Fogh og religion

STATSMINISTER ANDERS FOGH RASMUSSEN (V) har sat religion på sin politiske dagsorden. I et opsigtsvækkende debatindlæg i dagbladet Politiken i lørdags slog statsministeren endnu en gang til lyd for, at religion er en privatsag, som skal fylde mindre i det offentlige rum fremover, end den gør i dag. Det sagde han for så vidt allerede i sin nytårstale i 2002. Han gentog synspunktet i en tale på Vartov i Køben-havn i efteråret 2005, derefter i flere omgange i medierne, og søndag aften uddybede han det i tv-programmet Deadline.

Man kan undre sig over timingen af statsministerens debatartikel under overskriften "Fogh: Hold religionen indendørs". Hans egen forklaring er, at også han nu gør status efter Muhammed-krisen. Men større sandsynlighed er der for, at hans tidligere nærmest anti-religiøse udtalelser har efterladt en usikkerhed hos mange, ikke mindst i Venstres gamle bagland, om den religionskritiske holdning også gælder kristendommen. Derfor skal lørdagens debatartikel formentlig først og fremmest læses som et korrektiv og en uddybning af hans tidligere udtalelser.

MED EN UNDERSTREGNING af kristendommens frugtbare påvirkning af det danske samfund, herun-der dens betydning for sammenhængskraften i be-folkningen, kommer Fogh Rasmussen delvist den kritik i møde. Men reelt skaber han ikke meget større klarhed omkring sit syn på religion og samfund. I udgangspunktet er synspunktet om, at politik og religion skal adskilles, helt rigtigt. Men det bliver ensidigt og farligt, hvis det ikke rummer forståelsen af, at religion, herunder kristendom, er en værdiskaber i samfundet og for det enkelte menneske. Hvis man opgiver at lade kristendommen præge samfundet, åbner man netop for den pluralistiske vilkårlighed.

I statsministerens lange artikel, der fylder en hel avisside, maner han ikke mindst til besindelse over for religiøs fundamentalisme, men ikke et eneste sted i den lange tekst findes ordet "islam". Det er formentlig det, som artiklen handler om, men fordi statsministeren ikke tør kritisere en bestemt religion, kommer han al religion ned i den samme suppegryde og konkluderer, at religion som sådan skal fylde mindre i samfundet fremover. Det er en højst uklar udmelding. For betyder det, at kirkeklokkerne ikke skal ringe om søndagen, som hidtil? At skoleeleverne ikke skal undervises i kristendom? At helligdagslovgivningen skal sløjfes, og båndet mellem stat og kirke skæres over? Velsagtens ingen af delene, men det forbliver uklart.

STATSMINISTEREN SER FIRE KONFLIKTPUNKTER, hvor han mener, at religion og samfund er på konfliktkurs. For det første må troende ikke kunne kræve, at andre personer overholder de forbud, påbud og ritualer, man hævder for sig selv, mener statsministeren. Men er det en reel konflikt i dagens Danmark? Ikke meget fra virkelighedens verden tyder på det.

For det andet fastslår statsministeren, at ingen bør kunne tale på folkekirkens vegne, for kirken skal ikke have nogen ydre magt. Er det en reel trussel? Heller ikke meget tyder på det, for der er vel ikke mange, der ønsker en politiseret folkekirke. Derimod efterlyses en kirke, som ikke er handlingslammet af sin struktur. Nyt er det dog, at statsministeren mener, at forbindelsen mellem stat og kirke først og fremmest tjener til at holde kirken i kort snor og religionen i ro. Men kan man nævne noget land, hvor kristendommen udgør en fare for samfundet?

For det tredje bør alle borgere have samme pligter og rettigheder uanset religion, mener statsministeren. Men er der nogen, der anfægter det fornuftige synspunkt?

Til sidst mener statsministeren, at love og regler skal være hævet over religiøse opfattelser. Staten skal ikke blande sig i folks religiøse klædedragter eller madvaner, og ingen må afvise at tage et job med henvisning til deres religion. Det problem er reelt meget lille i dag og begrænser sig vist til muslimske kvinder, der ikke vil servere alkohol eller svinekød i kantiner eller på restauranter.

Kort sagt: Statsministeren oplister konflikter, der ikke er konflikter. Vi er alle lige for loven, og sådan skal det være. Det, man fortsat kan bekymre sig om, er, om der hersker den frihed, som statsministeren med god ret hylder, i det religionsrensede samfund, som han gerne ser for sig. Sandsynligheden taler ikke derfor. bjer