Erik Bjerager |
20. august 2010
Tre udenrigsministres kritik af Israel er for unuanceret
Den uhørt hårde kritik af Israel, som i går blev rejst af tre tidligere danske udenrigsministre i Berlingske Tidende, placerer alt for ensidigt skylden for den fastlåste konflikt i Mellemøsten på Israels skuldre. De har ret i, at det midlertidige stop for opførelsen af jødiske bosættelser på Vestbredden må forlænges, og at målet med en fredsproces må være oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Men når Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og mere overraskende Uffe Ellemann-Jensen så entydigt nu fastslår, at fredsforhandlingerne ikke rykker sig, fordi de blokeres af Israel, er det en for enkel udlægning af virkeligheden.
De tre tidligere udenrigsministre kender bedre end andre Mellemøsten-konfliktens kompleksitet, og derfor er det uforståeligt, at de i den grad falder for fristelsen til dels at gøre en enkelt af parterne ansvarlig, dels at fokusere på konflikten uden de bredere perspektiver.
Det iranske styres antisemitisme og had til den jødiske stat, dets trussel om at ville drive alle jøder i Middelhavet og dets understøttelse af Hamas-ekstremisterne i Gaza og Hizbollah i Libanon er bare et af aspekterne, de knap berører.
Situationen omkring Israel er uforståelig, hvis man ikke anerkender, at der ikke findes andre lande i verden, der føler sig så truet på sin eksistens som netop Israel. Og med god grund.
Truslen mod den jødiske stat, der er det eneste demokrati i Mellemøsten, skyldes ikke alene de jødiske bosættelser, der fulgte efter 1967-krigen. Derimod grunder en fundamental trussel sig på det forhold, at den arabiske verden aldrig har accepteret FN's beslutning i 1948 om at oprette en jødisk stat, dels som en følge af den europæiske antisemitisme i begyndelsen af 1900-tallet og det britiske løfte i Balfour-erklæringen fra 1917, dels som en konsekvens af holocaust i Europa.
Antisemitsmen trives blandt palæstinenserne og er udbredt i den arabiske verden. Den og Israel-hadet næres af skolerne og deres undervisningsbøger, den arabiske politiske retorik og medierne, herunder ikke mindst tv, der ubesværet spreder antisemitismen via satellitter til parabolantenner fra Hebron til Herning.
På holocaust-museet, Yad Vashem, i Jerusalem findes et foto af stormuftien af Palæstina, Hajj Amin al-Husseini, der i november 1943 inspicerer den muslimske division af Waffen SS sammen med en gruppe SS-officerer. Hvis stormuftiens bifald af udryddelsen af Europas jøder var blevet retsforfulgt efter krigen, ville den muslimske verden i dag måske have været mere selvkritisk over for sit jødehad og lige som den kristne verden i Europa besinde sig på den forbrydelse, som den var delagtig i. Men selvbesindelsen kom aldrig, og antisemitismen i den arabiske verden henter i dag sin næring fra de samme kilder, der skabte nazismens forestilling om over- og undermennesker.
Det er derfor i bedste fald håbefuldt, men nok snarere naivt at forestille sig, at blandt andet Irans trusler mod Israel og den øvrige arabiske verdens både antijødiske og antiisraelske retorik vil ophøre, hvis palæstinenserne får deres egen stat, og Israel rømmer de besatte områder.
Det hører også med til en forståelse af konflikten, at den aftale om noget for noget, der førte til Israels nu ni måneder lange stop for bosættelser, skulle modsvares af et palæstinensisk stop for dæmonisering af landet og den jødiske befolkning. Men det er ikke sket.
Det må være i Danmarks interesse at opretholde en position, der gør det muligt at bidrage positivt og konstruktivt til en fredsproces i Mellemøsten. Den position får Danmark ikke, hvis ansvaret for konflikten alene lægges hos Israel. Også derfor er det vigtigt at anskue sagen bredere, end de tre forhenværende udenrigsministre gør det. bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad