Anna Rytter, 32 år og siden 1996 bosiddende i Odense. Hun er uddannet BA i filosofi og historie. Hun har tidligere siddet i Odense Byråd for Enhedslisten og er folketingskandidat i Odense V. Anna Rytter konverterede til islam som 19-årig og betegner sig selv som værende sekulær muslim med stor interesse for de mere spirituelle aspekter af religionen.
- Privatfoto.
Af Anna Rytter |
18. august 2010
Vi sætter hele tiden grænser for vores børn, og det skal vi selvfølgelig også gøre i Ramadanen, skriver Anna Rytter
Igen i år er et af de mest omdiskuterede emner i Ramadanen fastende børn.
Der lyder altid et ramaskrig fra højrefløjspolitikere, når det kommer frem, at skolelærere og skoleledere rundt om i landet må kontakte forældre, fordi nogle enkelte børn er trætte og ukoncentrerede, fordi de ikke spiser og drikker i løbet af dagen. Og igen i år må diverse imamer og andre skriftkloge stå til regnskab for fastende børn, der ikke kan passe deres skolegang.
LÆS OGSÅ: Anna Rytters blogEndnu engang må imamer slå fast, at børn ikke skal faste, men at det er problematisk at sende børn hjem fra skole eller sende generelle retningslinjer ud til alle forældre, da det kun drejer sig om meget få børn, der faster.
Men hvorfor er der overhovedet børn, der faster, når det nu ikke er en pligt for børn at faste i Ramadanen?
Koranen siger helt tydeligt, at børn, ældre, syge, gravide, ammende, menstruerende kvinder og rejsende er undtaget fra fasten. Den siger også, at fasten ikke på nogen måde må være til fare for liv eller helbred, og bliver man syg eller dårlig af at faste, skal man bryde fasten straks. Samtidig er der ingen tvang i religionen, og en faste, der ikke er frivillig, tæller ikke i regnskabet.
Men spørger man forældre, hvis børn faster, er svaret næsten altid det samme: “de vil selv gerne og jeg vil ikke forbyde dem det”.
Hvorfor nu det? Vi forbyder hele tiden vores børn at foretage sig alle mulige ting, der er skadelige for dem. Vi lader ikke vore børn spise slik i stedet for gulerødder eller drikke cola i stedet for mælk. Vi sætter hele tiden grænser for deres adfærd, og det skal vi selvfølgelig også gøre i Ramadanen.
Min dreng er kun 5 år, men han vil da selvfølgelig gerne faste, hvis han ellers fik lov. Han har endda plaget om han ikke godt må få lov til at prøve at faste. Men han er efter min vurdering alt for lille til overhovedet at få noget ud af at faste, og jeg er ikke sikker på, om han kan tage skade af at undvære mad og drikke i længere tid. Og endnu vigtigere: Jeg ved, at han absolut ikke selv er i stand til at vurdere, om faste er godt for ham.
Han vil helt sikkert mene, at det er godt at spise slik og drikke cola hele dagen, gå i seng ved midnatstid og ikke gå i bad mere end et par gange om året. Men heldigvis har han forældre, der sætter grænser for ham og vurderer, hvad der er godt og skidt for hans helbred og velbefindende.
Når min søn bliver 8-9 år, vil jeg sikkert lade ham prøve at faste en halv dag i weekenden. Det er en god måde at få del i Ramadanens velsignelser og føle sig som en del af det fællesskab, vi har som muslimer i Ramadanen.
Men så længe han er barn og bor under mit tag, er det alene mig og hans far, der vurderer, hvor meget eller hvor lidt, han skal faste. Og selvfølgelig er det mit håb og min forventning, at han når han bliver voksen, vil tage del i fasten på samme måde som jeg gør, men det er hans eget valg.
Problemer med fastende børn hidrører altså ikke til et generelt problem blandt muslimer, men hidrører kun de forældre, der ikke er i stand til at sætte grænser for deres børn. Derfor adskiller trætte og ukoncentrerede muslimske børn sig ikke spor fra alle mulige andre trætte og ukoncentrerede børn i skolen, og deres problemer skal løses på nøjagtig samme måde, som alle andre problemer med elever i skolen løses bedst, nemlig gennem det daglige samarbejde mellem skolens personale og forældrene.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad