Marianne Velling Bordinggaard |
17. august 2010
Dit trofaste nærvær er den gyldne tråd, der binder de mange brudflader i mit liv sammen til et hele. Uden dig var jeg ikke blevet den, jeg er, skriver dagens kronikør poetisk
DU HAR ET RUM I MIT HUS. Det er stort og lyst og fyldt med minder. Når jeg føler mig trist eller ensom, går jeg ind i dit rum, og taknemmeligheden genfødes i mit hjerte. Taknemmeligheden over, at du er. Dit trofaste nærvær er den gyldne tråd, der binder de mange brudflader i mit liv sammen til et hele. Uden dig var jeg ikke blevet den, jeg er. Mit liv var blevet lagt øde, og jeg var visnet som græsset. Du får mit bæger til at flyde over.
Jeg mødte dig første gang i de tidlige skoleår, du min veninde: Vi havde ens laksko og rundskårne nederdele på. Du var lidt ældre end mig. Jeg begyndte at komme i dit hjem, og båndet imellem os voksede sig stærkt.
Du var min støtte i de svære teenageår med buler og bumser. Når jeg skulle hjem en sen aftentime, fulgte du mig på cyklen, og vi standsede midtvejs, før vi skiltes. Jeg var mørkeræd og bange for at køre forbi et bestemt hus, men du nærede ingen frygt. Vi delte vore drømme derude på den mørke vej: forelskelserne, der berusede os som suset, der gik gennem træerne i den sene aftentime.
De romantiske drømme blev aldrig til virkelighed, for modet til at vove kærligheden svigtede mig, når det virkelig gjaldt. I de sene ungdomsår blev mange af veninderne ført op ad kirkegulvet i det store, hvide skrud. Også jeg skulle til bryllupsfest, men kun som gæst. Jeg følte mig ensom og forladt. Så kom angsten. For det er ikke godt for mennesket at være alene.
Da kom du til mig, min veninde, og dit ansigt lyste imod mig. Du bød mig til dit hjem, og du inviterede mig på ferie i det fremmede. Der var ingen ende på din godhed. Men jeg kunne ikke tage imod alt det, du ville give. Mit hjerte lukkede sig til, og din varme lod mig kold.
Men du ventede tålmodigt på mig. Du kom igen og igen, satte dig ved min side og hørte på mine klagesange. Da angsten blev så stor, at jeg ikke længere kunne være alene, tog jeg endelig imod dig og dine gaver. Du hentede mig. Du dækkede op for mig. Jeg spiste ved dit bord, og du gav mig et rum i dit hus. Din kærlighed omsluttede mig. Der sad jeg i lange tider, og din mad og din varme gjorde mig godt. Jeg skrev mig igennem min uddannelse og min sygdom i ly af din omsorg. Jeg kunne atter mærke vinden i mit hår og tage imod livet. Jeg var gået fra mørket til lyset.
Jeg fik arbejde og flyttede til en anden by. Det var min første dag på gymnasiet. Jeg stod i den store aula og følte mig forladt, da jeg fik øje på dig i mængden. Du havde en mørk hestehale og var iført en sort læderjakke. Du kom direkte hen imod mig, og dit varme smil og dit åbne blik gjorde mig godt. Jeg var fremmed, og du tog imod mig. Du åbnede dit hjem for mig og hjalp mig til rette. Din latter fyldte mig med glæde og lethed. Jeg havde atter fundet min veninde.
DØDEN HAVDE BANKET PÅ. Min kære far var pludselig borte, og jeg var meget sorgfuld. Dagene forsvinder som i en tåge, men et par glimt fra bisættelsen toner frem i min erindring. Da vi skal til at bære kisten ud af kirken, er sorgen ved at overmande mig. Men idet jeg rejser mig og vender mig om, ser jeg dit ansigt i mængden, min ven, og jeg fanger dit blik et kort sekund. Jeg havde ikke ventet at se dig her.
Jeg tager fat om grebet på kisten, løfter dens tunge vægt, og sammen med mine nærmeste bærer jeg kisten ned gennem kirken. Byrden tynger mig, men dit nærvær har lettet afskeden for mig. Du følger mig i frastand ud til rustvognen.
Det fantastiske og forunderlige skete: Jeg blev gravid med manden, jeg elskede. Jeg havde passeret de 40 og havde for længst opgivet at få børn. Min mund var fuld af latter. Det nye, der var ved at ske i min krop, fyldte mig med forventningens fryd. Da kom du og delte min glæde, min veninde.
