Hjælp til et folk i nød

Den internationale hjælp til det oversvømmelsesramte Pakistan har indtil videre været såvel langsom som forholdsvis lille. Donorlandene har kun givet omkring en femtedel af det beløb på 2,7 milliarder kroner, som FN vurderer er nødvendigt for at kunne give mad, medicin, vand og telte til de seks millioner mennesker, der er i akut nød, og de øvrige 14 millioner, der også er berørte af vandmassernes hærgen. Udover den åbenbare forklaring - nemlig at katastrofen ikke er så pludselig og chokerende i sin karakter som eksempelvis et jordskælv eller en tsunami, der begge kræver langt flere dødsofre på meget kortere tid - har der også været tale om decideret tøven i regeringskontorer hos både mellemøstlige nabolande og vestlige, strategiske alliancepartnere. Desuden har selve befolkningerne her i Vesten har været længe om at komme til lommerne for at hjælpe. En medvirkende årsag til dette er flere steder blevet vurderet til at være betænkeligheder ved at hjælpe Pakistan som nation, fordi landet i højere og højere grad ses som et sted, hvor fjendskabet over for Vesten trives.

Pakistan har da også gevaldige imageproblemer at slås med, og det med god grund: Billeder, hvor amerikanske, israelske eller danske flag brændes af, strømmer tit ud på nyhedsbureauerne. Pakistansk Taleban spreder død, ødelæggelse og undertrykkelse i dele af landet såvel som ind over grænsen til nabolandet Afghanistan, hvor de internationale styrkers forsøg på at stabilisere Afghanistan dermed undermineres. Pakistans regering har ry for at være korrupt, demokratiet er dårligt fungerende, og militærets magt er større, end vi bryder os om – ikke mindst fordi dele af apparatet har holdt hånden over Taleban. Ikke-muslimer, særligt kristne, har mildt sagt svære vilkår og lever livet farligt, da principperne om religionsfrihed ikke efterleves – og slet ikke i praksis.

At alle disse problematiske forhold muligvis fremkalder instinktiv modvilje mod at hjælpe pakistanerne er dog i givet fald yderst uheldigt, og det er naturligvis forkert set fra en almindelig medmenneskelig synsvinkel. Desuden er det vigtigt at fastholde perspektivet, nemlig at Pakistan er et land med 170 millioner indbyggere, hvoraf langt størstedelen blot ønsker at skabe sig selv et rimeligt liv og ikke har noget til overs for eksempelvis Taleban, tværtimod.

Derfor skal pakistanerne naturligvis hjælpes så meget som muligt, og det vil i øvrigt være i Vestens egen interesse. Pakistan er så ustabilt i øjeblikket, at en katastrofe som denne kan skabe endnu mere politisk kaos, hvis ikke den afhjælpes relativt hurtigt. En ustabil atommagt med en endnu svagere regeringsmagt end i dag er ikke ønskværdig. Tværtimod. Det vil være decideret farligt.

brun