Er der nogen forbindelser mellem disse begivenheder? Hvis man betragter ekstreme vejrbegivenheder hver for sig, vil årsagen til dem ikke træde frem - på samme måde som det ikke er nok at se nogle få scener i en film for at vide, hvad den handler om. Men i et bredere perspektiv og med anvendelse af fysikkens logik kan vigtige dele af handlingen forstås.

Dette årti har været præget af en række forbløffende ekstremer. I 2003 slog den værste varmebølge i mands minde med lethed alle tidligere rekorder og forvoldte 70.000 dødsfald i Europa.

I 2005 ødelagde den værste orkansæson, vi nogensinde har set i atlanterhavsområdet, New Orleans og slog rekorder i både antal og intensitet. I 2007 blev Nordvestpassagen i Arktis isfri for første gang i mands minde.

Denne samling af rekorder kan i teorien være udtryk for, at verden sidder i uheld som aldrig før. Men det er ekstremt usandsynligt. Det er langt mere sandsynligt, at de er resultatet af et varmere klima, som på sin side er en konsekvens af, at dette århundrede er det varmeste verden over i 1000 år.

Alt vejr skabes af energi, og det er i sidste ende solen, der bibringer denne energi. Men den største forandring i Jordens energibudget indtil nu skyldes opsamlingen i vores atmosfære af drivhusgasser, som begrænser varmens mulighed for at slippe ud i rummet.

I kraft af udledningen fra fossile brændstoffer er der nu en tredjedel mere CO2 i atmosfæren end på noget andet tidspunkt i mindst en million år. Det afslører den seneste isboring i Antarktis.

I de seneste år har Solen været så sløret som nogensinde, siden satellitmålinger blev påbegyndt i 1970?erne.

Så når ekstreme vejrbegivenheder finder sted, er den hovedmistænkte naturligt nok den største atmosfæriske forandring, der er sket i de seneste 100 år - og den er forårsaget af menneskeskabte udledninger.

Denne sommers begivenheder viser, hvor sårbare vore samfund er over for ekstremt vejr. Og det er endda efter blot 0,8 celsiusgraders opvarmning globalt. Med omgående og handlekraftige tiltag kan vi stadig nå at begrænse den globale opvarmning til i alt to celsiusgrader eller lidt mindre. Og selv det ville kræve en massiv indsats for at tilpasse os til ekstremt vejr og stigende have - en tilpasningsindsats, vi er nødt til at begynde på allerede nu.

Med en slap handling som den, vi er blevet lovet af verdens regeringer i København sidste år i december, vil vi være på vej mod tre-fire celsiusgrader. Det vil være mere, end mange samfund og økosystemer vil være i stand til at tilpasse sig.

Vi er nødt til at se realiteterne i øjnene: Vores udledning af drivhusgasser har sandsynligvis i alt fald en del af skylden for denne ekstreme sommer. Det virker naivt at klynge sig til håbet om, at det bare er tilfældigt og helt naturligt. Lad os håbe, at denne ekstreme sommer er en advarsel i 11. time til både politikerne, de store virksomheder og borgerne.

Stefan Rahmstorf er professor i havfysik ved Potsdam Universitet og medlem af Det tyske råd om global forandring. Hans seneste bog er "Klimakrisen", som han har skrevet sammen med David Archer.

© Project Syndicate

Oversat af Sara Høyrup