der bladres frem og tilbage mellem realitet og tanker. Det kræver meget af publikum, og der er ingen tvivl om, at det er meget forskelligt, hvad man får ud af at opleve den. Min kæphest er at synliggøre den indre proces, som Paul er igennem, og de skismer, han lever med, og så håber jeg, at publikum følger med på rejsen," siger Mikael Melbye, der både er instruktør og scenograf på forestillingen.

Til at hjælpe publikum på vej gennem det musikalsk udadvendte, men handlingsmæssigt indadvendte værk støtter han sig blandt andet til den amerikanske videoproduktionsdesigner Wendell Harrington. Hun har skabt en række videoprojektioner, der bliver vist gennem operaen. Blandt andet bliver der vist billeder af bygninger, der "vælter" eller er vendt på hovedet – et virkemiddel, der også tages i brug i "Inception".

"Operaen rummer en billedverden, som ikke kan udtrykkes med ord. Derfor er det indlysende for mig at hænge historien op på et visuelt materiale," siger Mikael Melbye.

Det litterære forlæg for "Die tote Stadt" er en fortælling skrevet af Georges Rodenbach i 1892, "Det døde Brügge". Ud fra den skrev Erich Korngolds far, Julius Korngold, en libretto, og sønnen skrev musikken. Operaen havde premiere i 1920, og i den forbindelse skulle den italienske komponist Puccini have udtalt, at "her var håb for tysk musikteater".

"Die tote Stadt" har imidlertid ligget nærmest uberørt i mange år, men nu har flere europæiske operachefer fået øjnene op for den, og operaen spiller i den kommende sæson flere steder i Tyskland og Frankrig.

Det glæder chefen for Den Jyske Opera, Giordano Bellincampi, der mener, at tiden er moden:

"Det er blevet mere accepteret, at man i musikdramatikken kommer følelsesmæssigt helt ud i ekstremerne – at det hele ikke skal være så intellektuelt. Det er en rigtig sund udvikling, for det er jo netop det, opera kan," mener han.

"'Die tote Stadt' handler om ensomheden i den dybe sorg, når vi rammes af en dyb eksistentiel krise, hvor selve livets og dødens mening fylder og martrer vores sjæl. Jeg tror aldrig nogensinde, at denne problematik har været mere nærværende og vedkommende end i vores tilsyneladende velfærdssamfund," siger Giordano Bellincampi.

For Elisabeth Bruhn-Thomsen, der er psykolog og psykoanalytiker, er "Die tote Stadt" et spændende eksempel på, hvordan vi i kunsten kan finde spejlinger af vores eget liv.

"Hovedpersonen Paul kunne lige så godt være en af mine patienter. Han er en ganske almindelig mand, som mister sin elskede og ikke kan finde ud af at bære tabet. Han vil ikke erkende, at hun er død, og derved trækker han sig selv mere og mere tilbage fra livet. I operaen bliver det hans ven, Frank, der får rollen som hans terapeut, i virkelighedens verden er det ofte en professionel som mig, der hjælper den sørgende med at finde tilbage til livet," fortæller Elisabeth Bruhn-Thomsen, der i forsommeren holdt et foredrag på Folkeuniversitetet i Aarhus om død, drømme og betydning som optakt til premieren på "Die tote Stadt". Hun oplevede, at jo mere hun gik ind i operateksten, jo mere aktuel og nutidig syntes hun, den var.

"Paul er fanget i konflikten mellem lyst og ulyst, lysten til den nye kvinde, han møder, og ulysten til at sige farvel til Marie. Det er en klassisk konflikt, som mange af os kommer i. Vi kan ikke blive i sorgen, men er på den anden side nødt til at få sagt ordentligt farvel, før vi kan komme videre. Der er en tendens til i vores tid, at vi hurtigt skal videre, at vi ikke tager vores egne følelser alvorligt, men benægter sorgen og vreden. Kunsten, i dette tilfælde operaen, kan for mange være et 'wake up call' til at erkende egne følelser," mener Elisabeth Bruhn-Thomsen og tilføjer, at litteratur og rockmusik for mange kan have den samme effekt.

Spørger man Mikael Melbye, er det ikke nogen tilfældighed, at en opera som "Die tote Stadt" netop i disse år har fået ny aktualitet. I efterkrigstiden, hvor operaen ellers burde have gået sin sejrsgang over Europa, var der ikke så meget overskud til at behandle den side af livet. Det er der til gengæld nu, og behovet er der, mener han.

"Rigtig mange af os oplever voldsomme skilsmisser eller dødsfald, der tvinger os til at bearbejde tabet af en livsledsager, og vi kender også til de kvababbelser og den dårlige samvittighed, der kan opstå, når vi møder en ny partner og skal videre i livet. Hvornår skal vi slippe, og hvornår skal vi gribe fast i den næste?".

"For Pauls vedkommende udvikler det dilemma sig til en form for hysteri, selvom han med hjælp fra vennen Frank, som jeg i operaen har gjort til Freud, forsøger at komme videre. Hvordan det hele ender, har jeg valgt at lade være op til publikum. Lidt som i "Inception", afslører Mikael Melbye.

washuus@kristeligt-dagblad.dk