En druknet by rejser sig igen

Men mange mennesker i New Orleans har endnu ikke fået vejret, efter at orkanen Katrina slugte deres liv. Det fortæller blandt andre Philipe LaMancusa, der er tidligere skolelærer og i dag medejer af den lille kogebogsforretning The Kitchen Witch i Toulouse Street, hvor man blandt andet kan finde sjældne førsteudgaver af nogle af Louisianas kulinariske klassikere.

"New Orleans har altid været et u-land, og det er blevet værre efter Katrina. Vi siger hernede, at vi ikke er del af det sydlige USA, men snarere det nordlige Costa Rica. Mange bygninger står i ruiner, og infrastrukturen er forfærdelig. Kun de veje, som bruges af turister og velhavende pendlere, er blevet repareret. For de lokale er forholdene stadig meget ringe," fastslår han.

Og den aktuelle olieulykke i Den Mexicanske Golf har igen givet den hårdt plagede by en enorm, svidende økonomisk og kulturel lussing.

"Det er tragikomisk. Hver gang, vi har taget ét skridt frem, kastes vi tre skridt tilbage," siger Philipe LaMancusa.

To dage efter at Katrina havde raseret New Orleans, stod 80 procent af byen under vand. 9 ud af 10 indbyggere i byen og de omkringliggende distrikter havde taget flugten i dagene op til stormen, hvor advarslerne om en kommende katastrofe fik panikramte familier til at forsegle deres huse og pakke overlæssede biler med de vigtigste ejendele. De, der blev tilbage, var hovedsageligt de svage, de ældre og de fattige – de fleste af dem sorte.

Til den kategori hører Kenneth Pugh. Den 62-årige tidligere trykker, der lever af en meget beskeden folkepension, er født og opvokset i Seventh Ward, der omkranses af Mississippi-floden i syd og Pontchartrain-søen i nord. Det overvejende afroamerikanske kvarter var engang berømt for at være hjemsted for nogle af USA?s første og største jazzmusikere, men plages i dag af sociale problemer og har den højeste mordrate i New Orleans.

Kenneth Pugh, der er dårligt til bens, havde ikke noget sted at flygte hen og var alene i sit hus på stormaftenen. Da han, skræmt fra vid og sans, stod i vand til over fødderne, kæmpede han sig igennem mørket over til en skole overfor, hvor nogle af naboerne allerede havde slået indgangsdøren ind.

"Vi søgte op på øverste etage og blev deroppe. Jeg var meget bange. Der var ingen lys, og vindstødene blev værre og værre. Det føltes som dommedag. Jeg troede, at bygningen ville brase sammen. Men om morgenen stod den stadig," siger Kenneth Pugh.

Orkanen havde da afsluttet sit besøg i New Orleans, og alt var forandret. Den lille gruppe på skolen i Seventh Ward var fanget af vandmasserne og kunne blot se på, mens gaderne blev forvandlet til brune floder af styrtblødningerne gennem de ødelagte diger ved Pont-chartrain-søen. Et par mænd klatrede op på det hede, fugtige tag og signalerede til militærhelikopterne, der klaprede i himlen over den forladte og hærgede by med forsyninger af mad og drikkevand til de nødstedte. Efter fire dage kom bådene.

"Der stod militærfolk med maskingeværer på hver båd. Det var som en krigszone," fortæller Kenneth Pugh.

Bådene bragte grupperne af flygtninge til en ophøjet bro. Derfra blev de dirigeret til fods til New Orleans? konferencecenter, der sammen med det overdækkede sportsstadion, Superdome, blev brugt som opsamlingssted for evakuerede mænd, kvinder og børn.

I ugerne efter orkanen gengav de amerikanske nyhedsmedier rædselsberetninger om civilisationens sammenbrud i New Orleans? oversvømmede gader og i de overophedede, midlertidige flygtningecentre.

Her udløste manglen på sanitet og basale fornødenheder en voksende desperation og et moralsk fordærv, der angiveligt nærede en byge af overfald, røverier, voldtægter og mord. Beretningerne ansporede myndighederne til i dagene efter stormen at behandle byen som en fjendtligsindet forbryderstat, og redningsarbejdet blev indstillet, mens militærreservister koncentrerede indsatsen om at beskytte privat ejendom.

Sidenhen er der sået alvorlig tvivl om fortællingerne om et anarkistisk minisamfund befolket af primitive, plyndrende barbarer. Medier og myndigheder er blevet beskyldt for ukritisk at have gengivet falske, løse rygter og for at have spillet på racistiske fordomme om de hovedsageligt fattige og hovedsageligt sorte nødstedte.

