Sayed Salahuddin |
16. august 2010
Antallet af udenlandske soldater, der har mistet livet i Afghanistan, har passeret 2000, viser opgørelse
Knap ni års krig i Afghanistan har kostet over 2000 udenlandske soldater livet, viser en uofficiel opgørelse.
Listen over tab passerede det runde tal, da det i weekenden blev meddelt, at mindst en amerikansk soldat samt en australier og en brite var dræbt i det krigshærgede land. Dermed nåede det samlede antal op på 2002, viser opgørelsen fra
www.iCasualties.org.
Over 60 procent af de dræbte er amerikanske soldater.
Tallet er en ubehagelig påmindelse for USA's præsident, Barack Obama. Han har varslet en ny gennemgang af strategien i december, en måned efter midtvejsvalget, hvor Demokraterne ventes at gå tilbage. Målinger viser, at de amerikanske vælgere i stigende grad er skeptiske over for krigen i Afghanistan, og amerikanske politikere forsøger at nedtone forventningerne til, hvad der kan opnås i krigen.
Antallet af dræbte udenlandske soldater i Afghanistan er under det halve af tabstallet fra Irak, men en vigtig milepæl på et tidspunkt, hvor Holland er i færd med at trække sine soldater ud, og andre lande ligeledes overvejer deres fremtid i Afghanistan.
Amerikanske, britiske og andre højtstående Nato-officerer har advaret om, at kampene vil blive hårdere i år, hvor de udenlandske styrker har planer om offensiver mod nogle af de områder i syd, der er Talebans højborg, og i øst, hvor andre oprørsgrupper med forbindelse til al-Qaeda står stærkt.
Antallet af dræbte soldater er dog betydeligt lavere end antallet af dræbte civile i Afghanistan.
Alene i de første seks måneder af 2010 mistede i alt 1271 civile afghanere livet, viste en opgørelse fra FN tidligere på måneden. Det er en stigning på 31 procent sammenlignet med første halvår 2009.
Ifølge FN er Taleban og andre oprørsgrupper skyld i 76 procent af drab på civile.
I fredags talte den afghanske præsident, Hamid Karzai, i telefon med Obama samt den øverste militære leder for Nato-styrkerne, den amerikanske general David Petraeus, og USA?s ambassadør, Karl Eikenberry, for at drøfte, hvordan det civile tabstal kan mindskes.
/ritzau/Reuters