Pakistan har brug for hjælp

De omfattende oversvømmelser i Pakistan kan bedst beskrives som en tsunami i slow motion. Kun 1500 mennesker er omkommet, hvilket må anses for at være begrænset, når cirka 20 millioner er berørt af oversvømmelserne. Manglen på frisk drikkevand er blandt de største akutte problemer, og når man indregner den sundhedsfare, der venter, når vandbårne sygdomme som kolera formentlig snart begynder at brede sig, burde det være appel nok til at sende nødhjælp til landet. Alligevel har omverdenen været langsom til at forstå katastrofens omfang. I den forgangne uge ændrede det billede sig dog betydeligt, selv om den muslimske verden selv fortsat er alt for tøvende med at bevilge nødhjælp. De største donorer er i dag også de lande, som dele af landets muslimske befolkning lægger størst afstand til, nemlig vestlige bidragydere, herunder Danmark.

I den ideelle verden ligger der ikke taktiske overvejelser bag humanitær bistand. Et nødstedt menneske er et nødstedt menneske. Men i tilfældet Pakistan er virkeligheden mere kompleks. Det er ikke et land som andre, men en politisk ustabil atommagt. Som naboland til Afghanistan er Pakistan i dag udklækningssted for den internationale terrorisme, og landets bjergrige egne er al-Qaedas primære gemmested. Især i landets fattige nordlige del trives ekstreme muslimske grupper, der bestandigt arbejder på at sikre sig større opbakning i lokalbefolkningen. Derfor har de ligesom ved jordskælvet i 2005 engageret sig dybt i nødhjælpsarbejdet som en rekrutteringsstrategi over for de berørte pakistanere. Man skylder sine redningsmænd loyalitet, og denne enkle tankegang styrer deres nødhjælpsindsats. Befolkningen vil vurdere landets på mange måder uduelige regering på dens evne til at afhjælpe følgerne af ødelæggelserne. Hvis regeringen ikke magter opgaven, flyttes sympatien til islamisterne. Det vil være en storpolitisk katastrofe, hvis Pakistan ender i større anarki end det, der præger landet i dag. Derfor er det politisk og menneskeligt set rigtigt, at Danmark er blandt de relativt set mest givende nationer, ligesom det giver god mening at reagere på de mange - også kirkelige - nødhjælpsorganisationers indsamlingsappeller.

Ikke mindst den lille kristne befolkningsgruppe i Pakistan er ramt fra to sider. Mens oversvømmelserne ødelægger den fattige befolknings marker og afgrøder og har gjort mange hjemløse, udgør den voksende radikalisering af landets muslimer en konkret fare for den kristne minoritet. I den internationale presse kan man næsten dagligt læse om forfølgelser af landets kristne, der nogle steder må opleve at være sat helt uden for retssamfundets beskyttelse. Deres situation forværres også af naturkatastrofen. Alt i alt er der god grund til, at vi alle kommer til lommerne.
bjer