Kenneth Pugh insisterer imidlertid på, at dagene i konferencecenteret var et helvede på jord tilvejebragt af såvel myndighedernes forsømmelse som tilstedeværelsen af en fordækt kriminel underverden.

"Det var kaos og meget utrygt. Der var ingen luft, lys eller rindende vand. Folk råbte på hjælp, på medicin, og de fik intet svar. Alle spiritusforretninger i New Orleans blev plyndret efter stormen, og der var fulde, farlige og slemme mennesker overalt. Der var vold, drab og skyderier. En mand fortalte, at hans lille datter var blevet voldtaget. Jeg så og hørte det selv," beretter han.

Der er stadig en understrøm af fare i New Orleans, der allerede før stormen var kendt som USA's mordhovedstad. Det gælder i de pæne kvarterer såsom det charmerende Garden District, hvor sporvognen bumler afslappet op og ned ad den frodige Charles Avenue, og det gælder især i de fattige kvarterer såsom Seventh Ward og Lower Ninth Ward, hvor genopbygningen efter orkanen stadig er uafsluttet.

Her står mange bygninger og grunde stadig forfaldne hen. Titusinder af mennesker mistede alt, hvad de havde, under Katrina, og det anslås, at der stadig er flere end 50.000 tomme eller ødelagte huse i New Orleans. Nogle har stadig dødstal spraymalet på facaden. Et offentligt genopbygningsprogram, The Road Home (Vejen hjem), formåede ikke at opfylde de mange desperate husejeres behov og kom til at blive endnu et symbol på myndighedernes svigt og inkompetence.

"New Orleans er i dag en trist historie om to byer: en, der er genoprettet og trives, og en, som er forsømt og henvisnet," bemærker Philipe LaMancusa.

Stormen ændrede New Orleans' fysiske landskab, men skaderne fra Katrina er både ydre og indre. De er indlejret i byens psyke. Mange mennesker inddeler deres liv i "tiden før Katrina" og "tiden efter Katrina".

"Næsten alle mine møbler og billeder og personlige ejendele forsvandt i stormen. Nogle af mine naboer omkom, og mange mennesker er ikke kommet tilbage. Det er ikke det samme længere," konstaterer Kenneth Pugh.

Selv vendte han ret hurtigt tilbage til sit oversvømmede hus, som blev restaureret af en lokal hjælpegruppe. Efter fem dage i konferencecenteret kom en flåde af skolebusser, og han blev transporteret til lufthavnen, hvor tusinder af mennesker ventede på at blive fragtet ud af New Orleans.

"Vi fik ikke at vide, hvor vi skulle hen, før vi sad i flyet," fortæller Kenneth Pugh, der havnede i Houston i Texas og blev der i seks måneder.

Orkanen Katrina var mere end blot en tragedie for The Big Easy, der mistede 1836 borgere. Hele landet så til i chok, mens den daværende regering anført af præsident George W. Bush smølede med nødhjælpen og syntes at overlade New Orleans til sin skæbne. Mange havde vanskeligt ved at tro, at et så grelt offentligt svigt kunne ske i det moderne Amerika.

Men Katrina blev også en chance for at genskabe New Orleans, der længe har været berygtet for en korrupt politisk kultur, forfærdelige skoler og en hensmuldrende infrastruktur. Efter stormen overtog og forbedrede delstatsmyndighederne byens dårligst fungerende offentlige skoler, og bystyret besluttede at nedrive 4500 ghettoboliger og erstatte dem med nye, socialt blandede boligblokke.

Antikorruptionsreformer er på vej, og lokale borgergrupper inddrages nu i den politiske proces. Et 15 milliarder dollar (89 milliarder kroner) dyrt system af nye diger, dæmninger, pumper og sluseporte, der skal beskytte New Orleans mod oversvømmelser, er næsten færdiggjort.

Historien om orkanen Katrina er både en historie om afmagt i forhold til naturen, om ubegribeligt svigt og om menneskets overlevelsesevne. Og historien er set før. I ugerne efter den fatale augustdag blev den samme vise spillet igen og igen, nærmest i båndsløjfer, som underlægningsmusik til tv-billederne af de enorme ødelæggelser. Visen var folkesangeren Randy Newmans "Louisiana 1927" – et ætsende angreb på den amerikanske regerings skandaløse håndtering af oversvømmelser samme sted, men otte årtier tidligere.

New Orleans' indbyggere kan nu blot bede til, at historien aldrig gentager sig.

Louisiana, Louisiana

They're tryin' to wash us away

They're tryin' to wash us away

nyholm@kristeligt-dagblad.dk