Rikke Dittmer og Christian Rohmann er forældre til fire. Ældst er Isa på syv, dernæst Mingus på fem og endelig tvillingerne Olivia (til venstre) og Rosalina på to år. --
- Keld Navntoft/Scanpix.
Marianne With Bindslev |
14. august 2010
Det er ikke antallet af bleskift, der gør det hårdt at være tvillingemor for Rikke Dittmer. Det, som er mest krævende, er at give to små jævnaldrende individer – og deres to ældre søskende – den opmærksomhed, de har brug for
Olivia og Rosalina hedder de. De er to små piger på nu to år, der tilfældigvis havnede i samme mave på samme tid med de samme forældre.
Moderen, Rikke Dittmer, kalder det for "eventyrligt" at have tvillinger. Ikke fordi pigerne har en helt speciel forbindelse til hinanden, ligner hinanden som to dråber vand, har et internt sprog, som kun de selv forstår, eller andet, som mange forbinder med tvillinger. Tværtimod.
"Det, som er magisk, er at have to individer på samme alder og se dem udvikle sig. Der kunne lige så godt have været 100 år imellem dem, så forskellige er de," fastslår Rikke Dittmer, hvis piger er tveæggede og dermed lige så forskellige som søskende, hvor der er flere år imellem. Olivia og Rosalina er ikke knyttet tættere til hinanden end til deres to ældre søskende, Mingus og Isa på henholdsvis fire og syv år.
Det kom som et chok for Rikke Dittmer og manden, Christian Rohmann, at de skulle have tvillinger. De havde planlagt at få barn nummer tre tæt på de andre to søskende, og det var i særdeleshed uventet, at treeren både var en treer og en firer.
"Da jeg så scanningsbilledet af de to, både grinede og græd jeg. Vi var nærmest hysteriske," fortæller Rikke Dittmer.
Da chokket lagde sig, tog bekymringerne over:
"Hvordan skulle det ikke gå? Hvad med mine to andre børn – var de klar? Desuden var jeg meget bange for at føde for tidligt og lå søvnløs om natten," siger Rikke Dittmer, der blev sygemeldt tidligt i graviditeten på grund af rygproblemer.
Heldigvis blev Rikke Dittmers bange anelser ikke til virkelighed, da hun fødte to fuldbårne piger ved kejsersnit. Tiden efter fødslen var hård. Det var en kamp at amme to, og bleskiftene var utallige.
Men det, som ifølge Rikke Dittmer er mest hårdt, er at have mentalt overskud til fire børn.
"De skriver i bøgerne, at man skal give sine børn særlig opmærksomhed – en til en. Da Olivia og Rosalina blev født, sad jeg der med fire små børn på henholdsvis nul, nul, to og fem år og blev rigtig ked af det. Nogle har spurgt mig, om jeg fortryder, at jeg ville have en treer. Det gør jeg på ingen måde – hvert barn er unikt. Men det kan være svært, når jeg ikke altid synes, jeg slår til i forhold til alt det, jeg gerne vil være for mine børn. Jeg har ikke altid ressourcer og energi nok," siger Rikke Dittmer, der efter endt barsel er gået på deltid i første omgang i et år, mens husbonden stadig arbejder fuld tid.
Hun har oplevet, at omgivelserne af og til forsøger at sætte Olivia og Rosalina i bås som enten meget ens eller meget forskellige. Det sker især i familiesammenhæng, men ingen slipper godt af sted med det.
"Når nogen forsøger at sætte dem i bås som eksempelvis 'den stille' og 'den glade', forsøger jeg at korrigere ved at sige: 'Hun er i hvert fald stille i dag'. Sagen er den, at det slet ikke giver mening at sammenligne pigerne, så forskellige er de," siger Rikke Dittmer.
Med fire relativt små børn er det et krav, at både mor og far tager fat, og det kan holde hårdt – skilsmisseprocenten blandt tvillingeforældre er højere end gennemsnittet. Rikke Dittmer fremhæver også sin og manden Christians forståelse for hinanden som årsag til, at det kører godt. Samarbejdet blev testet, allerede da den ældste, Isa, var baby. Hun havde astmatisk bronkitis i svær grad, og i næsten to år var Isa hver tredje uge indlagt til behandling.
"Dengang lærte vi meget om hinandens grænser og var alligevel gode til at stå det igennem. Da Olivia og Rosalina blev født, røg vi med det samme tilbage i de rutiner. Vi er rigtig gode til at få struktur på dagligdagen, til at samarbejde, og så er vi gode til at stoppe op, mærke efter og spørge os selv: 'Hvordan går det? Med hvert enkelt barn, med os hver især og med kærligheden?."
Med fire små børn har Rikke Dittmer og Christian Rohmann haft brug for at kunne trække på deres netværk.
"I den sidste del af graviditeten og lige efter fødselen af de små var jeg nærmest ikke tilgængelig, og det var meget hårdt for de to store. Men vi havde to søde efterlønnere som naboer, der stod klar og tit gik ture med barnevognen. Det gav luft," siger Rikke Dittmer, der mener, at de fire børn har utrolig stor glæde af hinanden.
"De skændes, selvfølgelig. Og støjniveauet kan være temmelig højt hjemme hos os. Men der er masser af fordele," siger hun og fortsætter:
"De små søger lige så meget tryghed og trøst hos deres ældre søskende som hos os forældre. Isa elsker at hjælpe til og kalder stolt sig selv for lille-mor'. Der er masser af samvær, nærvær og frem for alt leg."
familieliv@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad