Ingen lette løsninger, barsk humor og knivskarpt sprog

Hvad er det specielle ved Philip Roth? Tre kendere fortæller her om forfatterskabet og anbefaler Roths bedste bøger

Philip Roth.
Philip Roth.

Forlæggeren

Johannes Riis, direktør på forlaget Gyldendal, der udgiver Philip Roths romaner:

"Philip Roth har en enestående evne til at skildre mennesker og nøjes aldrig med de lette løsninger: Hans idiosynkrasier er overvældende, og han viger aldrig tilbage for det ildesete og ildehørte, er aldrig bange for det upassende, ikke bange for at tage fat på det pinlige og følge sine personer helt ud i de ekstremer, de bliver ført ud i af deres længsler, begær og afsky, af deres alder, hvad enten de er unge eller gamle. Hver alder har sin plage og sine glæder."

Hvilken Roth-roman er din egen favorit?

"Det er svært at sige: Måske 'En menneskelig plet', sidste del af hans Amerika-trilogi. Der er både formidabel menneskeskildring og rasende Amerika-kritik. Før den var det selvfølgelig 'Portnoys genvordigheder', som nok kunne give en ung mand noget at tænke over. Og så er der erindringsbogen 'En søns far', 'Komplottet mod Amerika', og 'Enhver'. Der er nok at tage af."

Forskeren

Claus Secher, dr.phil. på en afhandling om Philip Roth:

"Jeg vil fremhæve hans barske humoristiske sans, hans mod til at være politisk ukorrekt og hans skånselsløse ærlighed. Han er villig til at beskrive også meget lidt sympatiske menneskelige sider, som han tydeligvis kender fra sig selv. Dertil skriver han vel noget af det bedste engelsk overhovedet med et stort ordforråd, der altid rammer meget præcist. Man føler virkelig, at det er en superintelligent forfatter, man har med at gøre. Der er nogle, der synes, at de allersidste bøger, der mest handler om at blive gammel, er lidt for lukkede omkring alderdom og forfald. Jeg har da hele tiden regnet med, at han ville få Nobelprisen. Men det ser ikke ud til, at han gør det. For hvis komiteen skulle have ramt det rette tidspunkt, skulle det nok have været for hans samfundshistoriske trilogi, 'Amerikansk pastorale', 'I Married a Communist' (ikke oversat til dansk, red.) og 'En menneskelig plet', der virkelig leverer gode analyser af nyere amerikansk historie, ligesom 'Komplottet mod Amerika' er en begavet refleksion over, hvad der kunne være sket, hvis Charles Lindbergh var blevet præsident i USA under Anden Verdenskrig".

Hvilken Roth-roman er din egen favorit?

"Jeg har svært ved bare at sige et af værkerne, for der er mange gode. 'Portnoys genvordigheder' har jeg altid syntes var fantastisk morsom. 'Mit liv som mand' er en analyse af et moderne ægteskab, der slår Strindberg i gru. Jeg har også været betaget af 'Modliv', som er et postmoderne spil med mange forskellige jødiske identiteter.

Journalisten

Martin Krasnik, journalist ved Weekendavisen:

"Roth er den største nulevende amerikanske forfatter. Hans historier er altid overraskende og overrumplende, og alt unødvendigt er skåret væk i hans sprog, så man skal lede længe efter metaforer i hans romaner. Han har et øje for menneskelig sårbarhed og lidenskab, som er skarpere end en nyslebet kniv. Det, der griber alle, men også provokerer mange, er hans beskrivelser af mænds psykologi og indre paradokser. Det rammer helt utrolig præcist. Hvis man først begynder at læse ham, bliver man fuldstændig fanget i hans sprog og verden. Det er derfor, han er så stor. Jeg mødte ham for nogle år siden, og det var en stor oplevelse at interviewe ham, fordi han var så meget sig selv. Uforskammet, selvoptaget og højt begavet."

Hvilken Roth-roman er din egen favorit?

"'Operation Shylock', stærkt efterfulgt af 'Enhver', hvor han beskriver et menneskes forfald og indre liv så iskoldt, som var det vvs-installationer."

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk