I ni år har regeringen kappedes med oppositionen om at give mest velfærd. I dette års finanslov har økonomien fået førstepladsen, og det kan varsle et skift imod mere reformpolitik i fremtiden
"Den finanslov er jo fuldstændig blottet for nyheder."
Sådan kunne man høre mere eller mindre desillusionerede journalister kommentere den finanslov, som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde klokken 10 i går formiddag i København.
På overfladen har de ret. De foregående ni år har VK-regeringen hvert eneste år brugt finansloven som anledning til at afsætte nogle milliarder kroner til "nye initiativer."
Typisk er pengene reserveret til et bedre sundhedsvæsen, bedre forhold for børnefamilierne, de ældre eller de svage.
Alene titlerne på finanslovene har indikeret, hvad hovedtemaet var. I syv af de ni forslag indgik ordet "velfærd".
Det gør det også i år, men nu modereret som "ansvarlighed og varig velfærd". I år er der på papiret igen 10 milliarder kroner til sundhedssektoren, flere unge i uddannelse og svage grupper.
Men for det første skal de penge fordeles over tre år, altså kun godt tre milliarder kroner om året i gennemsnit. Det er væsentligt mindre end tidligere.
Dernæst er pengene ikke bare plukket ned fra træerne, men skaffet ved de skrappe besparelser og skattestigninger i forårets genopretningspakke.
Det er den egentlige nyhed i finansloven. Med afsæt i krisen og EU's krav om, at statsunderskuddet skal ned under tre procent af bruttonationalproduktet, har regeringen for første gang i sine ni år ved magten præsenteret en finanslov, der træder på samfundsøkonomiens bremse.
Økonomer og politikere er dybt uenige om, hvorvidt det er den rigtige medicin netop nu. Oppositionen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener for eksempel, at man risikerer at kvæle det spirende opsving.
De hårde kendsgerninger er dog, at staten trods opstramningerne ender med et underskud på 79 milliarder kroner igen i 2011, kun en anelse mindre end underskuddet i år.
Underskud i den liga kan et samfund ikke tåle i længden, uanset hvor god dets økonomi så end er i udgangspunktet.
Den kendsgerning er der en dyb forståelse for hos de partier, der skal bære finansloven igennem. Såvel Liberal Alliance som Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti er klar over, at ny økonomisk vækst og balance på de offentlige finanser er nøglen til at kunne sikre velstand og velfærd på længere sigt.
Så hvad der for et par år siden lignede en håbløs opgave - at forene Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om en finanslov - ser nu overkommeligt ud.
De skal forenes om en reformdagsorden, der kan skabe ny vækst i det danske samfund og samtidig begrænse de offentlige udgifter. Det sker næppe med denne finanslov, men på længere sigt kan større reformer være på vej.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen kunne i går stolt fortælle, at udgifterne til "borgernær velfærd" er steget med 74 milliarder kroner i faste priser, siden regeringen trådte til i 2001.
Det penible er, at den enorme udgiftsvækst ikke har resulteret i en voldsomt øget tilfredshed med den offentlige velfærd. Tværtimod er der en udbredt opfattelse af, at skoler, daginstitutioner, ældrepleje og sundhedsvæsen systematisk er blevet udsultet.
Regeringen og Dansk Folkeparti er imidlertid afskåret fra som tidligere at forsøge at fjerne den utilfredshed ved at poste yderligere milliarder i den offentlige velfærd.
I efteråret bliver de store emner i stedet reformer af folkeskolen, førtidspensionssystemet og SU-systemet. Dermed tager man fat på nogle af de største og hurtigst voksende offentlige udgifter.
Så finansloven bliver det mindst besværlige af det hele. Den langsigtede politiske dagsorden er flyttet fra velfærd til vækst og reformer. Eller fra Dansk Folkeparti til Liberal Alliance, om man vil.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk