Date med en drøm

Den aften har han drømmen. Faklen. Stafetten. Han kan tale frit. Men snart melder hverdagen sig. Drøm kontra realpolitik. Tea Party-bevægelse. Et republikansk parti, der ikke har spor lyst til forsoning. Og seneste nyt: Mon præsidenten overhovedet er født i USA? Barack Obama er en politiker, og de går ikke med fakler.

Underligt nok er der ikke mange af dem, man taler med i dag, som synes, det er underligt, at USA har fået en sort præsident. Barack Obama bliver dømt på det, andre præsidenter og politikere bliver dømt på. Og for en mand, der hævder, at Main Street er vigtigere end Wall Street, må det være mærkeligt at opleve, hvordan Washington efterhånden er blevet et skældsord, som også rammer ham. Det var det allerede, før Tea Party-bevægelsen satte sejl ud fra Alaska.

Overbibliotekar Janis Cantrell på Martin Luther King Jr. Branch Library i Atlanta er også vred. Egentlig synes hun, at USA burde sejle alle sorte tilbage til Afrika. Det er jo der, de ønsker os hen, siger hun. Og skønt hun stemmer på præsident Obama, så er han – efter hendes opfattelse – ikke andet end en forklædt hvid. "Han mangler forståelse. Han har ikke sine rødder i slavetiden," siger hun.

Og selvom hun har mange bøger om Martin Luther King på hylden i sit bibliotek, "så vil børn i dag hellere identificere sig med Michael Jackson". Steve Klean fra King-Centret i samme by formulerer det således: "I Europa tror I, at valget af Obama er udtryk for, at raceadskillelsen er et overstået kapitel. I virkeligheden viser det en helt ny facet af problemet. Og det lukker op for diskussionen igen. Måske har I hørt om Shirley Sharrod?" siger Steve Klean. Og det har vi.

Shirley Sharrod er hot news denne sommer. Hun har holdt en tale for den store, samlende borgerrettighedsbevægelse NAACP, hvor hun fortæller om sin udvikling fra vred til venlig. Hendes far, der havde en farm i Georgia, blev skudt af sin hvide nabo, som aldrig blev straffet. Senere var hun frivillig rådgiver for de små landmænd, og i den egenskab hjalp hun også hvide farmere. "Men jeg gjorde det halvhjertet", siger hun i dag – 24 år efter. Revet ud af sin sammenhæng blev disse bemærkninger lagt ud på internettet. Og mens Shirley Sharrod kørte af sted på jobbet, der fortsat handler om at hjælpe og rådgive de små farmere, blev hun ringet op af sin arbejdsgiver og bedt om at sige op.

Efter pres fra Det Hvide Hus, siges det. Det er blevet et spørgsmål om sort racisme. Nu, hvor sagen er kendt i sin helhed, og Sharrods uskyld er erkendt, skynder alle sig at vaske hænder. Også Det Hvide Hus. Shirley Sharrod er blevet tilbudt et nyt job. Og præsidenten har ringet til hende. Den smågnidrede, perspektivløse, "trigger-happy", enkeltsagsorienterede politik er åbenbart ikke kun et dansk fænomen! Blus bliver til lavblus.

Så hvor er faklen henne? Den fakkel, som Martin Luther King og alle de gode mennesker i borgerrettighedsbevægelsen syntes at bære i et helt årti. Den tanke om kærlighed og ikke-vold, der fik de sorte til at vandre i protest mod undertrykkelse, og de hvide til at putte blomster i håret og spille en helt ny musik.

Det hele stoppede med mordene på King og Kennedy. Og i 1970'erne blev fronterne trukket op. Der var os og dem. Siden da er kampen i den vestlige verden vist mest foregået på hjemmefronten. Fra kønskamp til køkkenlandskab og karriereprofil. Først med Sandheds- og Forsoningskommissionen i Sydafrika midt i 1990'erne synes tanken igen at få fat i et dyb, der ikke bare sidder i en enkelt person, men er en hel befolkningsgruppes bevægelse.

Det var et gennembrud, der viser, at tanken kan synes langt væk, men altid er der – lige inden for hjertets rækkevidde. Martin Luther King kendte ikke den noget yngre Desmond Tutu, der blev formand for Sandhedskommmissionen, men de mener det samme:

"Det sjette hovedpunkt i ikke-voldelig modstand er, at den er baseret på den overbevisning, at universet er på retfærdighedens side. Følgelig har den, som tror på ikke-vold, en dyb tro på fremtiden. Denne tro er endnu en årsag til, at tilhængeren af ikke-vold kan bære lidelse uden at gøre gengæld.

Thi han ved, at i sin kamp for retfærdighed har han kosmisk støtte," skriver Martin Luther King i sin bog om busboykotten i Montgomery, "Et skridt mod friheden". "Kosmos er moralsk", siger Desmond Tutu. Det siger han hele tiden, men især i den fine lille bog "Gud har en drøm". Det var den drøm, der blev til virkelighed i 10 gyldne år hen over 1950?erne og 1960?erne. Men som på Mississippifloden er der mange deltaer undervejs – og alligatorer!

Vi rejste ud for at finde faklen og fornyelsen. Nu står vi ved Kings vandomkransede grav i Atlanta, Georgia, hvor det eneste liv tilsyneladende er de ivrigt fotograferende (sorte) turister. For hvor der er en myte, er der også en sten sat for graven. Tanken kræver ikke bare en flod, men også levende blod at strømme i. Ellers forstener den og bliver til forsvar og institution.

Som Frans af Assisi udtrykker det: "Hvis du har en skjorte, skal du også have et våben til at forsvare den med!" Og englen siger til kvinderne påskemorgen: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?" Det er, hvad vi tænker, denne steghede tirsdag i Atlanta. Han er her ikke. Måske vi skulle lede efter ham hos havemanden? Måske er det pointen? At hver eneste generation og hvert eneste menneske selv skal bøje sig ned og samle beskeden op fra jorden. At vi skal starte forfra hver gang.

Måske er det det, som sker, da vi nogle dage senere kører tør for benzin i New Mexicos ørken, og en ung mand pludselig står der, tilsyneladende kommet ud af intet. Og siger de ord, som er så typiske her i Guds eget land. Og som vel i grunden er alle drømmes moder: "Can I help you?"

Yes, you can!

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Liselotte Wiemer er litteraturhistoriker, foredragsholder og anmelder ved Kristeligt Dagblad. Steffen Larsen er forfatter og anmelder ved Politiken.

Dette er andet og sidste rejsebrev fra USA, hvor artiklens to forfattere er rejst til for at undersøge, om Martin Luther Kings drøm om frihed og retfærdighed stadig findes. Første rejsebrev blev bragt fredag den 20. august.