4.
Trods uenigheden om emne og ordvalg ”anerkender” biskoppen, at ”hovedsigtet (-) har været at skabe debat om Bibelen og erotikken i et forsøg på at formidle kristendom og bibelkendskab til en bredere offentlighed og målgrupper, som sjældent kommer i forbindelse med den folkekirkelige forkyndelse”. Bort set fra, at biskoppen her synes at give udtryk for en temmelig summarisk, ja, vel egentlig misvisende holdning til store dele af folkekirkens medlemmer (bogen er vel ikke henvendt til muslimer, scientologer eller ateister), så forekommer det selvmodsigende, at biskoppen om en bog hvis ”ord- og emnevalg”, han tager afstand fra, kan mene, den kan opnå den omtalte virkning. Vi skal derfor gerne have opklaret, om biskoppen virkelig finder,  at passager af den art, vi har udpeget som lumre, platte, infantile, sexistiske samt et medløb i tidens sprogligt forarmede optagethed af kulinariske og seksuelle specialiteter - en karakteristik biskoppen synes enig i - kan skabe seriøs interesse for kristen forkyndelse?
 

5.
Biskoppens fortolkning af tjenestemandslovens dekorum-bestemmelse forekommer vilkårlig og uden hjemmel i lovteksten. Hverken ikke i bemærkningerne til loven eller i forelæggelsestalen forekommer der os bekendt nogen tilkendegivelse af, at bestemmelsen kan gradbøjes, hvad biskoppen netop indlader sig på med bemærkningen om, at bestemmelsen i særlig grad gælder højere tjenestemandsstillinger. Denne fortolkning, har vi begrundet formodning om, kan biskoppen næppe få medhold i – præcedens taget i betragtning. Således påberåber den nu afgåede biskop over Københavns Stift, Erik Norman Svendsen sig dekorum-reglen i en indstilling til Kirkeministeriet af. 29. maj 2006 ”med henblik på afskedigelse” af sognepræst Lene Matthies. At fortolkningen af dekorum-reglen vil være ”afhængig af blandt anden tidens normer for adfærd, sprog og lignende”, er muligvis korrekt, men dette forhold legitimerer ikke biskoppens gradbøjning efter lønramme-kriterier. Endvidere synes biskoppens højst subjektive fortolkning af decorum-reglen at bekræftes af en ejendommelig udtalelse til Kristeligt Dagblad (23. 6. 2010), hvor han betoner, at ”bogen er skrevet i præstens fritid”. Modsat biskoppen taler tjenemandsloven om præstens adfærd ”såvel i som uden for tjenesten”, hvad der vel må betyde såvel i arbejds- som i fritid.

 

6.
At biskoppen ikke har fundet grund til at påtale bogens klart sexistiske og kønsdiskriminerende forside og sognepræstens skamløse udtalelse om menighedsrådsmedlemmer, der er ” så usexede”, bringer os i tvivl om, hvorvidt biskoppen overhovedet ønsker at leve op til den tilsynsmyndighed, hans embede pålægger ham.
 

 

Vedr. sognepræstens udtalelse
 

1.
Ganske vist forsøger pastor Stender i sin ordrige kommentar til vores klage at løbe fra sin påstand om de usexede menighedsrådsmedlemmer – og ikke så sært. Men – som Luther sagde – er ordene først fløjet ud af munden, er det som med fugle, der er fløjet ud af buret: De kan ikke hentes tilbage. Hvad han sagde, det sagde han.
 

2.
Sognepræstens redegørelse bringer iøvrigt intet nyt, men gentager blot hans generaliseringer og banaliseringer: ”Bibelen er blevet udlagt sexfjendtligt af kirken” (kommentar afs. 2.); ”i sit væsen er sex grænseoverskridende” (kommentar afs. 3.); ”kristendommen sexfjendtlige fortolkning” (kommentar afs. 5).  Han vælger at kommentere sin påstand om Jakobs-stigen som ”en kæmpe fallos” og dermed et ”billede på frugtbarhed” og røber sig derved som eksegetisk uvidende, idet meget store dele af Det gamle Testamente er optaget af en nærmest panisk modvilje imod – netop frugtbarhedsdyrkelsen. En eksegetisk uvederheftighed, der – som biskoppen formentlig (og forhåbentlig) vil vide - præger den hele bog.
 

4.

Sognepræsten betjener sig iøvrigt i sit svar af en række insinuationer, som vi gerne vil have, at biskoppen tager stilling til. Han anfører således (afs. 1), at vi ”igen har valgt at misforstå mit ærinde”. Igen? Vi har ikke ”valgt” noget som helst, ej heller har vi interesseret os for hans ”ærinde” eller hans ”hensigt” eller hans ”intention” – vi driver ikke motivforskning, og vi har ikke ”ønsket” at fremføre noget som helst hverken i medierne eller andre steder. Heller ikke har vi diskuteret hans lommefilologiske overvejelser over ords tvetydighed (”bestille, pkt.2). Der i vores klage intet som helst belæg for disse insinuationer, ej heller for hans gentagne påstande om at vi i ond vilje bevidst vælger at ”misforstå” eller skiller, ”river ud” udsagn af sammenhængen.
Vi har citeret fra hans bog, og citater er efter deres art hentet ud af sammenhængen. Til Pastor Stenders og biskop Fischer-Møllers oplysning er det faktisk definitionen på citater. Vi har citeret, hvad der faktisk står – sort på hvidt, og citaterne har fuld dækning i deres sammenhæng. Var det ikke tilfældet, havde Pastor Stender naturligvis påvist det klart og uigendriveligt. I stedet vælger han insinuationen og den forurettedes attitude. Vi skal ikke lægge skjul på vores forundring over, at biskoppen har ladet en sådan smøre passere frem for at returnere den – for både sognepræstens og sin egen skyld. Slutteligt skal vi derfor anke over af biskoppen at være afvist med et så uklart svar fra ham og så – bort set fra uforskammethederne - indholdsløs en kommentar fra præsten.
 

Med venlig hilsen
 

Carsten Breengaard
 

JOhs. H. Christensen