Det er første gang, Kate Pickett præsenterer sin og Richard Wilkinsons verdensomspændende bestseller, "The Spirit Level", med undertitlen "Hvorfor lige samfund næsten altid klarer sig bedre" i et europæisk land uden for Storbritannien.
Bogen, der udkom sidste år, er oversat til 14 sprog, herunder tyrkisk, arabisk, svensk, kinesisk og japansk, og har været omdrejningspunkt for en heftig debat lige siden.
"Spirit level" betyder vaterpas. Og et samfund i vater er i Pickett og Wilkinsons optik et samfund, hvor den sociale ulighed er minimal. Hovedbudskabet hos de to folkesundhedsforskere fra York Universitet er, at blandt verdens rige lande afhænger folks velbefindende ikke længere af, om de selv er velhavende eller ej, men hvor lige samfundet er generelt.
"Vi vil vise, at ulighed er dårligt for alle. Også de rige," siger Kate Pickett, der denne aften befinder sig i Roi Baudoin-stiftelsens lokaler i en fløj af kongeslottet i centrum af Bruxelles.
På graf efter graf fremviser hun den samme sammenhæng mellem landenes indplacering på lighedstabellen. På antallet af teenagegraviditeter, folk i fængsel, antallet af mord, psykiske sygdomme, læsefærdigheder og overvægt. Uanset hvilket socialt problem de vælger, er tendensen, at det er værre i de lande, der har den største ulighed i indkomst mellem landets rigeste og landets fattigste.
På Kate Picketts grafer hopper og danser prikkerne omkring den lige streg, der trækker den gennemsnitlige udvikling. Nogle gange ligger Danmark i top, som når det gælder tillid til andre mennesker. Nogle gange ligger vi nærmere bunden, som på spørgsmålet om levealder. Alligevel viser alle graferne den samme udvikling mod det værre fra det mest lige land, Japan, til det mindst lige land, USA, der har æren af at være skurken i så godt som alle sammenligningerne.
Selv på et område som social mobilitet fremviser Pickett tal, der illustrerer, at sammenhængen mellem fædres indkomst og deres børns er lav i de skandinaviske lande, mens USA, der normalt omtales som mulighedernes land, er det sted, hvor børn oftest ender i samme lønkategori som deres fædre.
"Hvis du vil udleve den amerikanske drøm, så skal du flytte til Norge," pointerer Kate Pickett tørt.
For hende er progressiv beskatning, som vi har i eksempelvis Danmark, vejen til lykken.
"Det største problem er indkomstfordelingen. Hvis du fikser den, så har du fikset rigtig mange ting."
"Argumentet er tit, at hvis vi beskatter de kloge mennesker, så flytter de. Men lad os da prøve at se, hvad der sker. Jeg tror ikke, de vil flytte," siger hun.
Ikke overraskende er Pickett og Wilkinsons resultater blevet modtaget med stående bifald på venstrefløjen. Mens man fra mere liberalt hold er betydeligt mere skeptisk.
Christian Bjørnskov, der er lektor ved Handelshøjskolen i Århus og bestyrelsesmedlem af den liberale tænketank Cepos, foretager en akademiske lynchning af de to epidemiologers arbejde i det nyeste nummer af tidsskriftet "Population and Development Review".
Her angriber han især deres omgang med de statistiske data, som efter hans mening er temmelig lemfældig. Hans pointe er, at det er farligt at hænge sin forskningsmæssige hat op på disse berømmede punktgrafer uden at tjekke, om der er underliggende faktorer. Og uden at sikre sig, at tendensen i tallene ikke bliver skævvredet af visse lande i yderpositioner. For eksempel USA, der som det mest ulige land, men også det mest ekstreme på en række områder, som for eksempel antallet af folk i fængsel eller teenagegraviditeter, kan trække den overordnede udvikling i den ene eller anden retning. Eller de gode resultater i de skandinaviske lande, der kan gøre det samme i den anden ende.
"Konklusionen er, at det her er velskrevet, stimulerende polemik, som alligevel lider af det samme problem som cirkusheste, der kun kan ét trick. Hvis det ene trick ikke imponerer dig, er hele showet en fiasko. Og Wilkinson og Picketts trick kan simpelthen ikke tåle empirisk granskning," skriver Christian Bjørnskov blandt andet i sin anmeldelse.
Også i Sverige er der delte meninger om "jämlikhetsanden", altså lighedsånden, som den er oversat til.
En del labber rosen i sig. Og hvorfor ikke? Sverige ligger lunt som land nummer tre på lighedslisten og fremhæves som et mønsterland. Men økonomen Andreas Bergh fra Lunds Universitet sætter i sin analyse af bogen et stort fedt spørgsmålstegn ved forholdet mellem årsag og virkning i det hele. Det kan godt være, at det går godt i de mere lige lande. Men at det lige præcis er ligheden, der forårsager det, mener han ikke, at Pickett og Wilkinsons bog beviser.
En cheføkonom fra Svenskt Näringsliv, der er vores naboers modsvar til Dansk Industri, går skridtet videre i avisen Expressen. Her anklager han bogens forfattere for at "leve af at forstærke klassekampsmyten", "betalt af en række interesseorganisationer, fagforeninger og delvist skattefinansierede idealistiske organisationer" for at præsentere data, der er "stærkt manipulerede".
Det hæderkronede London Review of Books har også bragt en anmeldelse, der går i rette med forfatterne. Her pointeres det, at selvom folk i gennemsnit klarer sig godt, betyder det ikke, at de rige også har det bedre. Ligesom det, at man lever længere og sundere, ikke nødvendigvis betyder, at man er lykkeligere af den grund.
Kate Pickett er ikke overraskende uenig i kritikken af deres metoder og resultaters universalitet.
"Vi er folkesundhedseksperter. Og vi har brugt hele vores liv på at iagttage ting, der ikke kan granskes, fordi vi ikke kan blande os i, hvad folk gør. Vi kan ikke tage halvdelen af det her rum og få dem til at begynde at ryge og så sammenligne dem med den anden halvdel. Vi har lært at klare os med observerede data," siger hun.
"Og vi er ikke enige i, at det kun skulle være de gennemsnitlige forskelle mellem folk, vi viser. Vi viser faktisk, at alle i et samfund vil få det bedre, om det er et rigt eller et fattigt samfund, hvis det samfund er lige," siger hun og understreger, at det ikke er en undersøgelse af, hvordan folk føler, de har det. Men derimod de kolde facts, der beskriver det liv, de lever.
"Vi ser ikke på, hvorvidt folk selv siger, at de er glade. Vi ser på, om de dør tidligt, og om de bliver syge. Det er ikke bare de bløde, rare ting, vi ser på."
Og til dem, der stadig ikke køber ideen bag det, der i britisk presse er blevet døbt "teorien om alting", siger Kate Pickett:
"Vi kan ikke finde nogen anden alternativ forklaring, som har den samme effekt. Hvis nogen af jer vil rejse jer op og komme med en bedre forklaring på mængden af problemer i de forskellige samfund andet end indkomstforskel, så giver jeg en drink."
albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk
