Kristne portrætteres positivt i tv-serie i verdens mest konservative muslimske land
I 17 år har saudisk tv sendt en populær tv-serie i fastemåneden ramadan. Også under denne faste, men denne gang afprøver producenterne holdningen til kristne ved i to af episoderne at portrættere en sympatisk kristen mand.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er ikke første gang, at serien afprøver grænser. Tidligere har tv-serien "Tash Ma Tash" sat spørgsmålstegn ved det moralske politi, ved polygami og ved den religiøse indflydelse i de saudiarabiske skoler.
I de to afsnit er det de to mandlige, muslimske hovedpersoner, som af deres døende far bliver bedt om at opsøge broderen til deres afdøde libanesiske mor. Han viser sig at være kristen og dertil præst. Selvom de to muslimer forsøger at overbevise morbroderen om, at han bør konvertere til islam, så ender de med at respektere hans kristne tro.
Stærk kost i et land, hvor kristne eller andre ikke-sunnimuslimske troende ikke må tilbede deres gud offentligt.
Konservative muslimer har ifølge Reuters også kritiseret tv-serien. "En muslim må ikke rose andre religioner end islam", hedder det blandt andet fra Eissa al-Gaith, der er dommer i Justitsministeriet.
Det saudiarabiske kongedømme ledes af kongefamilien i tæt samarbejde med religiøse lærde, de såkaldte ulama. Men der er tegn på moderering af den strenge wahhabi-retnings dogmer. Blandt andet har en af de saudiske prinser oprettet en virksomhed, hvor alle kvindelige ansatte går uden tørklæde, og det diskuteres også, hvorvidt kvinder skal have lov til at køre bil.
Og nu altså også, om man kan beundre en anden religions tilhængere.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk