Men hvorfor kan så nogen beklage, at ederne er ved at forsvinde? Det kan man, fordi eder hører til i en religiøs virkelighed, endog i den kristne. Ederne er nok et negativt udløb af det religiøse, men de holder os fast i, at mennesker har plads i en verden, der rummer både godt og ondt, og som rækker ud over egen viden, tænkning, ønsker og evner. Eder er en nuancering af den endimensionelle verden.

Når man skærper sit sprog gennem eder og forbandelser, bekræfter man indirekte troen på, at Gud er til og har skabt den ganske verden, og man afslører, at man gerne vil gøre brug af denne tro i sin egen hverdag på sin egen forkvaklede facon. Men ud af den lidenskab, som ligger bag, kan vokse inspirerende tænkning, fortællinger, digte, myter og sagn fra den groveste bespottelse til den reneste poesi, et ekko fra en udbredt overbevisning om, at mennesket lever i et univers, der rummer en transcendens, der hvælver sig langt ud over alle menneskers tanker og grænser.

Parallelt med, at religionen i disse år langsomt trænges tilbage, er de gamle religiøst prægede eder og forbandelser ved at forsvinde ud af vores kultur. De erstattes af andre og nye former. Rationalisme, freudianisme, biologi og ikke mindst hjerneforskningen har sammen med den aggressive og primitive ateisme haft det som en del af sine mål at bortskære det religiøse univers, som i årtusinder har været en central del af den menneskelige tilværelsesforståelse, uanset hvilke værdier det rummer.
Der er ting, som tyder på, at det har skabt en udvikling med en vis succes. I hvert fald sætter det sig spor. Det religiøse som håb, tilflugt og som inspirerende åndelig kilde for generationer af mennesker svækkes mere og mere, og mennesker overlades stadig mere til nøgternt at leve med det tomme univers og den stadig fladere jord. Selv et gammelt krucifiks kan være så generende, at det må fjernes fra skolens klasseværelser, jævnfør en dom fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Men eder og forbandelser trives i bedste velgående blandt nutidens unge mennesker. De betragtes stadig som udfordrende, smagløse, men de har fået et nyt indhold.

Engang var der mange, som fandt det selvfølgeligt at tro, at mennesket er skabt i Guds billede og livet igennem bærer gudbilledligheden med sig. Hele menneskelivet, tro, etik, kærlighed, moral kunne forstås i denne forestillingsramme.

Andre fandt dog, at det naturlige, biologiske, dyriske var langt mere fremtrædende. Ikke mindst Darwins lære kunne støtte denne tolkning. At mennesket alene blandt alle dyr en gang rejste sig for at stå på to ben, var en naturlig del af udviklingshistorien og sekulariseringen.

Det er i sidstnævnte sammenhæng, nutidens eder og forbandelser kan ses. Derfor er de knyttet til de helt primitive, naturlige kropslige regioner, til underlivet, kønsorganerne, drifterne, det fækale, og så naturligvis til det sprog, som skiller mennesker fra andre levevæsener.

I et af de lokale stormagasiner fulgtes jeg tilfældigt med en yngre mor og hendes cirka 10-årige søn. De havde en intens ordveksling, der konkluderede i drengens voldsomme udbrud: "Mor, du er en pisselort." DR's kulturkanal har et højdepunkt, der hedder "Go' røv og go' weekend". "Hold kæft, din fisse" hører til normalsprog sammen med udtryk som "Knep din mor, dit svin" og "Jeg har levet i lort til halsen i mange år".

"Fuck, fuck, fuck din bøsserøv" og "Rend mig i røven", hører læreren jævnligt i sin klasse. "Han er skidego', men jeg er pissesur over, at han kan leve sammen med den luder". Heller ikke det lyder ubekendt for de fleste.

I de sekulariserede eder er der ikke mere tale om, at man læner sig op ad de højere magter for at fortrænge sin egen afmagt. Det drejer sig i langt højere grad om, at ederne kan bruges som magtmiddel til at håne og nedgøre andre mennesker, især dem, som er svagere end en selv: "Du er en pisselort", en "bøsseskid", en "fisse", en "luder". Verdsliggørelsen af ederne og forbandelserne har ført dem ned på laveste menneskeplan.

Men hvad betyder det i praksis? Kan en sådan sproglig vulgarisering sætte sig eksistentielle spor i menneskers sociale omgang med hinanden? Der er ingen tvivl om, at det verdslige samfund er rummeligere end det religiøst prægede. Man omgås frimodigt med det, der skræmmer, det, man væmmes ved, det, der kredser om brutaliteten.

Men desværre er der meget, der tyder på, at vulgærsproget, som omfatter nutidens eder og forbandelser, rammer meget hårdt, fordi det er målrettet mod enkeltpersoner eller grupper, som har svært ved at forsvare sig. Ikke mindst derfor er mobning i skoler og på arbejdspladser et modbydeligt ekskluderende fænomen.

Det er også vulgærsproget, der åbner for volden, når bander udfordrer hinanden til opgør, der forherliger en machokultur og et sygt fællesskab. Mobiler og Facebook er glimrende midler til at samle venner og medløbere til at rasere alt livsmod hos dem, man har held til at ramme.

Er det frihedens innovative udvikling, vi møder? Eller er det kulturens og sædernes forfald? Det er svært. Allerede i 1930'erne rejste Ortega y Gasset problemet: Før i tiden havde der også været mange dumme mennesker, men "øjeblikket karakteriseres ved, at gennemsnitsmennesket, i klar bevidsthed om sin egen vulgaritet, har den frækhed at kræve den vulgæres ret og tvinge den igennem." (Geert Mak: "Min fars århundrede").

Poul Erik Andersen er tidligere domprovst i Odense