Bøgernes kroniske venskabsforlis

"Han tænkte paa Erik og paa den Ven, han havde været Erik. O, han! Barndomsminderne vred deres Hænder over ham, Ungdomsdrømme hyllede deres Hoveder til og græd over ham, hele hans Fortid stirred efter ham med eet langt Blik, fuldt af Bebrejdelse."

Det er hovedpersonen Niels Lyhne fra J.P. Jacobsens roman af samme navn fra 1879, som i slutningen af bogen tænker tilbage på sit venskab med Erik, der med tiden er løbet ud i sandet og er endt i fortvivlelse og brud.

Forliste venskaber som i tilfældet med Niels og Erik går igen i ældre dansk litteratur. Det livslange og gode venskab bliver efterfølgende aldrig kernen i en dansk roman. Selvom forfattere som Jacob Paludan, Martin A. Hansen, Knud Sønderby og i dag Klaus Rifbjerg og Helle Helle ofte dvæler ved venskabets væsen, er det ikke de vedvarende tætte relationer, der er bærende for historierne. Dansk litteratur er simpelthen fattig på gode venskaber, mener litteraturhistoriker, professor og dr. phil. Peer E. Sørensen fra Aarhus Universitet.

"Det er faktisk svært at komme med nogle gode eksempler på venskaber. Og når de endelig er der, går det ofte galt, og venskaberne forliser. Ofte på grund af en kvinde. Det gælder for eksempel i Niels og Eriks venskab. Det bærer ingen steder hen. De kan ikke hjælpe hinanden og er magtesløse i deres eget liv og venskabet. Pelle og Morten (?Pelle Erobreren?, red.) beundrer hinanden, men bliver uvenner ved den russiske revolution af politiske og kulturelle grunde," siger Peer E. Sørensen, som peger på det moderne gennembrud i slutningen af det 19. århundrede som en afgørende epoke for problematiske venskabsskildringer. Forfattere kastede sig over det moderne samfunds brud med traditionelle rammer og værdier, herunder relationer mellem mennesker. Selvfølgeligheder brød sammen, og det gjaldt også venskabet.