Det undrer mig, hvordan formanden for foreningen Far og den tidligere formand for Børns Vilkår så let blot fortsætter med at mene det samme som hidtil, når der nu foreligger en grundig interview-undersøgelse, der viser børnene bliver stresset!

Det ville klæde de to mænd, at de i stedet for tog stilling til det resultat, der er kommet ud af Hanne Søndergaard Jensens undersøgelse, og eventuelt lod den nye viden om delebørn indgå i deres rådgivning af forældre.

For er dele-børn i den sidste ende ikke en håbløs drøm inde i forældrenes hoveder, som børnene så må leve ud?

NB: Jeg har ikke selv løst bogen, kun artiklen her.

Aller først vil jeg mene at undersøgelse af kun 8 børn, kan man ikke drage en konklutioner av, på så ekstremt en tyndt grundlag. Og i øvrigt findes der væsentlig mere omfattedne internationale undersøgelser med flere hundrede børn i undersøgleserne, hvor konklutionen er den modsatte en denne mini undersøgelse.
Uanset ; børn med deleordninger har normalt kun byttedag, mellem forældrene, én gang pr uge, mens børn med mindre samvær har byttesdag dobbelt så meget, fx. fre- - søn i lige uger og ons- - torsdag i ulige uger, er er at pakke tasken, rejse til den anden forælder osv. osv. dobbelt så ofte, hvilket må være mere stressende for børnene at altid snart skal afsted. Jeg har rådgivet skilsmisseforældre på området i flere år, og rådgiver i dag i Foreningen Mor og Far ( ForeningenMorOgFar.dk ) og der er bestemt ikke mit indtryk børnene generelt mistrives med deleordninger. Nogle gør dog o for andre er det den bedste løsning, men mit indtryk er børn i deleordninger oftest trives med det, og mere end børn som med fx. en 3/11 ordning, fx. fre- søndag samt ons- torsdag. I en sådan ordning er det jo altid ikke mange timer/dage til man skal afsted igen. Deleordninger er bestem ikke altid den bedste for børenen, og der skal myndighederne/forælderne selvfølgelig ikke praktisere det, men ofte er det en rigtig fin ordning, i forhold til min erfarring efter at ha rådgivet flere hundrede forældre på området, som allerede praktisere en samværsordning 7/7, 2/12 eller et sted i mellem. Det er selvfølgelig ikke barnets tarv og interesse med en deleordning, hvis forældren bor for langt fra hinanden, grundet den lange transporttid til samvær, institution, venner m.m.

Tilsvarende forskningsresultater kendes fra Norge og Australien, se her
http://barnetstarv.nu/barnets_tarv_nu_forskningsresultater.htm

Der er ingen tvivl om, at det primært er ulyksaligt for børnene, når forældrene bliver skilt. Børnene betaler en pris for forældrenes problemer. Men er det bedre for børnene, at forældrene konstant skændes, eller mangler hengivenhed, og ikk...e evner at vise kærlighed overfor hinanden? Er det bedre for børnene, at de ikke har begge rollemodeller som en stor del af deres liv, eller helt må undvære den ene forælder? Hvem har, og kan, som forælder, såfremt man som de fleste elsker sit barn højere end noget andet, opgive samværet. Enhver fraskilt forælder vil mene, at netop de tilfører barnet noget uerstatteligt, en uundværlig kærlighed og omsorg. Skilsmisse er overhovedet ikke optimalt, og desværre alt for udbredt, men det er den virkelighed, vi befinder os i, og de mest uholdbare løsningsforslag fremkommer fra debattører, som ofte ikke selv har stået i den triste situation, som en skilsmisse er. Der er langt fra teori til praksis. Forslaget med at forældre flytter ind og ud, er jo kun muligt, såfremt man er så økonomisk velstillet, at man har råd til i alt 3 boliger. Det nytter ikke at sammenligne skilsmisseramte børn med børn i lykkelige kernefamilier - måske retteligt med børn af ulykkelige ægteskaber - fokusér i stedet på, hvordan vi på alle mulige andre måder optimerer (også fra samfundets side) børnenes vilkår, når familien går i opløsning.