Da tiden kom, og jeg skulle føde, forlod du dit arbejde og kom den lange vej. Du satte dig ved min side, du tørrede sveden af min pande, og du læskede min gane med isterninger, mens jeg kæmpede med veerne. Det var din stemme, der råbte: "Han er kommet ud," før fødselsskriget skar gennem luften.
Dit ansigt var lutter smil. Du hørte min jubel, og du så min stolthed, da drengen blev lagt i mine arme for første gang. Mit barn. Min søn. Du kom med gaver, og du glædede dig sammen med mig over, at et sundt drengebarn var bragt til verden.
MEN DER KOM MALURT i min glædes bæger: Jeg skulle være alene med barnet. Hele min verden brød sammen, og jeg blev syg af ulykkelig kærlighed. Da ringede jeg til dig, min usvigelige ven. Igen og igen. Du slap, hvad du havde i hænderne, og så stod du ved min dør. Du så min smerte, du lyttede, og du blev, til jeg havde visket tårerne væk. Min smerte gav genlyd i dit indre, og du led med mig.
Så gik jeg pludselig over den usynlige grænse, der skiller os fra vanviddet. Alt var kaos i mig. Men da var du der stadig.
Følelserne drev mig hid og did, og du blev et ankerpunkt i mit oprørte hav. Jeg gik hvileløst op og ned ad gangene på sygehuset bag låste døre med barnet i mine arme og sang vuggesange. Jeg var ude af mig selv. Men bag sygdommen og min skrøbelighed så du mig. Jeg var syg, og du tog dig af mig.
Dit ansigt lyste over min søn, da han blev bragt til dåben. Også højtiden delte vi. I årene, der fulgte, var du mit barn en far og en mor. Du tog ham til dig som din egen, når mine kræfter ikke slog til. Og han voksede til og blev min stolthed og min glæde.
Da jeg mistede mit arbejde, kom du atter til mig. Du bød mig ind i dit hus. For jeg var sulten, og du gav mig noget at spise. Ikke blot mig. Men også mit barn gav du.
JEG VAR GÅET ad så mange kringlede veje, men du kom altid til mig – også selv når jeg ikke kunne mærke dit nærvær. Du gik ved min side, du bar mig, når jeg ikke kunne gå, og du lod mig græde ud hos dig. Også min jubel delte du. Gennem dig blev jeg mangefold velsignet.
Jeg var blevet slået halt af livet, men jeg følte mig hel indeni. Jeg var nedbrudt, men gennem dig fandt jeg lægedom. Over dage, uger, måneder, år.
Det er min 50-års-fødselsdag, og jeg har budt ind til fest. Da kommer du og indtager rummet med al din kærlighed. Du har mange skikkelser, men du har det samme lys i øjnene, når du ser på mig. Du rejser dig og fortæller min historie – vores historie. Mit liv rulles ud som en film. Du synger for mig på smukke, lyriske vers. Du skaber en symfoni af ord. Perle på perle bindes sammen til en krans.
Pludselig ser jeg mig selv gennem dine øjne. Jeg har set nederlagene – men du ser sejrene. Jeg har set smerten – men du ser lægedommen. Jeg har følt ensomheden – men du ser tosomheden. Dig og mig.
Når vi er i samme stue, og jeg glædes over dit nærvær, kan jeg pludselig gribes af en frygtelig angst. Vi har knyttet dybe bånd, og de kan briste. Livet eller døden kan skille os ad. Jeg vil ældes, måske vil sygdommen komme til mig, og jeg vil føle mig mere afhængig af dig end nogensinde før. Vil du da fortsat være min stok og min støtte, du, som fulgte mig hele vejen indtil denne dag?
Vil du komme i den sene nattetime, når døden nærmer sig, tørre sveden af min pande og væde min tunge? Vil du dele brødet og vinen med mig og fortælle mig, at du, som var, også er og bliver den samme? Når jeg anfægtes over mit liv med dets nederlag og fejlslag, vil du da fortælle mig min historie i din kærligheds forklarede lys?
En dag vil jeg visne som græsset. Jeg vil ikke være mere. Vil du da bære mig det sidste stykke? Så er der da stadig – dig og mig.
Marianne Velling Bordinggaard er cand.mag., og kronikken er den syvende af de otte vinderkronikker, som Kristeligt Dagblad bringer fra sommerens kronikkonkurrence, "Min bedste ven".
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Lise
