I Vatikanet er nedsat et nyt råd, der skal komme med bud på, hvordan man får flere europæere til atter at søge mod kristendommen, blandt andet i de lande, hvor der sker en "fordunkling af fornemmelsen af Gud", som det lyder fra paven. Foto: Scanpix.
- Chris Helgren/ Scanpix /Scanpix
Andreas Rude |
16. august 2010
Nyt paveligt råd skal finde veje til at give europæerne kristendommen tilbage. For troen er ikke længere fællesskabets sag
Kirken i verden
Afkristningen af Europa er en gammel nyhed. Udviklingen har været undervejs længe – så længe, at de sidste tre-fire paver bekymret har beskæftiget sig med det hver på sin måde. Paul VI registrede de første advarselstegn i 1960'erne, Johannes Paul II advarede om det på sine rejser i 1980'erne, og Benedikt XVI har ved indgangen til det 21. århundrede for længst noteret sig, at den gamle model for europæisk kristendom kun er en skygge af sig selv.
Helt i tråd hermed oprettede pave Benedikt XVI ved sommerens begyndelse et Paveligt råd for ny evangelisering, der skal tage højde for en udvikling i hele den vestlige verden, der næppe er til at vende, hvis ikke man tænker nyt. Som paven selv udtrykte det ved lanceringen den 28. juni, er målgruppen: "de lande, hvor den første proklamation af troen allerede har fundet sted, og hvor der er gamle kirker til stede, men som gennemlever en stadig sekularisering af samfundet og en art "fordunkling af fornemmelsen af Gud"."
Der er allerede flere instanser i Vatikanet, der beskæftiger sig med evangelisering, og pave Benedikt ved godt, at man ikke forbedrer en institution ved blot at udbygge bureaukratiet. Foreløbig tyder alt også på, at det er som en skarpvinklet tænketank snarere end som administrativt organ, at rådet skal virke.
Hvordan undgår den katolske kirke for eksempel at blive fanget af de "kulturkrige", som reducerer kristendommen til en håndfuld kontroversielle mærkesager og ignorerer, at kirken arbejder for hele samfundets bedste? Udfordringen af kristendommen går dybere end liberale abortlovgivninger og svækkelsen af ægteskabet. Det er "relativismens diktatur" – kravet om, at alle meninger principielt skal være lige gode, der for alvor får kæden til at hoppe af. For i Benedikts optik er det i længden umuligt at bevare de værdier, som Europa sætter højest, uden en forankring i kristendommens sandhed. "Solidaritet" bliver kun alt for hurtigt erstattet af egoisme, og "tolerance" kan nemt føre til ligegyldighed.
Det er en holdning, der deles af den 58-årige italienske ærkebiskop Rino Fisichella, som paven har udpeget til leder af det nye råd, og som er særlig optaget af kristendommens rolle i samfundet. Fisichella er en af den italienske kirkes kendteste intellektuelle, der blandt andet som rektor for Lateran Universitetet siden 2002 og som "kapellan" for den italienske politiske verden siden 1994 har opbygget alliancer med italienske beslutningstagere inden for kultur, politik og erhvervsliv. Også her er han på bølgelængde med paven, der nok har en folkelig side, men aldrig har lagt skjul på, at genkristningen af Europa også må omfatte eliten i regeringskontorerne og bestyrelseslokalerne, på avisredaktioner og universiteterne.
Græsrødderne skal dog ikke forsømmes. Såvel den gamle som den nye pave har været vidne til opblomstringen af "de nye katolske bevægelser", der ligesom de karismatiske strømninger i den protestantiske verden, smitter mange ved deres begejstring. Ingen kan dog komme udenom, at Europas bærende lag ikke længere er kristne. I Frankrig går kun cirka 5 procent af befolkningen i dag i kirke, og selvom det stadig er over tre millioner, så betyder det, at den kirkelige struktur, der traditionelt har organiseret den religiøse praksis omkring sognene, er blevet udhulet. De nye bevægelser går på tværs af alle hierarkier og omfatter ofte mennesker uden kristelig bagage med hjemmefra. Kristendommen er i dag først og fremmest et personligt valg og skyldes kun i mindre grad familien og samfundet. Det er også sådanne forhold, det nye råd skal rådgive biskopperne og paven om.
Den katolske kirke er selvfølgelig ikke den eneste kirke, der prøver at tænke nyt, og den situation har skabt sin egen paradoksale dynamik. Det er afkristningen af Europa, der for alvor er motoren i den gensidige katolsk-ortodokse tilnærmelse, for selvom paveembedet stadig skiller vandene, er synet på kirkens profetiske mission og præsternes identitet stort set det samme. Også de protestantiske kirker forholder sig til udviklingen, men set fra katolsk og ortodoks hold synes deres svar at være en yderligere tilpasning til det sekulære samfund. Hvilken konsekvenser det har for re-evangeliseringen af Europa, skal ærkebiskop Fisichella nok også beskæftige sig med.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad