Regeringen har efterhånden strammet kommunernes økonomi så meget, at det er svært at se, hvor man mere kan skære i velfærden, uden det kommer til at få katastrofale konsekvenser. Og med regeringens direktiver om nulvækst i kommunerne bliver det værre endnu, når budgetterne skal lægges for 2011.

Skolerne, daginstitutionerne, hjemmehjælpen - alt er skåret ind til benet. Og hvis man skærer mere, risikerer man, at borgerne siger fra.

Derfor er jagten nu gået ind på mennesker med handicap og de socialt udsatte. Måske fordi det er grupper, der ikke kan råbe så højt?

Tidligere formand for Kommunernes Landsforening Erik Fabrin (V) gik så langt, at han kaldte specialområdet "en gøgeunge", der bruger de penge, som ellers skulle være brugt på folkeskole, ældrepleje og børnepasning.

Senest er Kommunernes Landsforening kommet med et notat, hvor man lægger op til, at kommunerne i højere grad lægger faste skabeloner for ydelser til de forskellige grupper af borgere på det specialiserede sociale område frem for at lave helt individuelle vurderinger af den enkelte udsatte borgers situation og behov, som loven egentlig foreskriver.

Jeg synes, det er skræmmende, hvordan den økonomiske smalhals har påvirket den måde, vi taler om de svageste grupper i samfundet på: Handicappede, sindslidende, anbragte børn og udviklingshæmmede omtales med en samlebetegnelse blot som "det specialiserede socialområde". Man kommer let til at negligere, at det faktisk drejer sig om mennesker og familiers daglige liv og udvikling, man med ét kan komme til at slå i stykker, når man nægter dem den helt basale hjælp og støtte.