Kristian Massey Møller |
18. august 2010
I Danmark er næstekærligheden allestedsnærværende. Vi har skabt et godt samfund for alle, skriver Kristian Massey Møller
Det er en selvfølgelig antagelse, at sammenhængskraften har det skidt i Danmark. At fællesskabet er væk. At hverken naboen eller Danmark betyder noget. Men det er falsk jammer. Vi bør jamre, når der skal jamres, men vi kan ikke jamre over mangel på sammenhængskraft. Af den ene grund, at det modsiger virkeligheden. Modantagelsen er, at Danmark er smækfuldt af sammenhængskraft.
Men vi kan da se, at det hele falder fra hinanden. Sig mig, hvor? Realiteten er, at Danmark i mine 50 år har videreført vore forældres og bedsteforældres slid og slæb med at gøre landet til et godt land for alle samfundsklasser.
Demokratiet er blevet videreudviklet i en befriende "flad" struktur, som har taget opgøret med det ulidelige tryk fra en autoritær styring i både samfund og hjem. De folkelige bevægelser bidrog som forudsætning hertil - både husmandsbevægelsen på landet og arbejderbevægelsen i byen. Samtidig er land og by endda i dag smeltet sammen, så vi ikke længere har to adskilte kulturer, men en enhedskultur.
Det giver altsammen et nyt fodfæste, som tiltagende udmønter sig i en fælles folkekarakter, hvor det forventes, at vi byder ind og udviser myndighed - også børnene. Nok har samfundsinstitutionerne været lidt for meget bannerførere, hvilket kunne have knægtet os. Fra 1970'erne til 1990'erne var hjemmene præget af sund mistro over for, hvad de nu fandt på af vanvittige tiltag i eksempelvis skoler og børnehaver. En mistro, der dog i dag er gledet over i gensidig tillid, og den er blevet til vigtigt kit i vores samfund, som har folkelig grund.
Alligevel fisker politikere sig over en bred kam stemmer i en retorik om manglende sammenhængskraft, og et væld af bøger skrevet af samfundsforskere, som for eksempel Johannes Andersens "De barnagtige" og Henrik Jensens "Det ordentlige menneske" peger på egoisme og mangel på ansvar. De har mange gode pointer, men moraliserer og fremhæver blot evige svagheder i os. Ret beset taler de imod erfaringen i den brede befolkning. En erfaring, der fortæller, at flere og flere har del i kærlighedens gave. Ja, kærligheden florerer mellem os som aldrig før i rendyrket sammenhængskraft.
Folkeligt set skal vi måles på, hvad vi gør over for vores næste, når det gælder i det nære. Da viser det sig, at danskeres hverdag, som den opleves af flest, er fuld af omsorg og gensidighed. Det handler om evnen til omsorg og gensidighed. Det, som findes som det kristne krav om næstekærlighed, og som filosoffen Løgstrup i sin bog "Den etiske fordring" oversatte til et samfundskrav om rollebytning: evnen til at sætte sig i en andens sted.
Det er noget, jeg som feltpræst i Afghanistan har set udfoldet blandt unge danske soldater, som i krigens kaos er bange for at svigte kammeraterne. De har det med hjemmefra. Et Danmark, hvor vi bygger samfund på omsorg og gensidighed.
Vi danskere skal stå ved, at vi ud fra Grundtvigs folkelighedsbegreb er lig vort folk, er folkelige. Vi skal ikke tale Danmark ned. Heller ikke de unge, som vi kan finde på at kalde egoistiske og uansvarlige og dermed ikke giver fri til at gå ind i livet, selvom vi synes, vi giver dem al frihed og behandler dem ligeværdigt. Sagen er, at vi ikke giver dem ansvar - både som pligt og opofrelse. På den måde forhindrer vi dem også i at blive myndige og tage hånd om mere end sig selv.
På trods heraf er jeg overbevist om, at vore børn netop en dag vil vise sig myndige. De sidste 40 års historie, som hviler på Danmarks demokratiske tilblivelseshistorie, vil bryde frem i dem som handling. Dels vil den flade struktur i institutioner og skoler snart slå igennem i en ny myndighed, som også vil vride os fri af den snak om manglende sammenhængskraft.
Kristian Massey Møller,
valgmenighedspræst og forfatter,
Vandrigsvej 20,
Store Heddinge
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad