Mandskab fra politi, civilforsvar og Røde Kors på vej ud og lede efter de fire danskere d. 19. august.
- Scanpix
Iben Thranholm |
27. august 2010
Hvorfor reddede Gud ikke de fire unge mænd i Norge? spørger Iben Tranholm
Det er med tøven og ydmyghed, at jeg sætter mig til tastaturet for at skrive denne klumme. For hvem kan tillade sig at gøre sig klog på andres lidelser og sorg? Alligevel vover jeg at reflektere over spørgsmålet om, hvorfor Gud ikke reddede de fire unge mænd, der fortsat er meldt savnet, fra bådulykken i Mandal i det sydlige Norge.
Alle de seks unge mænd, som befandt sig i båden, da den kæntrede, tilhørte kristne miljøer og var kirkeligt aktive. Tre af dem tilhørte Århus Bykirke, som på sin hjemmeside også har opfordret til at bede for de seks unge. Samme melding er kommet fra Århus Valgmenighed, der også er kirke for flere af de seks unge mænd.
Præst i Århus Valgmenighed Keld Dahlmann udtaler til dagbladet B.T. den 19. august, at menigheden er chokeret. Og med god grund. Ikke bare på grund af, at unge raske mænd mister livet, men fordi spørgsmålet om Guds beskyttelse i farefulde situationer hurtigt melder sig.
De spørgsmål, som trænger sig på for en troende, må være: Hvor er Gud henne? Hvornår griber han ind? Hvorfor har han ikke for længst reddet de fire, der stadig er meldt savnet? De fleste troende vil straks begynde at bede - og mon ikke også de unge mænd har bedt intenst på havet, da båden kæntrede og de forsøgte at redde livet?
Artiklen i B.T. fortæller også om, hvordan folk i menigheden, siden de modtog den tragiske nyhed, har bedt på livet løs både for, at de savnede skal blive fundet, og for familie og ven- ner, der sidder ventende tilbage.
Men de fire er fortsat savnet, og det er let at få anfægtelser som troende. Måske især i de kirkelige miljøer, som de unge kom fra, hvor bøn spiller en afgørende rolle. Troen på, at bøn nytter og virker. Men hvorfor blev så kun to reddet og ikke alle fire? Hvorfor greb Gud ikke ind?
Hvorfor der er ondt i verden, når Gud er kærlighed og almægtig, er et ældgammelt spørgsmål, som teologer har tumlet med i årtusinder. Det viser, at der ikke gives et let og entydigt svar. Selvom Gud er almægtig, må man ikke glemme det menneskelige ansvar. Hvis de unge havde taget redningsveste på, og hvis de havde lyttet til fiskerne på kajen, der advarede dem mod at sejle ud i det dårlige vejr, kunne de have reddet sig selv.
Men alligevel vil en troende tænke, at Gud jo godt ved, at vi af og til handler uansvarligt, og at dumdristighed fra menneskers side ikke burde forhindre ham i at sætte en redningsaktion i gang fra oven. Er det ikke netop i sådanne situationer, at vi har brug for Gud?
Spørgsmålet bliver ved at trænge sig på: Hvorfor ikke, Gud?
Når man beder fadervor, den bøn, som Jesus selv lærte disciplene, beder man "ske din vilje på jorden, som den sker i himlen". Det handler ikke kun om at lære at overgive sig til Guds vilje, men det er også en konstatering af, at der sker mange ting på jorden, som ikke er Guds vilje. Faktum er, at vi ikke lever i Paradiset, men i en falden verden med masser af lidelse, også tilfældig lidelse, hvor ét menneskes ondskab kan ramme en person, der er ham eller hende helt ukendt på den anden side af jorden.
Der er en usynlig og mystisk åndelig økonomi mellem mennesker. Men på grund af syndefaldet, som mennesket alene er ansvarligt for, må vi leve med, at der sker onde ting, hvor bøn ikke altid slår til og virker sådan, som vi ønsker det. Når Gud ikke altid synes at gribe ind, som vi gerne vil have det, er det måske, fordi han også kan vælge at lide med verden og mennesker i stedet for.
Lidelsens mysterium i kristendommen, som moderne kristne har en tendens til at glemme i en tid, hvor forskning nu viser, at bøn kan helbrede, og det er sundt at være troende, rummer en stor del af svaret. For selvom Gud er kommet indenfor i varmen hos hele velvære- og terapikulturen, så lider Gud også selv.
For hvorfor satte Gud ikke straks en redningsaktion i gang for Jesus i Getsemane Have, da han svedte blod af angst, og da Gud forudså, hvilken tortur Jesus skulle gennemgå, inden han udåndede på korset? Og hvorfor hjalp Jesus ikke sig selv ned fra korset, når han nu var Gud, som røveren, der hang ved siden af, råbte til ham? Fordi han gik ind på denne verdens vilkår, på realiteterne, som er lidelse og afmagt, og viste - ved at lide solidarisk med menneskene - at Gud er større end lidelsen. Den kristne tro er også troen på, at Gud ikke altid frelser fra lidelsen, men i lidelsen.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad