Skal vi have et barn sammen?

Kære brevkasse

Vi er en sammenbragt familie, som har været sammen i fire år. Min mand er midt i 40'erne, og han er far til en pige, som snart er teenager. Jeg er selv sidst i 30'erne, og jeg har to børn fra et tidligere forhold, som er lidt yngre end deres papsøster. Vi har det på mange måder godt, og børnene trives for det meste, selvom den ældste somme tider er noget klemt, fordi hendes mor ofte aflyser aftaler. Der kan også godt være konflikter mellem de mindste, men sandsynligvis ikke mere end mange andre børn oplever det.

Vi har begge forholdsvis krævende job, og specielt min mand er meget optaget af sin karriere. Men for det meste får vi klaret de mange ting, som naturligt følger med en familie med mange bolde i luften. Jeg kommer selv fra en stor familie, hvor vi var mange børn, og jeg har altid drømt om at få en hel flok. Desværre var mit forrige parforhold en stor belastning for alle parter, og adskillige år gik med at begrænse det mest destruktive. Da jeg mødte min nuværende mand, var jeg ganske udbrændt og tænkte mest på at få det godt for mig selv og mine børn igen. Og det er heldigvis også lykkedes i det store og hele.

Nu er min gamle drøm imidlertid dukket op igen. Jeg kunne derfor så godt tænke mig at få et barn mere. Jeg synes også, det kunne være dejligt, at vi fik et fællesbarn, og de store børn er efterhånden så store, at der godt kunne være plads til en lillebror eller lillesøster. Der er bare det problem, at min mand slet ikke synes, at vi skal have flere børn. Han synes, at vi har rigeligt, med dem vi har. Jeg er rigtig ked af det, fordi jeg synes, han prioriterer arbejdet frem for børn. Dette spørgsmål kommer op imellem os gang på gang og truer efterhånden den glæde, vi tidligere har haft ved hinanden. Jeg ved ikke, om der er nogen løsning på et sådant problem. Jeg ved bare, at mit humør ikke er så godt længere. Har I nogle tanker, der kan hjælpe os?

Venlig hilsen
Rie

Kære Rie

Tak for dit brev. Dit spørgsmål genkendes sikkert af flere, for sammenbragte familier med dine og mine børn er efterhånden ganske almindelige. Mere end hvert femte barn oplever det. Samtidig er der mange voksne, der må finde deres vej i sådanne forhold relativt alene, for en sådan familieform er der ikke flere generationers tradition for.