Blond Jesus i Nordgrønland

I byen Upernavik bor 1200 af distriktet Upernaviks 3000 beboere. De resterende 1800 bor i de ni bygder med mellem 1 og 500 indbyggere, og de har alle – på nær eneboerbygden – betjente kirker! Distriktet dækker cirka fire gange Danmarks areal.

På konfirmationssøndagen var kirken i Upernavik by propfuld. Stemningen i kirken er generelt meget afslappet, og folk kommer og går i løbet af gudstjenesten. Der er børn, der hyler og skal ud og beroliges, ældre mennesker, der skal strække ben, og en enkelt smøg, der skal ryges.

Det hele glider i god ro og virker ikke til at forstyrre hverken præst eller menighed. Af og til er det også bydende nødvendigt at komme ud i den kølige luft, for der er varmt i kirken, og man har medlidenhed med de grønlandske kvinder i deres smukke, men varme nationaldragter.

Udenfor er der lige så mange festklædte mennesker som indenfor, men det er tydeligt, at også dem udenfor deltager. Man står ikke bare og hænger, man er med i gudstjenesten: kigger ind ad vinduerne, tager en runde ind i kirken eller bare i det lille og stopfyldte våbenhus. Gudstjenesten varer langt over to timer, for altergangen er et stort tilløbsstykke, og det er klart, når man kun har mulighed for at gå til alters én gang om året.

Da det hele er slut, må præst og kateket gå ud ad bagindgangen for at nå rundt om kirken og hilse på de mange gæster og konfirmander og ikke mindst stille op til det obligatoriske billede foran kirken.

Sidste søndag i Upernavik var alt tilbage til normalt igen, for vikarpræsten var i bygden for at konfirmere. Men kateketen havde travlt. Det er sommer, og også kirken er ferieramt, så han var alene om hele gudstjenesten. Først undrede jeg mig over, hvor han var henne, men efter præludiet dukker han frem fra orglet. Mellem læsningerne var han igen at finde bag orglet, så vi kunne synge med akkompagnement, og efter bønnen pilede han ned fra prædikestolen, spillede til trosbekendelsen og drønede så atter op for at prædike.

Der var også barnedåb, og da det var tid for dåbsfølget til at komme ind, ja, så var det også kateketen selv, der gik ud af kirken for at hente dem. Lille Rakel Vera Sofie Rikke fik efter grønlandsk skik sine fire fornavne, og kateketen kunne multitaske videre indtil dagens sidste opgave med at spille postludiet.

At få lov til at være grønlandsk kirkegænger et par måneder er et privilegium, som jeg vil unde enhver dansk kirkegænger. Grønlandsk er et vanskeligt sprog, der på ingen måde ligner dansk, men det er muligt at synge med på salmerne, især fordi mange af melodierne er kendte. Grønlandske ord er lange, og rytmen er tilsvarende langsom, men som ikke-grønlandsktalende giver det en nærmest meditativ ro at deltage i koret med sin forsøgsvise udtale.

Nogle mener, at velsignelsen høres bedst på ens modersmål – og det kan meget vel være sandt, men at blive velsignet på grønlandsk er heller ikke ilde. Tonen og meningen er ikke til at tage fejl af, og selvom man ikke bogstaveligt fatter ordene, er essensen klar. Det kan lyde kættersk mod Luther, men for mig er det en oplevelse af rent og skært guddommeligt nærvær, som giver mig den ro, som en velsignelse altid giver.

Gudstjenesterammen er på en gang så velkendt og så fremmed, at man fyldes med både genkendelsens glæde og nyhedens begejstring – og det er efter min mening en optimal kombination, der modvirker enhver metaltræthed i ens kirkegang! Og så er det sundt at opleve, at gudstjenesten ikke mister sin betydning, fordi formen er mindre stram, kateketen får et hosteanfald eller orglet er i stykker!

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Mia Knudsen er en dansk teolog og kommunikationsmedarbejder, som fra maj til juli har holdt orlov i Upernavik i Nordgrønland.