Det er altid tragisk, når to mennesker, der har lovet hinanden evig troskab og at leve sammen til døden skiller dem, forlader hinanden og bliver skilt.

Men sådan er virkeligheden. Det sker jo - hver dag.

Børnene kommer altid i klemme ved den skilsmisse, men man kan forsøge at gøre smerten og problemerne for børnene mindst mulige.

Her kan idéen med delebørn da være en udemærket måde. Men hvorfor er det børnene, der skal skifte bolig hver uge? Hvorfor ikke forældrene? Hvorfor ikke indrette sig, så børnene forbliver i deres vante omgivelser og forældrene, så skiftes til at bo hos dem?

Bjarne Nederby Jessen

Dette link kan vist fint høre hjemme her i debatten.
Læs http://www.kristeligt-dagblad.dk/search?keywords=Lone+n%F8rgaard&time=0&parentid=1&sort=datedesc
"Såkaldt børnesagkyndige er så optagede af at give mor og far rettigheder, at lille Sofies interesser er en by i Langtbortistan."

Rapporten konkluderer det modsatte af artiklens konklusion.

Citat fra rapporten:


Bemærk at der ikke er tale om en videnskablig undersøgelse, det er en lille interview-rapport foretaget af en socialrådgiver. Den er baseret på en kombination af personlige erfaringer og enkelte udvalgte cases.

De eneste empiriske undersøgelser der p.t. findes, konkluderer præcist det samme - at delebørn trives ganske godt, og oftest bedre end andre skilsmissebørn. Foreningen Far har links til flere af de undersøgelser.

Denne artikel baserer sig på det stressende ved at "rejse" frem og tilbage mellem 2 forældre.

Delebørn rejser ikke mere mellem forældre end alle andre. Tværtimod rejser de mindre. En 9/5 ordning har dobbelt så mange skift, som en deleordning. Hvis de mange skift under en deleordning er stressende, må man kunne formode at det dobbelte antal skift ved en 9/5 ordning må være endnu mere stressende.

Selv på det punkt taler rapporten altså for en deleordning.

Det eneste i den pågældende rapport der taler imod deleordning, er faktisk forfatterens egne personlige holdninger. Det kommer til udtryk gentagne gange i form af "men jeg har en formodning om" og "det er min erfaring at".

Begge er noget man bestemt ikke kan bruge som generel vurdering.

Det eneste eksempel på stres som fremhæves, er faktisk en 15 årig pige, der er stresset over hele situationen, ikke skiftet i sig selv, men på grund af det stressende miljø i BEGGE familier, grundet nye samlevere, bonusbørn m.v.

Artiklen er derfor fagligt set dybt misvisende, og når ke nielsen skriver som han gør, er det ren følelsesbetonet. Man ønsker børn det bedste, man tror på det artiklen siger, så når nogen ikke vil indordne sig efter artiklen, så er det dårligt for børnene.

Mht. Bente Holm, så viser de norske undersøgelser et meget klart billede: Deleordningen fungerer rigtig godt i de familier der ikke er belastet af øvrigt. Men er familierne belastet af f.eks. misbrug eller psykosociale problemer, kan deleordning være meget belastende. Her er det jo oplagt at et barn formentlig vil trives bedst i det af hjemmene der ikke har problemer - hvis et sådan findes.

Mit barn fungerer super med en deleordning, og det har tvunget os forældre til at blive bedre til at samarbejde og respektere vores barns behov frem for vores egne. Så kære ke nielsen, nej, der er ikke tale om en drøm - men for den ældre generation, særligt fædrene, er det nok lidt af et kulturchok når unge fædre faktisk ønsker at være en naturlig del af børneopdragelsen fremfor blot en brødskaffer.