Fasthold højmessens fællesskab. Nej til børnefri gudstjenester

DEN DANSKE folkekirkes højmesse er et af de sidste steder, hvor alle aldersgrupper, alle samfundslag, alle politiske orienteringer, alle intelligenser, alle menneskeracer, troende og tvivlende og syndere og retfærdige er budt sammen.

Attentater mod dette fællesskab af alle "Guds børn" begås i bedste hensigt for at leve op til bestemte tidskrav om interessefællesskabsgudstjenester. Særgudstjenester for alle grupper lige fra børn til vegetarer og kæledyrselskere og oldinge.

Der kan være to gode grunde til at holde særgudstjenester for børn. Den første gode grund kunne være, at børn mister interessen for det, de ikke forstår, og kirken derfor mister fremtidens kirkegængere. Den anden grund kunne være at lave børnefri gudstjenester, så voksne kan få ro til fordybelse og koncentration i støjfrit område.

Heldigvis er det første, at børn mister interessen for det, de ikke umiddelbart forstår, helt forkert. Hvis det nemlig var tilfældet, ville børnenes udvikling gå i stå. Børn tiltales tværtimod af det mystiske og ufattelige.

Det andet, den støjfri gudstjeneste, er derimod et forståeligt og til en vis grad rimeligt forlangende fra de voksne, der gerne vil høre. Men spørgsmålet er, om problemet løses bedst ved opløsning af gudstjenestefællesskabet.

JEG HUSKER min egen kirkegang sammen med mine forældre. Det var ikke det, jeg så frem til med største spænding og interesse i ugens løb. Og dog erindrer jeg et særligt fællesskab med min far og mor om det ufattelige, og jeg valgte at blive præst. Vi har tre børn og syv børnebørn. Alle har været vænnet til at gå i kirke, og alle har været nogle larmende møgunger, som gang på gang har måttet opdrages til hensyn. To af børnene blev teologer, og nogle af børnebørnene har ytret ønske om det samme, og alle kommer gerne til højmesse.

Det er skammeligt at bryde højmessen op og lave børnefri zoner, når det, det drejer sig om, ikke er andet end at opdrage børn til at vise hensyn. Børn tager selvfølgelig al den plads, de får lov til, og det gør de, hvad enten de er i barnevogns- eller i konfirmationsstørrelse, men ingen børn skades af at blive socialiseret.

Jeg husker en kvindelig præst, der afbrød sin prædiken og sagde til kirkegængerne: "I skal ikke lade jer forstyrre af de forældre, der prøver at tysse på deres støjende børn." Efter sigende forstod forældrene til de støjende børn, at de ikke havde booket kirken, men at alle skulle være der og have glæde af det.

Det drejer sig om hensyn, det drejer sig om socialisering, men det drejer sig ikke om separering.

Knud Erik Lægsgaard,
forhenværende sognepræst,
Fuglesangsgade 3, Mariager