Idéernes krise i åndsliv og politik

Velfærdsstaten, som vi har været stolte af, trues af sammenbrud, og det rammer skoler, plejehjem og hospitaler.

Situationen i 2010 er fuldstændig forskellig fra alle tidligere perioder i dansk demokrati siden 1849. Engang var der tæt samspil mellem kulturliv og politik. Grundtvig var den store inspirator for sikring af mindretallenes ret i skole og kirke, og han var idémand til folkehøjskolen, som der rejstes snesevis af allerede i 1800-tallet. De kom sammen med andelsbevægelsen med brugsforeninger, mejerier og slagterier, og det demokrati, der udspillede sig dér, til at løfte den danske bondestand højere end nogen anden bondestand i verden.

Højskoleelever skabte ungdoms- og gymnastikforeninger og byggede forsamlingshuse, der blev centrum for folkelige og politiske møder, og om efteråret samlede højskolerne tusindvis af tilhørere til flere dages foredragsarrangementer. Her så man forfattere, filosoffer, højskoleforstandere, andelsfolk, præster og politikere på talerstolen. De inspirerede hinanden og skabte de fællesskaber, der bar demokratiet.

Senere kom arbejderhøjskolerne til og spillede efterhånden samme rolle i arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, som bondehøjskolerne havde gjort for Venstre og Radikale Venstre.

Endnu for 50 år siden, da denne kroniks forfatter begyndte sin folkelige foredragsvirksomhed, var forbindelsen mellem kulturliv og politik stærk. Kulturradikale folk på den ene side og folkekirkens præster på den anden var centrale led i denne dialog. Halvdelen af Folketingets medlemmer var højskolefolk. De havde været elever, lærere eller forstandere på højskoler. I dag er det individualismen, som har sejret med universitetsuddannede politikere. Højskolerne er taberen.

Allerede i 1933 skrev Paul la Cour et essay (i bogen "Solhøjde" fra 1959): "Til alle Sider bliver det nødvendigt for Politikerne at sørge for, at der findes aandelige Værdier, der svarer til det politiske Syn, de arbejder for. Det bliver blandt andet deres Opgave at tilse, at de kulturelle Strømninger flyder ind i Partiets Strøm hen imod Ideologiens Virkeliggørelse."

Det var samme år, Hitler overtog magten i Tyskland, det år, da åndsliv og demokrati udfordredes på det voldsomste. Og det år, da den lærde socialdemokrat professor Hartvig Frisch, senere undervisningsminister til sin tidlige død i 1950, udgav bogen "Pest over Europa". Her skriver han om nazisme, bolsjevisme og fascisme og siger så: "Nu er Lejligheden inde for os til at vise, at der er Knogler og Marv i det nordiske Demokrati." Frisch var åndspersonligheden, der ikke nøjedes med at kritisere, men tog sin tørn og lod sig vælge til Folketinget af lollandske roearbejdere.

Professor Hal Koch er vel den, som fra besættelsestiden kom til at binde demokratiet og kulturlivet sammen, da han stod i spidsen for Dansk Ungdoms Samvirke og senere blev den første forstander i 1946 på den da nyoprettede Krogerup Højskole. Det er derfor ikke et tilfælde, at det er dér, symposiet holdes den 8. oktober.

Endnu dengang var 30 procent af vælgerne medlemmer af et politisk parti. I dag er det 3,6 procent. Det er et smerteligt tab.

KAN KULTURPERSONER i dag råbe politikerne op, og taler kulturpersoner og politikere overhovedet samme sprog? Og et sprog, folket kan genkende sig selv i?

Det Gallup-demokrati, vi har, er sygt. Det er medierne, der pisker stemningerne op om politikernes privatliv. Derefter spørger Gallup, hvad folk mener, og politikerne retter ind efter det. Men det har intet med idépolitik at gøre.

Politikerne indretter sig på at være ledere uden ideer, og vi får medieskabte ledere, svage ledere uden mod til at tage upopulære beslutninger, når de føler det nødvendigt. Det medieskabte demokrati undergraver den autoritet, hvormed politiske ledere skal forme samfundet. De tilpasser deres holdninger til det, befolkningen er hidset op til at mene, og imens rådner idéen bort.

Vi har aldrig stået over for så hurtige forandringer som nu, da computeren forvandler verden med en dynamik, som påvirker alt. Vidensmængden mangedobles, forskningsresultater eksploderer, og der handles for milliarder hvert minut på verdens børser.

Da finanskrisen kom, tvang den demokratierne i knæ. Banker og finansieringsinstitutter var gået amok; grådigheden kender ingen grænser.

Når oversvømmelser i disse uger gør mange millioner hjemløse i Pakistan, sætter verdens rige lande ikke ind med omgående hjælp, og Haiti er endnu i kaos efter naturkatastrofen, mens vi andre vælter os i overflod.

Jeg tror, risikoen for naturkatastrofer vil øge kløften mellem rige og fattige, skabe flygtningestrømme og grundlag for fremtidige krige. Imens er demokratierne handlingslammede.

Når folk mister overblikket, trækker de sig ind i sig selv og er sig selv nok. Men hvad stiller vi op, når flygtningemasser fra Pakistan når os, fordi vi i de rige lande ikke i tide brugte af vort overskud til at hjælpe de nødlidende?

Hvordan kan demokratiet vente at finde idealer for indretningen af verden med så selvoptagne befolkninger? Har demokratierne befolkninger med ansvarsfølelse? Træder kristne folk i karakter, når demokratiet er i nød? Tager de demokratisk ansvar?

Er kulturlivet i dag stærkt nok til at inspirere? Findes der med Paul la Cours ord "aandelige Værdier, som svarer til det politiske Syn, Politikerne arbejder for?"

Det er det, vi skal have på bordet ved det nye Krogerup-møde.

Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter

"Hvordan kan demokratiet vente at finde idealer for indretningen af verden med så selvoptagne befolkninger? Har demokratierne befolkninger med ansvarsfølelse? Er kulturlivet i dag stærkt nok til at inspirere?"