Forældrene? Men hvad med den kultur, de lever i, hvor det er et prestigefænomen med dyre og veludviklede alkoholvaner?

ER det ikke slående, hvor mange ord og poetiske omskrivninger, der skal til for at karakterisere en vin? Det skyldes vel netop, at der kun er en kortvarig og begrænset nydelse forbundet med smagen. Derfor skal der blomstres og poetiseres over denne hellige akt med at beundre farven, duften, at den hænger i glasset (er det smukt? Nej, men tegn på en mere omkostningskrævende vin). Det er for pøbel og snobber. For hvori består især alkoholindtagelsens karakteristika:

1) Svækker hjerne og sanser, dvs. lukker også ned for kritisk sans, hvilket medfører den større fordragelighed og selskabelighed, og mindre selvkritik.

2) Frigør nogle lyststoffer, som legemet efterfølgende har i underskud som en del af tømmermændene - udover ubehaget fra affaldsstofferne, som legemet reagerer imod.

3) Tillader mennesker at flygte fra grimme realiteter. F.eks. fik en dansk sømand, der sejlede i allieret tjeneste under anden verdenskrig til Murmansk en hel flaske rom til sig selv, når han skulle igennem farlige dele af farvandene. (Han døde siden som dranker og naturligvis uden "arbejdsskadeerstatning"). Holberg kendte også udmærket den side af sagen.

4) Hæmmer dermed indirekte en social og voksen udvikling.

Set fra forældrenes synspunkt er det måske også det rareste ikke at møde en ny generation, der kan og vil noget andet og mere end dem selv? De slipper også for at påtage sig et ansvar.

Det kan også siges mere digterisk:

"Nu sidder jeg på loftet
og ser den løn
jeg tjente i går
forsvinde fra flasken
forsvinde i glasset
og alt imens glasset tømmes
og fyldes
og tømmes igen
mærker jeg
hvor frydefuldt mine bekymringer
fordufter
hvor frydefuldt min bevidsthed
fordamper.

Er det ikke besynderligt
at der bliver mindre af mig
jo mere jeg drikker?
Jeg holder af at være mindre
mig selv."
(Emilio Alvarez: "Når jeg forsvinder" i Efterladte digte. Basilisk 2009)