20. august 2010
Livet i en sammenbragt familie rummer mange udfordringer, når der er dine og mine børn. Spørgsmålet om, hvorvidt man også skal have et fællesbarn, trænger sig på, men det kan være svært, når man ser forskelligt på mulighederne
Kære brevkasse
Vi er en sammenbragt familie, som har været sammen i fire år. Min mand er midt i 40'erne, og han er far til en pige, som snart er teenager. Jeg er selv sidst i 30'erne, og jeg har to børn fra et tidligere forhold, som er lidt yngre end deres papsøster. Vi har det på mange måder godt, og børnene trives for det meste, selvom den ældste somme tider er noget klemt, fordi hendes mor ofte aflyser aftaler. Der kan også godt være konflikter mellem de mindste, men sandsynligvis ikke mere end mange andre børn oplever det.
Vi har begge forholdsvis krævende job, og specielt min mand er meget optaget af sin karriere. Men for det meste får vi klaret de mange ting, som naturligt følger med en familie med mange bolde i luften. Jeg kommer selv fra en stor familie, hvor vi var mange børn, og jeg har altid drømt om at få en hel flok. Desværre var mit forrige parforhold en stor belastning for alle parter, og adskillige år gik med at begrænse det mest destruktive. Da jeg mødte min nuværende mand, var jeg ganske udbrændt og tænkte mest på at få det godt for mig selv og mine børn igen. Og det er heldigvis også lykkedes i det store og hele.
Nu er min gamle drøm imidlertid dukket op igen. Jeg kunne derfor så godt tænke mig at få et barn mere. Jeg synes også, det kunne være dejligt, at vi fik et fællesbarn, og de store børn er efterhånden så store, at der godt kunne være plads til en lillebror eller lillesøster. Der er bare det problem, at min mand slet ikke synes, at vi skal have flere børn. Han synes, at vi har rigeligt, med dem vi har. Jeg er rigtig ked af det, fordi jeg synes, han prioriterer arbejdet frem for børn. Dette spørgsmål kommer op imellem os gang på gang og truer efterhånden den glæde, vi tidligere har haft ved hinanden. Jeg ved ikke, om der er nogen løsning på et sådant problem. Jeg ved bare, at mit humør ikke er så godt længere. Har I nogle tanker, der kan hjælpe os?
Venlig hilsen
Rie
Kære Rie
Tak for dit brev. Dit spørgsmål genkendes sikkert af flere, for sammenbragte familier med dine og mine børn er efterhånden ganske almindelige. Mere end hvert femte barn oplever det. Samtidig er der mange voksne, der må finde deres vej i sådanne forhold relativt alene, for en sådan familieform er der ikke flere generationers tradition for.
Du berører også et andet kulturelt fænomen for vores tid: Vi planlægger at få børn, og børn skal gerne passe ind i vores voksne forestilling om, hvordan fremtiden skal være. Og det har sine fordele, når vi ikke magter eller ønsker at få børn. Men det gør også, at dit problem om et barn mere kan være ekstra belastende. Havde alt ikke skulle gennemdrøftes og vælges til eller fra, ville der måske bare være kommet en lille ny, og så måtte man på den ene eller anden måde have fundet en vej for den glæde og den ganske store udfordring, det ville have været. Og hvis der ikke var kommet nogen, ville den sorg, du sandsynligvis ville opleve omkring det, ikke medføre den samme selvbebrejdelse eller bebrejdelse af din mand, som der er fare for nu. Du ville måske have sagt til dig selv, at det ikke skulle være sådan, at du nok var for gammel eller givet det andre forklaringer relateret til omstændigheder og mindre til dig selv. Når børn bliver bestillingsvarer, har det sine psykologiske omkostninger.
I jeres tilfælde har både du og din mand bragt børn ind i jeres nye fælles familie, og derfor er der formodentlig to andre biologiske forældre, der har indflydelse på jeres familieliv. Og det betyder, at der ofte er op til fire voksne, der mener noget om børnenes liv, deres forhold til skolen, højtider og mærkedage, og hvad man må og ikke må og skal prioritere og så videre. Vi kan forstå, at din mands datter indimellem kan være noget klemt i forhold til sin mor, og dine børn har vel også et forhold til deres far, som du har haft et mangeårigt dårligt forhold til. Øjensynligt klarer de sig heldigvis godt. Får I et fællesbarn, bliver konstellationerne måske yderligere kompliceret, for eksempel af at de andre børn skal forholde sig til en lille, der biologisk hører til jer begge og ikke har nogen forælder udenfor, mens de sammenbragte tre kan være solidariske, for de har alle en mor eller far uden for familien. Et nyt barn vil således måske "høre mere til" familien end nogen anden. Men sådanne eksempler på overvejelse behøver dog ikke nødvendigvis blive et større problem, hvis der almindeligvis er forståelse, rum og tid til, at hver især kan blive set og hørt midt i mangfoldigheden.
Når I skal tage stilling til et barn mere, er det måske mest sådanne nøgterne forhold, der må gennemtænkes: Er der realistisk tid og kræfter nok til at tage vare på de tre ganske forskellige børn, I har, som er i gang med eller om få år når til puberteten? Kan I være gode støtter for dem i deres ofte komplicerede relationsforhold? Er der tid og rum nok til, at I kan tage vare på jeres parforhold nu og fremover? Kan jeres familie holde til, at I skal være småbarnsfamilie?
Måske er det sådanne ting, din mand tænker på? Måske tænker han også, at han vil nærme sig de 60 år, når en eventuel lille ny skal konfirmeres? Måske er det også legitimt at tænke, at arbejdet i en årrække kan være en vigtig ting i livet? Under alle omstændigheder kommer I ikke udenom at snakke grundigt om alle disse ting. Men beslut jer for, hvilke tidspunkter I skal snakke om det på, sådan at det ikke "blopper op" som et tema på alle mulige og ikke mindst umulige tidspunkter. For så dræner det jer begge og ødelægger jeres forhold.
Lykkes det jer at finde ind til hinanden med samtaler om dette tema for eksempel en gang om ugen på et aftalt tidspunkt, hvor der er tid til, at din mand lytter til dine tanker og spekulationer, og hvor du gør dig umage for at høre din mands bekymringer, kan det være, at du får mere og mere forståelse for din mands modforestillinger og kan forsone dig med, at dit liv er fyldt godt ud med dine egne to børn og et bonusbarn. Eller også opdager din mand og du i fællesskab en ny lyst til at prøve at få et fælles barn kombineret med en nøgtern overvejelse af, hvad det vil betyde af praktiske udfordringer for jer alle. En oprigtig nysgerrighed på den andens perspektiv og fælles forståelse er den bedste og ofte eneste vej frem i en verden, hvor tradition og nedarvede livsmåder ikke længere er en selvfølge.
Mange hilsener
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad