Efter sidste sommers udflugt til værdipolitikken er De Konservative tilbage ved budskabet om, at partiet elsker erhvervslivet og lavere skatter. Det flimrer, mener en forsker i konservatisme
Hvad vil det sige at være konservativ? Spørgsmålet fik ny næring efter De Konservatives sommergruppemøde i går. Her skitserede folketingsgruppen en ny, gammel, meget erhvervsvenlig og vækstorienteret profil.
"Vi er ikke bange for at sige, at vi faktisk elsker det private erhvervsliv. Det er der, vi kaster vores politiske lodder hen i den kommende tids politiske kamp," sagde politisk ordfører Henriette Kjær til indledning på pressemødet.
Selskabsskatten skal ned, og personskatten må ikke overstige 50 procent, lød det som i tidligere formand Bendt Bendtsens tid.
Væk var temaet fra sommergruppemødet i 2009, nemlig værdi- og integrationsdebatten. Dengang forsøgte partiet at profilere sig i forhold til Dansk Folkeparti med et stort integrationsudspil med titlen Demokratisk Integration. Forslaget om at forbyde burka og niqab kom dog helt til at overskygge de øvrige forslag.
Historiker og forsker i konservatisme i mellemkrigsårene Christian Houlberg Skov fra Aarhus Universitet undrer sig over, at De Konservative ikke holder fast i den værdipolitiske dagsorden, man åbnede for et år siden.
Han er selv engageret konservativ og står i næste måned for tredje udgave af årstidsskriftet Critique om konservatismen.
"Det er meget ærgerligt, at man fuldstændig skyder den værdipolitiske debat i baggrunden nu. Det bekræfter indtrykket af, at De Konservative hopper fra tue til tue for at finde en opskrift, der kan trække partiet ud af sin krise," siger han.
"Man har jo fået meget kritik fra erhvervslivet for at svigte i den økonomiske politik, og på den korte bane kan det være fornuftigt nok at imødekomme den kritik. Men på længere sigt efterlader det et flimrende indtryk," siger han.
De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, afviser dog blankt, at partiet skulle have nedprioriteret værdispørgsmålene, selvom de ikke bliver markedsført lige nu.
"Vi har på ingen måde lagt værdikampen død, men nu handlede sommergruppemødet om økonomien, og forudsætningen for den økonomiske kapital er den sociale kapital. Vi konservative går på to ben - vi er optaget af begge dele," siger Naser Khader.
Han nævner, at der i løbet af efteråret vil komme en række værdipolitiske markeringer, for eksempel en større ghettoplan.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk