Hvalen som Guds sendebud

"Billedet står helt klart for mig, hvor Jonas sidder inde i en hval og synger på melodien af en gammel bodssalme: Hjælp mig Gud, jeg er så bange. Han bønfalder Gud om hjælp og gennemlever i tre dage og tre nætter et sandt mareridt, før han bliver genfødt på stranden, da hvalen kaster ham op. Som barn tænkte jeg, at Jonas skulle et andet sted hen, for bedre at forstå det, Gud bad ham om. Han blev sendt ud på et eventyr. Så blev han – simsalabim – transporteret et andet sted hen for at løse en opgave og få belønningen til sidst. Jeg opfattede det som et eventyr – noget, der ikke var så farligt, fordi eventyr jo ender godt."

"Historien om Jonas var et af mange rum eller en af mange historier, jeg kunne træde ind i og gennemleve nærmest som en tankerejse. Som voksen kan jeg stadig ikke forholde mig rationelt til, at han måske har siddet inde i en hval. Jeg mener, i historier, i eventyr kan alt jo ske – det er magien i det. Som voksen tænker jeg, at hele hændelsen et udtryk for, at Jonas skal have tid til fordybelse og selverkendelse, for at han kan komme frem til det, Gud har bedt ham om at gøre," siger Tine K. Skau.

Hun har prøvet kræfter med andre af Det Gamle Testamentes fortællinger og omsat dem til et musik- og teatersprog, som børn forstår i forestillinger som "Adam og Eva", "David", og skabelsesoperaen "Forundringen" og programkoncerten "De 10 Bud".

"For børn bliver de bibelske fortællinger til noget, der virkelig er sket – altså en fysisk realvirkelighed. Som eventyr i det hele taget bliver de med alderen også symboler og forklaringsmodeller på en anden slags udvikling i menneskets bevidsthed. Den forståelse kommer lige så stille ligesom også alle de fantastiske ord, vi har i vores salmer. Tænk bare på "Lysets engel går med glans" eller "Her vil ties, her vil bies" eller sammenstillinger som "tro, håb og kærlighed". Meningen kommer med tiden, uden at magien bliver væk. Det er kraftord," siger Tine K. Skau.

Hun mener, at de fleste danskere kan huske mange af Bibelens fortællinger, som de på et eller andet tidspunkt har hørt, og som har bidt sig fast i deres bevidsthed.

"Bibelen har en række fortællinger, som i særlig grad er punchlines – øjnene hænger ved dem, de lyder som gode historier, som eventyr. De 10 Bud, for eksempel – alle kan citere i hvert fald et af dem: Du må ikke slå ihjel. Jonas i hvalfisken er også en historie, som folk husker, Noas Ark og regnbuen, Adam og Eva og slangen, David og Goliath, Jesu fødsel i Betlehem, de hellige tre konger. Det lyder som trylleord, der er magi alene i titlerne. Det er noget, som taler til vores fantasi, og de er ikke blevet glemt, for det er grundfortællinger om vores åndelige udvikling frem til selverkendelse og forståelse om, hvordan vi skal forholde os til andre mennesker. Der bliver i de fortællinger formuleret en lang række af medmenneskelige regler. Fortællingen om Jonas i hvalfisken er historien om, at det gode vinder til sidst," siger Tine K. Skau.

TRIOfabula består foruden Tine K. Skau af Lisa Balle på akkordeon og mezzosopran Ingvil Bjåstad. De tre kvinder spiller en række andre instrumenter, "hvis manuskriptet kræver det", og kan også spille skuespil. Ligesom i Tine K. Skaus andre kirkedramatiske produktioner er der farver, fart og stor lydintensitet på deres forestillinger, som bruger den klassiske kompositionsmusik, salmer, nykomponeret musik, folkemusik og mange andre genrer udsat for eksotiske instrumenter som akkordeon, kæmpeblokfløjter, harpe, messingtrio, whistles, saxofoner, tibetanske syngeskåle, basklarinet, violiner, sav, gebis og theremin.

Da Tine K. Skau skulle skrive operamanuskriptet over "Jonas i hvalfisken" tog hun ud og fortalte historien i forskellige daginstitutioner. Et bestemt ord mødte hende overalt, når hun fortalte om Jonas: uretfærdig.

"Jeg syntes selv som barn, at det var synd for Jonas. Det var uretfærdigt, at han skulle gennemgå alle de her ting, og til sidst får Gud også palmen – jeg havde fået forvandlet olieplanten i mit hoved – til at falde sammen, så han bliver stegt af solen. Det var da uretfærdigt. Jeg stod så over for at skulle formidle en historie, hvor Jonas skulle blive en figur, som børn fra tre år kunne identificere sig med."

"Gud er hans far – ikke bogstaveligt, men overført – og Jonas skulle komme til rette med, at Gud er vores allesammens far. Jonas skulle lære at håndtere det at dele sin far med andre og stole på, at Gud har kærlighed nok til alle, også borgerne i Nineve. Men Jonas bliver jo vred, fordi han bliver jaloux: Hvis Gud ikke kan lide mig, må han heller ikke kunne lide andre. Jonas-fortællingen har givet mig en forståelse for, hvad jalouxi er, og hvordan den hænger sammen med vrede, som igen hænger sammen med afmagt, og hvordan det i sidste ende hænger sammen med ønsket om at bibeholde kærlighed."

"Jeg ved, at den slags fortællinger, som der er mange af i Bibelen, dem har børn brug for. Når man som barn bliver endnu en af dem, der har hørt historien om Noahs Ark, så får man fælles fodslag med milliarder af andre mennesker. Det er dybe rødder at give et barn. Jo fastere et kulturelt grundlag er, jo mere ligetil bliver det at udvise tolerance og åbne for andre kulturer og andre trosformer," siger Tine K. Skau.

På den måde bliver Jonas? historie en rejse i erkendelse. Man når fra et punkt frem til et andet, hvor man er blevet meget klogere. Jonas er bange for borgerne i Nineve, men går alligevel efter tre dages overvejelser i hvalfiskens bug, som Gud har bedt ham om, og advarer borgerne om, at byen bliver ødelagt af Gud, fordi han har opdaget deres ondskab. Gud fortryder sin gloende vrede, og der sker ikke byens borgere noget. Det sidder Jonas så og surmuler over uden for byen i skyggen af en olieplante, som Gud har ladet vokse op. Da Gud lader planten visne, bliver Jonas dødeligt vred. Men Gud udfordrer ham og spørger: Du har ondt af olieplanten, skulle jeg så ikke have ondt af mere end hundrede tyve mennesker?

"Når man ikke skjuler sin jalousi og misundelse, men erkender den, og ikke er bange for at tale om den, så kan man gøre noget ved den," siger Tine K. Skau.

"Børn skal have lov til at lufte deres jalousi. Jalousi er ikke en forbudt følelse, men et symptom på, at der skal tales sammen, og det skal vi også som voksne sige højt til hinanden og tage os af. Så går luften af ballonen, og så kan man bearbejde sine negative følelser. Det, vi taler om, behøver vi ikke være bange for. Og det er det, som Gud gør så glimrende i historien om Jonas i hvalfisken. Han tager i virkeligheden Jonas meget, meget alvorligt. Han vil Jonas det allerbedste: at Jonas hviler i sin tro på Guds kærlighed. Derfor skal Jonas stå ved sine opgaver og lære at klare sig selv. Det kan godt være, han falder og ikke er modig nok i sine egne øjne. Men han bliver samlet op af Gud," siger Tine K. Skau.

vincents@kristeligt-dagblad.dk