Patienter, der lider af den uhelbredelige og kroniske lungesygdom KOL, også kaldet rygerlunger, dør ofte i isolation og ensomhed i hjemmet eller på hospitalet. Sygdommens slutfase strækker sig nemlig over så lang tid, at der i dag ikke er et palliativt behandlingstilbud, som kan sikre de døende en tilstrækkelig lindring og behandling af fysiske, psykiske og åndelige problemer.

Mens uhelbredelige kræftpatienter får mulighed for at komme på hospice og på hospitalernes afdelinger for døende, de såkaldte palliative afdelinger, de sidste dage, inden de dør, ser det helt anderledes ud for de medicinske patienter - herunder lungepatienterne. De lever som regel med lav lungekapacitet i frygt for at blive kvalt, samtidig med at mange er efterladt alene med tvivl og angst og eksistentielle tanker.

Det er en del af konklusionen på en ny erhvervs-ph.d.-afhandling, som lektor ved Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole, cand. mag. Ingeborg Ilkjær afleverer til september. Hun har fulgt 17 patienter med KOL over et halvt år. Størstedelen er medlemmer af folkekirken og har eksistentielle og religiøse tanker, men er for syge til at komme i kirken, og kirken eller hospitalspræsten kommer heller ikke til dem:

"Det er et stort problem for folkekirken. Præsterne og kirken er nødt til at kravle ned af prædikestolen, hvis de vil nå folk," siger Ingeborg Ilkjær.

Hun peger på, at kræftpatienter prioriteres frem for patienter med KOL. Det kan man se ved, at langt hovedparten af patienterne på hospicerne og de palliative afdelinger er mennesker med kræft. Det er et stort problem, mener hun:

"Lægen og præsten skal behandle alle lige. Men der er stor ulighed i sundhedsverdenen. KOL har lav status, blandt andet fordi man i samfundet mener, at patienterne selv er skyld i sygdommen på grund af røgen."

Sygehuspræsternes formand, Anna Bojsen-Møller, peger på, at flere hospitalspræster til de medicinske afdelinger kunne afhjælpe problemet:

"Et fåtal af patienterne fra de medicinske afdelinger kommer på hospice. Og hospicerne har en meget større normering af hospitalspræster end de store sygehuse med medicinske afdelinger. Det betyder ikke, at der ikke er et behov hos mennesker, der dør en upåagtet død på de medicinske afdelinger. Men som normeringen er, så kan præster ikke nå meget mere end de neonatale og de palliative afdelinger på sygehusene."

Præst på Bispebjerg Hospital Bodil Rønnov Due peger også på, at det er kræftpatienterne, der ligger på de palliative afdelinger:

"På den palliative afdeling her på hospitalet er en fast præst tilknyttet. Sådan er det ikke på hospitalets andre afdelinger. Dér er det meget op til personalet at tænke præsten ind i det, ligesom præsten selv skal være opsøgende."

Ifølge hende er der ikke meget tid til at tage ud i hjemmene.

"Det er meget beklageligt, hvis de dør i en form for religiøs ensomhed. Det er der ingen, der skal", siger Bodil Rønnov.

Anne Brandt, administrerende direktør i Danmarks Lungeforening, mener, at sundhedspersonalet skal være bedre til at opspore, om der er åndelige og religiøse behov hos patienten og i så fald inddrage præsten.

Janne Elsborg, konstitueret hospitalsdirektør på Bispebjerg Hospital, har ikke tænkt sig at ansætte flere præster:

"Hospitalspræsterne på Bispebjerg Hospital yder en stor indsats for mange patientgrupper. Inden vi taler om at ansætte flere, skal vi se på, om vi kan anvende præsternes ressourcer mere fokuseret og målrettet særlige grupper."

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

baggrund side 7