Kierkegaard ser i høj grad også sex som en del af kroppens område, skriver Birgit Bertung

Peter Damgaard-Hansen harcelerer i Kristeligt Dagblad den 10. august over, "hvor man har fået det begreb fra", at nutidens tale om "kroppens teologi" er noget nyt, idet han henviser til, at det skulle stamme fra pave Johannes Paul II's skrift fra 1979. Men dermed gør han sig skyldig i den selvsamme fejltagelse, som han angriber; teologien er nemlig langt ældre.

Søren Kierkegaard taler i hvert fald allerede i "Sygdommen til Døden" fra 1849 om mennesket som en "syntese af legeme og sjæl". Det vil sige, mennesket skal blive en "ligevægtig" enhed af det fysiske og det psykiske, hvorved det bliver "ånd". "Ånd" er netop det, som skiller mennesket fra dyret, nemlig at mennesket kan forholde sig til "sig selv" og sin situation.

Det skal således holde sine modsatte dele, for eksempel legeme og sjæl, eller nødvendighed og frihed, i "ligevægt" for at kunne blive et helt menneske. Mens dyret ikke kan forholde sig viljes-bevidst, men kun kan følge sit instinkt.

Menneskets bevidsthed skal medtænke både kroppen og psyken, og hvis der er nogen, som har beskæftiget sig med "det moderne menneskes søgen efter at forstå sig selv, finde sig selv og realisere sig selv som et åndeligt, kropsligt og seksuelt væsen", så er det Kierkegaard. Hvordan en pave kan tale om, at mennesket også er et seksuelt væsen og samtidig forbyde sex for præster med mere, går over min forstand.

KIERKEGAARD DERIMOD ser i høj grad også sex som en del af kroppens område, idet han betegner det seksuelle som "det yderste af syntesen" (i "Begrebet Angest"), altså det område, hvor vi ligner dyrene mest.

Netop derfor er det også opgaven, at det seksuelle skal integreres i menneskets forståelse af sig selv. Han bruger oven i købet udtykket "assimileres" som en naturlig del af livet. Kun hvis man fokuserer så meget på sex, at det bliver hele livets mening, er det naturligvis "et misforhold". I modsætning til pavens synspunkt er det lige så meget "en desorganisation" at give sex en tabuagtig betydning og fornægte, at det er en del af den skabte virkelighed.

Damgaard-Hansen taler også om "svimmelhed", men Kierkegaard hævder netop, at hvis mennesket ikke vil sammenholde det kropslige og det psykiske i den rette syntese (inklusive sex), så bliver det eksistentielt set "svimmelt", hvilket giver sig udtryk i angst.

Det er naturligvis angstfremkaldende ikke at ville se virkeligheden i øjnene, men - som pavedømmet - forbyde det seksuelle på forskellige måder og det seksuelles forskellige former.

Ophavsmanden til "kroppens teologi" er således ikke en pave, men sandsynligvis Kierkegaard, der mere end nogen anden har beskæftiget sig med, "hvad det vil sige at være menneske - og realisere det".

For Kierkegaard er kvinden således i en mere krævende situation end manden - fysisk og psykisk - idet hun skal føde børnene. Dermed nærmer hun sig med "nødvendighed" et dyrisk forhold, hvor det kræver en stor psykisk viljestyrke at rette syntesen op, idet "friheden", det modsatte moment, i denne ekstreme situation er minimeret. Hun er jo nødt til at gennemføre fødslen, enten hun vil eller ej. Kvinden er i fødselsituationen "anden gang i syntesens yderste" (første gang var ved undfangelsen), og dermed kræves der ikke så meget af manden. Man kan spørge sig selv hvorfor?

Kierkegaard har en bemærkelsesværdig evne til at sætte sig i andres sted, selv en fødende kvindes, mens paven forekommer mig at modsige sig selv ved at fastholde cølibatet, tage afstand fra homoseksualitet og forbyde kvindelige præster, når kvinder tilsyneladende netop har en udpræget evne til at "blive sig selv" - på trods af de sværere betingelser.

Birgit Bertung,

mag.art. i filosofi og forfatter til 11 bøger om forskellige aspekter af Søren Kierkegaards filosofi,

Frimestervej 51, 4. tv.,

København NV