Nødhjælpsmonopolet

Efterhånden opstod der en kirke i området bestående først og fremmest af pastuner, der er et stammefolk på omkring 20 millioner mennesker, der lever hen over grænsen til Afghanistan, og af kasteløse indere, der var kommet til provinsen sydfra som "fremmedarbejdere". Disse mennesker er de fattigste af de fattige og lever som kasteløse den dag i dag i Pakistan.

Hvad forestiller generalsekretær Anders Ladekarl sig egentlig? Når eksempelvis Danmission får en henvendelse fra vor samarbejdspartner i Peshawar, biskop Humphry Peter, om at hjælpe, skulle vi så svare: "Desværre, det passer ikke ind i dansk strategi?".

Nej! Selvfølgelig reagerer vi, når vore venner er i nød.

Det er baggrunden for, at Danmission sammen med andre missionsorganisationer har henvendt sig til Danida via Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og fået en katastrofebevilling på 250.000 kroner. Når venner er i nød, kan vi ikke sidde på hænderne. Når venner er i nød, må vi absolut handle. Og det bliver ikke gennem Dansk Røde Kors. Det bliver i en direkte hjælp til vor partner, Church of Pakistan, som er en dygtig og professionel partner, der er så tæt på katastrofens ofre, som man kan forestille sig. Og vi er heller ikke i tvivl om, at Church of Pakistan ikke kun ser på medlemskabet af kirken som grundlag for at hjælpe.

Da det samme område i 2005 blev ramt af et voldsomt jordskælv, var vi også med i en storstilet hjælp til Pakistan. Dengang indsamlede Danmission 1,3 millioner kroner, som gennem Church of Pakistan - og i nært samarbejde med den pakistanske regering - blev grundlaget for at genetablere en hel landsby og hjælpe den i gang igen efter katastrofen. Dengang blev der ikke skelet til, om hjælpen gik til kristne eller muslimer, men alene, om der var behov for hjælpen. Sådan vil det naturligvis også være denne gang.

Altså, Anders Ladekarl. Gør det, du er bedst til, nemlig at lede Dansk Røde Kors. Det gør du godt. Så skal vi andre nok tage os af vort arbejde, som vi i al beskedenhed mener, at vi gør godt og professionelt.

Og lad os så blive fri for at få dine letkøbte kommentarer til behovet for vort arbejde. Dem har vi ikke brug for. Vi skal nok selv vurdere, om der er behov for at hjælpe, når mennesker beder os om hjælp.

Harald Nielsen,

tidligere generalsekretær for Danmission

Gyngemose Parkvej 7, 4. th., Søborg