Bjarne Nielsen Brovst |
24. august 2010
I landets plantecentre kan man gøre indkøb med rabat her i sensommeren. Og så står roserne #for tiden flot i deres krukker, og det er tid til at tage stiklinger af buksbom
August er et godt tidspunkt at gøre sig nogle gode plantekøb på i landets plantecentre. Dels fordi sommeren er ved at gå på hæld, og dels fordi mange føler, de får for lidt ud af en plante købt så sent på sæsonen. Priserne er også derefter. Der kan spares flere hundrede kroner.

I vores lille engelske have på Rude Strand ved Århus-bugten har vi en bestemt stil, vi gerne vil fastholde og udbygge. Det handler om roserne, de opstammede, således som også mange af vore buksbomplanter er opstammede og står i krukker eller er blevet opstammet på stedet, hvor de i sin tid blev plantet for 15 år siden. Det er et spændende og et vederkvægende, men også tidkrævende arbejde.
Vi har forskellige typer krukker til vore to lige så forskellige haver, den engelske og så skovhaven i det nordjyske. På Rude Strand er det de blå glaserede krukker, som man kan købe i alle plantecentre. Gerne fem størrelser krukker fra den meget store krukke til den mindste krukke, som har normal urtepottestørrelse og kan stå i en vindueskarm.
Den størrelse bruger vi gerne til vore paradistræer (Crassula portulacea), der er en fortrinlig sommerhusplante, hvis man har det frostfrit i de rum, hvor den står. (ca. 6-12 grader). Den skal vandes sparsomt, og den er let at formere. Vi har den overalt i 'Havhuset'.
Lad stiklingerne tørre lidt i skyggen (et halvt døgn), inden de plantes i en blanding af sand og plantemuld.
De store blå glasurkrukker bruger vi til opstammede roser og buksbom.
Såvel roser som krukker er på tilbud nu. Og vi har atter flottet os. På Rudehavvejs planteskole købte vi to hvide, storblomstrende Karen Blixen-roser og to mørkrosa Leonardo da Vinci. Hvor er de kønne, og hvor står de godt i de blå krukker.
Vi har efterhånden en snes stykker af de opstammede på Rude. Det er blandt andet den lysrøde Libelle og den dybrøde Charming Cower.
De står godt sammen Karen Blixen og Ledreborg. Der er en anelse nuanceforskel på hvidheden mellem dem. De har alle en stammehøjde på cirka 100 centimeter, store, fyldige blomster og en god duft.
Sådan en augustaften, med den åbentstående dør til væksthuset og ud mod den lukkede gårdhave med de opstammede roser, er det godt at bladre og læse i Steen Eiler Rasmussens billedbog 'Karen Blixens Rungstedlund' og i 'Karen Blixens blomster, natur og kunst på Rungstedlund', hvori Lisbeth Hertels afsnit om Karen Blixens blomster er en lise for sjælen.
Hele dagen har Gudrun og jeg klippet buksbom (Buxus) og taget stiklinger til næste år. Det er netop nu, de stedsegrønne har afsluttet væksten. De bløde skudspidser fra forsommeren er modne, rodvirksomheden er stadig i gang, og det gælder naturligvis også håbet om roddannelsen for de mange stiklinger, vi har stukket i jorden. nogle af vores buksbom i krukker har haft en gul misfarvning, men ved at blive plantet om får de nyt liv.
Blot man med en negl foretager barkprøven for at se, om stammen er grøn derinde, kan man konstatere, at en ny opstammet buksbomplante kan eksistere til næste år.
Held og lykke.
bagsidenkristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad