Er det et problem at målrette nødhjælpen i Pakistan til kristne?

Ja, mener Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors

Hvis der blandt kristne grupper er et større behov, så skal de have hjælp. Men det skal vurderes på linje med alle andre behov. De, der har størst behov, skal først have hjælp. Uanset køn, religion, etnicitet eller politisk overbevisning. Men i det øjeblik man på forhånd har besluttet, at en gruppe skal have hjælp, så forsvinder objektiviteten i nødhjælpen.

Men er det ikke ligegyldigt med objektivitet, hvis målrettet nødhjælp faktisk hjælper dem, der har størst behov?

Det er et problem for alle humanitære organisationer, hvis der kommer hjælp til Pakistan, som ikke tager sit udgangspunkt i, hvor behovet er størst. For det kan betyde, at landet ikke vil have nødhjælpsorganisationernes hjælp, fordi vi risikerer at blive sat i bås med missionsorganisationer, der kun hjælper bestemte grupper. Så mistænkeliggøres hele den humanitære hjælp.

I Kristeligt Dagblad i forgårs sammenligner du missionsorganisationernes hjælp med, at Taleban uddeler bistand for at fremme be-stemte religiøse holdninger. Er det ikke en lige lovlig grov sammenligning?

Jo. Jeg har kun et problem med de danske missionsorganisationer, hvis hjælpen uddeles udfra, at man har et bestemt tilhørsforhold til en gruppe i Pakistan. For så handler det om, at man støtter den gruppe, man støtter i forvejen. Det er fint, at de gør det, men man skal ikke kalde det humanitær bistand. Faren er, at det risikerer at vanskeliggøre arbejdet for alle humanitære hjælpeorganisationer. Der er nok i Pakistan, der gerne vil forsøge at få vores hjælp til at ligne et kristent korstog. Så det er vigtigt, at vi demonstrerer i offentligheden, at vi uddeler efter behov.