Når mennesker med denne gudstro læser det berømte vers i Johannesevangeliet: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv," lægger de vægt på betingelsen: "enhver, som tror på ham".

Mennesker fra denne pietistiske fløj bruger ofte udtrykket "personligt kristne", når de skal beskrive deres gudsforhold. Udtrykket skal signalere, at man har et individuelt, bevidst og også følelsesmæssigt funderet forhold til Gud, som altså opfattes som en slags person, om end en person, der sprænger personbegrebet. Den sande kirke, den sande menighed, består følgelig af personligt kristne. Det kristne fællesskab, de helliges samfund, dyrkes derfor ofte ud over søndagens gudstjeneste til styrkelse af den enkeltes tro.

Der bør ud fra denne opfattelse være overensstemmelse mellem den troendes liv og Guds ord, som det kommer til udtryk i Bibelen. Derfor kan kristne ikke leve som homoseksuelle, bør ikke blive skilt og gift igen, ligesom kvinder ikke bør være præster, fordi disse ting, som man siger, "strider mod Guds ord". Der er ganske vist nuancer inden for denne gren af folkekirken - nogle accepterer skilsmisse og kvindelige præster - men dybest set tror man på en nærmest håndgribelig og kontant Gud i Himmelen, der har udstukket klare rammer om menneskelivet. Men også en Gud, der kan vise nåde mod den, "som tror på ham".

En anden og langt større gruppe af præster og lægfolk bekender sig til den Gud, man kunne kalde den altfavnende Gud. Der er ganske vist store forskelle i synet på mangt og meget blandt den altfavnende Guds tilhængere, men fundamentalt er man - eller vi, for nu at bekende kulør - enige om, at Gud først og fremmest er en nådig Gud, en omsorgsfuld, kærlig og medlidende Gud.

Når talen falder på verset fra Johannesevangeliet, ligger vægten på, at Gud elskede "verden" og på, at "enhver" skal have evigt liv. Derfor har denne gruppe det uhyre svært med, at nogle skulle gå fortabt. Jeg er selv en af de præster, der ofte prædiker uden om fortabelsens mulighed, forstået som et konkret Helvede efter dette jordeliv. For jeg kan ikke få det til at passe med troen på Gud som kærlig, velvidende, at fortabelsens mulighed nogle steder i Det Nye Testamente forstås temmelig konkret.

Jeg bruger heller ikke udtrykket "personlig kristen", når jeg skal beskrive min tro. Ikke fordi troen ikke er personlig, men Gud er ikke for mig en art dagligdags personlig samtalepartner, og min tro er ikke altid specielt bevidst eller knyttet til følelser, der ofte rører på sig. Min tro er nærmere som det hus, jeg bor i - en selvfølgelig del af mit liv og et fundament. Det, der står, når andet falder.

Opfattelsen af kirke og menighed er også altfavnende. Kirke og menighed er dybest set alle mennesker, de døbte, ja, men såmænd også de udøbte - det skal ikke komme an på dét, selvom dåben er vigtig - for mennesker. Verden er Guds kærligheds menighed, og kirken er dér, hvor det bliver forkyndt.

Og denne kærlighed er ikke betinget af menneskets indstilling til Gud. Menneskelivet skal - ifølge denne forståelse af kristendommen - leves efter Guds krav, samlet i det dobbelte kærlighedsbud. Hvordan dét nærmere skal udmøntes, er den enkeltes eget ansvar og vurdering.

Derfor - og fordi Bibelen for denne gruppe ikke er Guds ufejlbarlige ord, men menneskers ord, bestemt af tid og sted – findes der ikke en specifik kristen etik, hvoraf man kan uddrage, at eksempelvis homoseksualitet eller skilsmisse pr. definition er syndigt.

Som sagt er man inden for denne gruppe langtfra enig om alting. Men grundlæggende er opfattelsen af Gud nogenlunde den samme: Gud er kærlig og omsorgsfuld, lider med os, når vi lider, og lukker ingen ude. Gud er ødsel med sin nåde, som er uden betingelser. Sat på spidsen er Gud blevet flink og rar.

Ved siden af disse to opfattelser trives en tredje opfattelse af Gud, selvom denne opfattelse kan ligge bag troen på Gud som altfavnende. Denne gudsopfattelse er skeptisk over for den traditionelle Gud - Gud i Himmelen, derude, deroppe, Gud bag alting.

Gud er snarere, som Johannes Sløk formulerede det, fraværende. Men derfor kan man ikke blot afskrive Gud. For Gud er, igen med Sløks ord, nærværende i sit fravær. Han burde være her, men er her ikke; som i sangen "Det var en lørdag aften", hvor den elskede er fraværende, men alligevel yderst nærværende i sit fravær.

Den problematiske, men uundværlige Gud kunne man måske kalde ham. Men også den Gud, der for Johannes Sløk og mange andre - meget forenklet sagt - er i sit ord, i fortællingen om Gud, der blev menneske, eller i og med symboler, ritualer og sakramenter.

Denne opfattelse lever som sagt en noget diskret tilværelse i disse år. Én af grundene er, tror jeg, at den berømte og berygtede Thorkil Grosbøll også havde dette religionskritiske udgangspunkt. Det er vi nok mange, der har, selvom vi ikke nødvendigvis ender i samme konklusion som Grosbøll - men hvem har også lyst til det?

I denne sammenhæng er spørgsmålet imidlertid, om det er den samme Gud, vi tror på? Som det fremgår af denne skitseagtige skildring, er der markante forskelle på de fremherskende folkekirkelige gudsopfattelser, og man kan undre sig over, at disse opfattelser kan trives i samme kirke.

Er det, fordi det er det nemmeste? Fordi vi har vænnet os til det? Er det, fordi vi ikke orker at tage opgøret med hinanden og se, hvor vi ender? Eller er det, fordi gudstjenesten og dens budskab om, at Gud blev menneske i Jesus fra Nazaret, rummer så langt mere end den gudsopfattelse, som vi hver især ankommer med?

Kristian Bøcker er sognepræst