Radiovært Anders Laugesen, der er kendt for sine mange programmer om mennesker og tro, fylder 50 år i morgen.--
- Lars Aarø/Fokus.
Nanna Schelde |
26. august 2010
Radiovært og foredragsholder Anders Laugesen bliver mere og mere taknemmelig for livet. Han indleder tilværelsen i 50'erne med for en stund at trække stikket ud, så han kan hellige sig familien, læsningen og ombygningen af landstedet i Voldum
Et hjemmebygget japansk badekar kommer til at spille en vigtig rolle i journalist Anders Laugesens liv det næste halve år. Den lune radiovært med glimtet i øjet fylder 50 år i morgen og markerer blandt andet begivenheden ved at holde sabbat fra sit job på P1-programmet Mennesker og Tro i et halvt år. Noget af fritiden skal bruges i det særlige badekar, som han er i gang med at bygge. Også resten af landstedet i landsbyen Voldum ved Hadsten er under forandring. Selvom Anders Laugesen ikke har nogen særlig flair for håndværkerarbejde eller er specielt praktisk, har han udviklet sig til en sand storombygger de senere år. For husbyggeri kan omsættes til livsbyggeri. Det er meditativt at rydde op og bygge om.
Netop det meditative, det åndelige og alt, hvad der emmer af religion, har, siden han var dreng og ung i Lystrup, været Anders Laugesens store interesse.
En interesse, som siden har resulteret i utallige rejser rundt i hele verden. På den første, han foretog alene som 16-årig, gik hans barbermaskine i stykker, og det forklarer det karakteristiske fuldskæg, som har fulgt ham lige siden. Rejserne og besøgene hos religiøse mennesker i hele verden danner også i høj grad grobund for de mange søndags-radioprogrammer om mennesker og tro, hvor han lige så gerne taler med en discipel af en indisk guru om tantrisk sex som med en folkekirkepræst om pilgrimsvandring.
En god ven i mediebranchen beskriver Anders Laugesen som en ener og et specielt menneske, som aldrig dyrker konflikten i sine programmer, men som netop derfor er utroligt tillidsvækkende og kan få folk til at åbne sig i æteren. For den evne modtog han i 2006 Kristeligt Dagblads Pris. Også internationalt er han blevet hædret for sine programmer. Blandt andet med førsteprisen i kategorien religion og etik på den amerikanske festival Worldfest, Houston, USA.
Anders Laugesen er cand.phil. i kristendomskundskab/religion. Samtidig har han kirkeministeriel tilladelse til at søge præsteembede. Noget, han kun vil benytte sig af, hvis han bliver direkte kaldet til det. Han er medlem af folkekirken og beskriver sine egne rødder som værende i den ortodokse kirke med bøn, ikoner og stilhed.
Lige så imødekommende og altfavnende han er som radiovært, lige så meget behov har han for at trække sig tilbage i rolige omgivelser. I løbet af sine 50 år er det blevet klart for ham, at han arbejder bedst alene i stilhed. Han bliver simpelthen forstyrret i moderne kontormiljøer med masser af telefoner og computere og har derfor en fast aftale med DR om, at han primært arbejder hjemme.
På Kristeligt Dagblad har han også været som redaktør et enkelt år fra 1996-1997. Men det var en stresset tid for journalisten, der pendlede mellem det jyske og København, og som hverken følte sig rigtigt til stede det ene eller det andet sted. Han har det ganske enkelt bedst på landstedet i Voldum eller på rejser i verden, hvor han også nogle gange har familien med. Der er dog blevet skåret ned på rejsevirksomheden de senere år. Anders Laugesen er en mand, som bekymrer sig om skaberværket og forsøger derfor at tage på færre rejser med fly. Ture til favoritrejsemålet Jerusalem bliver der dog nødt til at være plads til.
I Danmark går en del tid med at holde foredrag. En anden favoritbeskæftigelse for manden, der bliver mere og mere taknemmelig for livet med årene.
Anders Laugesen er gift med Sara Holt Andersen, med hvem han har datteren Anna-Birgitta på tre år. Fra sit tidligere ægteskab har han sønnerne Adam og Benjamin på 19 og 20 år.
schelde@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad