Regeringen og Dansk Folkeparti holder frem til årets finanslovsforlig møder om at begrænse indvandringen fra tredjeverdenslande. Det sender et trist signal, mener SF
De Konservative tøvede ikke med at kalde det "langt ude", mens Venstre nøjedes med blot at afvise tanken, da Dansk Folkeparti (DF) i løbet af sommeren foreslog at stoppe al indvandring fra ikke-vestlige lande. Nu afvikler regeringen og DF ikke desto mindre en række møder op til finanslovens indgåelse om netop at begrænse indvandringen fra selvsamme lande.
Det bekræfter flere kilder over for Kristeligt Dagblad. DF's integrationsordfører, Peter Skaarup, siger:
"Vi skal have nogle drøftelser - også ud fra nogle af de oplæg, vi er kommet med - om at begrænse antallet af ikke-vestlige indvandrere. Det skal vi have en dialog med regeringen om. Vi er faktisk allerede startet lidt med det, og det fortsætter frem mod, at finansloven skal indgås."
SF's integrationsordfører, Astrid Krag, kalder det "interessant at høre, at man laver en så direkte kobling mellem den pris, som Dansk Folkeparti tager for at være med i finansloven, og udlændingespørgsmålet". At møderne mellem DF og regeringen ikke alene handler om at begrænse indvandringen, men så specifikt indvandringen fra ikke-vestlige lande, kalder hun "trist".
"Det er trist, at man på den måde slår alle over en kam, og at man så målrettet går efter en bestemt gruppe. Det er jo at sætte en hel gruppe mennesker i en kasse og stemple den kasse som uønsket. Man skal huske, at der er stor forskel på de mennesker, der kommer hertil – også fra de ikke-vestlige lande - og hvilken baggrund folk har for at komme hertil," siger hun og tilføjer:
"Det er klart, at der er nogle af de grupper, som står med særlige udfordringer, fordi de for eksempel er kommet hertil som flygtninge og står med ar på sjælen og har brug for ekstra hjælp. Men der skal man lige huske, at det ikke er tanken bag asylsystemet, at de skal give et samfundsøkonomisk plus."
Et af de partier, som kan komme til at spille en afgørende rolle ved årets finanslovsforhandlinger, er Liberal Alliance. Partileder Anders Samuelsen siger:
"Vores udgangspunkt er, at man ikke kan diskriminere på nation eller tro."
Hvorvidt partiet vil lægge stemmer til en finanslov, der indeholder forslag, som direkte går på at begrænse den ikke-vestlige indvandring, kan Anders Samuelsen "ikke svare entydigt på".
Han henviser til, at Liberal Alliance selv har lagt forslag frem om, hvordan indvandringen af personer, der ikke kan forsørge sig selv, kan begrænses.
"Men det er klart, at vi er farveblinde og trosblinde i den forstand, at hvis verdens bedste ingeniør er fra Indien og muslim og gerne vil komme herop for at starte en virksomhed for 5000 ansatte, så er det ikke sådan, at vi siger nej tak, fordi han er muslim og fra et ikke-vestligt land. Vi ser på, om han kan bidrage eller ej," siger Anders Samuelsen.
Nye og endnu ikke offentliggjorte tal fra Integrationsministeriet viser, at der i alt er kommet knap 106.000 flere indvandrere til Danmark i perioden 2001-2009. Målt i antal hoveder er der kommet flest indvandrere med statsborgerskab i et ikke-vestligt land hertil i løbet af de ni år; nemlig 56.000 mod cirka 50.000 personer med statsborgerskab i et vestligt land.
Procentvis tegner indvandrere med statsborgerskab i vestlige lande sig dog for den største stigning. Dem er der kommet 44 procent flere af til Danmark i perioden, mens gruppen af indvandrere med statsborgerskab i et ikke-vestligt land er vokset med 29 procent i samme periode.
agger@kristeligt-dagblad.dk