Svenskeren, der blev dansker med hud, hår og Grundtvig

I sig selv et lille stykke vækkelse, der i bedste grundtvigsk ånd handler om lige dele frihed og kirkesyn.

"Jeg har et stort frihedssyn, og det er nok derfor, at jeg holder så meget af Danmark. Her er det tilladt at gøre tingene på flere måder. For eksempel har man to kommaregler og ingen skolepligt, men undervisningspligt. Og på kirkeområdet kan en valgmenighed både være en del af folkekirken og økonomisk uafhængig. Det ville aldrig kunne ske i Sverige," siger hun og er alligevel skeptisk.

"I Danmark har man altid turdet satse på det usikre, men det er, som om det er ved at forsvinde. Mange politikere ser skolen som en pølsefabrik, hvor man laver uddannelsesplaner for selv de mindste klasser. Men man skal ikke med Christen Kolds ord trække gulerødderne op bare for at se, hvor meget de er vokset. Tingene skal vokse naturligt, og det samme skal et barns udvikling i skolen."

Den 66-årige Margaretha Balle-Petersen er en ildsjæl i klassisk forstand.

Hun brænder for det frivillige arbejde, og derfor er hun fortsat formand for menighedsnævnet på Vartov. Hos hende er der noget på spil, og der er ingen tvivl om, at de 29 valgmenighederog 10 frimenigheder i hendes forening har fået en kompetent og dygtig formand. Hun er stadig gift med sin Poul, og når der ikke bliver talt frihed i privaten ved Kongens Have i København, er det etnologien, der fylder samtalerne. Ganske vist er de begge gået på pension, men de fastholder deres fælles lidenskab for gamle bygninger i København. Dem ejer de sammen nogle stykker af med det ene formål bevare dem i deres oprindelige stand.

Og så er der det med tilfældet, der blev en permanent tilstand. Hun begyndte med forsamlingshusene, men så kom der mand, børn, friskoler og valg- og frimenigheder i vejen. Hvis tilfældet vil levne hende tid, skal hun nå at sætte det endegyldige punktum:

"Min drøm er at skrive en bog om de danske forsamlingshuse. Sker det, kan jeg slutte mit forløb."

kirke@kristeligt-dagblad.dk