Det forsvundne par

Mændene var sorteper. Der var kun to-tre mandlige modeller over for et langt større antal kvindelige. Og NB: Ingen af de to hold matchede så smukt, at de dannede par og på en naturlig måde kunne slutte sig sammen to og to bagefter og gå i byen sammen, så længe oplav havdes – af mænd.

Med stigende forundring måtte en aldrende ligestillingstilhænger se i øjnene, at vi stadig overser det maskuline islæt i alt for mange sammenhænge. Kun kongehuset insisterer i en slags ensom majestæt på, at parret findes. At vi mennesker med fordel også lejlighedsvis kan optræde parvis, to og to, som mand og kone; og som bekendt er det godt for mennesket ikke at være alene.

I mange år har jeg beundret amerikanske præsidentfruer for deres sans for at være til stede ved mandens side, værdigt og uden dominans. Hillary Clinton var en af dem, det trådte tydeligt frem, og nu bagefter står det klart for alle, at også hun havde evner, der skulle bruges. Hvor jeg dog græmmedes, da vores forrige statsminister længe ignorerede sin kone offentligt og for eksempel gik et par skridt foran hende.

Selv har jeg jo også engang været en mands kone, og jeg husker glæden og alvoren ved at have sin plads side om side med ham. Det kunne være en beskyttelse, det kunne også være en udsathed. Man følte tit, man var på, og at ens optræden også skulle udtrykke naturlig respekt for ham. Der stilles særlige krav til parret som sådan, og det er kun godt i den store sammenhæng. Der skal værnes om parret, for vores samfund ville være fattigt, hvis alle var singler som jeg selv.

Tilbage til Kolding Designskole og dens årlige opvisning, som i den grad påviser et særtræk i tidens tendens. Jeg savnede, at manden kom på sin rette plads blandt andet ved, at man skabte klæder til ham.

Da jeg var barn, var der søndagstøj til. Det kom på, når man skulle i kirke og ved andre festlige lejligheder. Man trak i stadstøjet. Selv fik jeg en andendagskjole, da tiden kom, foruden naturligvis en konfirmationskjole.

I København, har jeg hørt, var der tale om "Tivolitøj". Og blandt eleverne på frøken Zahles Seminarium skal, ifølge pålidelig kilde, de unge kvinder i en fjern fortid have fået henstilling fra højeste sted om at iføre sig hat og handsker, hvis de skulle i Købmagergade for at handle. Jo, der var forskel på hverdag og fest. Og gode roller til både mænd og kvinder.

Mine forældre kendte til det at klæde sig om, og det var da herligt at være deres barn, når de kom og sagde godnat klædt i skrud, før de drog af til den tids hævdvundne middagsselskaber. Min mor i lang kjole, min far helt i sort-hvidt; i smoking. De to, der på mange måder var hinandens modsætninger, klædte hinanden, blandt andet fordi de var så forskelligt klædt og passede sammen i højde og drøjde, og de nød i særlig grad, når der blev spillet op til dans.

Min far kunne føre, min mor kunne følge. Jeg kan stadig glæde mig ved mindet om mine festklædte forældre, der svang sig på et dansegulv i valsetakt. De dannede par og gav andre lyst til noget lignende.

For parret har vel altid haft en plads i vore hjerter? Selv kunne jeg i flæng nævne Else Marie og Hans Kurt, Nina og Frederik, Ebbe Rode og Bodil Kjer, som vi alle syntes, vi kendte personligt. Der er også Margit og Erik Brandt, som jo stadig lader sig se og høre. For en del årtier siden kunne man i Frankrig finde Simone de Beauvoir og Sartre, der offentligt førte sig frem som par og skabte debat omkring dette.

Hvis vi tager vores bibel frem igen, får vi ikke megen hjælp til en studie i parforholdet. Det har altid generet mig, at Abraham så villigt lånte sin kone ud til farao; men dette omsorgssvigt kan vel være med til at forklare hendes lange barnløshed, der dog ikke blev livsvarig. Sara må have været i en helt speciel form for fertilitetsbehandling.

I Det Nye Testamente har skribenterne ingen fokus på parret i sig selv; snarere tværtimod. Der anes et temmelig tilbagestående kvindesyn, når man læser, at Jesus helbredte Peters svigermor, så hun kunne stå op og beværte dem.

Nu er mit erfaringsmateriale naturligvis begrænset, men jeg har ikke glemt, at visse modefolk for et årti eller to siden søgte at lancere et tøjbegreb, der hed noget så skræmmende som "unisex". Dette trives for så vidt stadig i bedste velgående.

Hvis jeg en søndag eftermiddag får lyst til en spadseretur ved den lokale slotssø, møder jeg medtrafikanter parvis eller familievis iført et himmelråbende usexet antræk, som havde de netop rejst sig fra fjernsynssofaen. "Fritidssæt" hed det engang. Og jo da! Også mens jeg skriver disse linjer, føler jeg mig som en farisæer!

Men jeg har nu gennem mange år deltaget i sammenkomster, offentlige som private, hvor mine fremmødte medsøstre tydeligt havde gjort sig umage med deres mundering. Mens mandlige tilstedeværende så ud til at have benyttet sig af tilfældige knagerækkers og skuffers princip; iført medtagne cowboybukser, krøllede T-shirts og udtrådte sko, der aldrig nogensinde ville kunne få brug for skocreme og muligvis er valgt af samme grund. Jeg mindes et slogan fra min fjerne ungdom: "Se på Deres sko, det gør de andre!"

Tilbage til Kolding Designskoles fritsvævende og gennem-elegante afgangsshow. Man er på dette livfulde sted overordentligt optaget af bæredygtighed og medansvar for klodens tilstand; i et enkelt tilfælde endda med særligt henblik på hvaler. Ikke et ondt ord om det. Og al ære og respekt for en magthavende institution, der med fantasiens evne åbner vore øjne for beklædningens mange muligheder.

Jeg kan bare ikke se, at det skulle være så lidt attraktivt forsøgsvis at skabe variationer over det klassiske jakkesæt eller noget så godt gammeldags som en kasket.

Vi skal jo være her alle sammen, også vi aldrende. Tænk, hvis der kom en dag i de stille stuer eller på plejehjemmene, hvor beboerne havde frit valg mellem smart designet og praktisk dress i udsøgte farver og gerne med lynlås, så man hver morgen kunne stille det brændende spørgsmål fra barndommens tid: "Hvad skal jeg tage på i dag?"

Runa J. Kähler er cand.mag., forfatter og foredragsholder