Af Anna Rytter |
16. august 2010
Nogle gange må man gå på kompromis for at forblive en del af fællesskabet, skriver Anna Rytter i sin blog om ramadanen
Et af de vigtigste elementer i Ramadanen, er de mange besøg vi aflægger og modtager igennem fastemåneden.
Ingen kan klare sig igennem en måneds faste alene, støtte fra venner og familie i form af fællesspisning, samvær og fællesskab er derfor en essentiel del af fastemåneden.
LÆS OGSÅ: Anna Rytters blogFor mange ikke-muslimer kan Ramadanen synes som én lang fest; der spises og drikkes i enorme mængder fra solnedgang til sengetid, der er langt senere end normalt.
Børnene får dagligt slik, kager og sodavand og huset er altid fuld af gæster fra nær og fjern, hvis familien altså ikke selv er gæster hos en anden fastende, muslimsk familie. Sådan er det ikke helt i min familie.
De første dage i Ramadanen havde vi dog overnattende gæster fra København, og også et kort besøg af et par unge piger fra London. Men det meste af min familie og omgangskreds er ikke muslimer, og derfor vender de selvfølgelig ikke op og ned på deres hverdag, bare fordi det er muslimernes aller-helligste måned.
For mig som muslim i et ikke-muslimsk land, er det derfor en endnu større udfordring at fastholde fasten blandt ikke-fastende og deltage i det sociale liv både blandt mine ikke-muslimske og mine muslimske venner.
Denne weekend bød på to store udfordringer. Lørdag var jeg inviteret til sommerfest med min lokale partiforening og søndag stod den på stor familieudflugt med indbygget fisketur og grill.
Jeg valgte at indgå et kompromis, nemlig kun at faste 12 timer og dermed bryde fasten før tid både lørdag og søndag. Det betyder, at jeg kan fastholde den døgnrytme, jeg allerede nu er ved at vænne mig til, og stadig nyde de mange fordele ved fasten, men at jeg kunne spise sammen med de andre og ikke blive sat udenfor det sociale fællesskab.
Fællesskabet for mig er nemlig ikke kun en essentiel del af Ramadanen, men også en essentiel del af menneskelivet, som vi skal værne om, dyrke og bevare.
Derfor må jeg også selv nogle gange gå på kompromis med mine egne ønsker, for at kunne forblive en del af de fællesskaber, som er så vigtige for kvaliteten af mit liv.