STORBYEN KAN fortrænge troen på Gud, fordi den tilbyder mennesket en flugt fra stilhed, man ikke finder andre steder. Det er trygt at fortabe sig i den hovmodige følelse af at være på højde med modernitet, tempo og individualisme, mens folk på landet tildeles rollen som dem, der hænger fast i den gamle, enfoldige verden.

Men for den, der har modet til at stille spørgsmål, opstår overvejelsen over, hvad byens flygtighed gør ved os i længden. Om adspredelsen og det trygge liv i anonymitetens fællesskab mon afholder et menneske fra at møde sig selv i de stunder, hvor man erfarer, hvor langt man er fra at være forklaret.

Digteren Jens Rosendal har i sin salme "De dybeste lag i mit hjerte" beskrevet, hvordan glimtet af indsigt stryger over marker og vand. Han forbinder forklarelsen med mødet med det overvældende skabte, hvor hektisk verdslighed mødes af noget andet, og hvor mennesket kan få sit indre landskab berørt. Fordi det er blevet løftet bort fra den selvforherligende og velordnede civilisation, hvor det i manges øjne synes så oplagt at afskaffe Gud og sætte det fornuftige menneske ind som hersker i stedet.

Og spørgsmålet er, hvad der sker med de dybeste lag i vore hjerter, når vi lever et helt liv midt iblandt stilladserne, busserne, butikkerne, toiletterne, turisterne, skraldespandene og 7-Eleven'erne med de absurd enorme amerikanske chokolademuffins. Spørgsmålet er, om der overhovedet herinde gives ret mange øjeblikke, hvor man kan nå at komme i kontakt med de dybeste lag i sig selv, inden tankerne hurtigt igen overdøves af noget andet.

UDKANTEN AF DANMARK er under pres, og dermed er folkekirken det også. Jo mere danskerne samler sig i København og de andre store byer, desto sværere bliver det at bevare medlemstallet, for byen dræber tro.

Dette udlægges ofte som et vidnesbyrd om, at religiøsiteten blegner i den enkelte, når han bliver uddannet og opslugt af det sekulære. At han med andre ord bliver en del af moderne verdslighed og som en naturlig følge vælger religiøs tro fra.

Problemet med denne simple teori er dog, at bymennesket muligvis slet ikke vælger særlig bevidst. At det snarere er byen, der vælger for ham, for også han har jo et indre landskab, der skal forklares. Men midt i menneskemylderets flygtige idealer angående den vellykkede tilværelse er han blevet så afhængig af Københavns bedøvende puls, at tanken om stilheden uden for murene mest fremstår som et mareridt. Og derfor bliver landskabet måske slet ikke berørt.

Det er den slags gennemført urbaniserede mennesker, folkekirken mister. Dem, der lader sig opsluge så meget af det verdslige og let tilgængelige, at forholdet til Gud må vige til fordel for alt det håndgribelige, der kan trøste og bekræfte én her og nu.

Folkekirken skal ikke forsøge at tiltrække bymenneskene ved at gøre kristendommen til et nemt fænomen på linje med alt det andet forgængelige i den store by. I stedet skal den stå ved, at kristendommen er det, der er helt anderledes, og minde om, at den højeste målestok ikke udgøres af de mange tusinder, man er omgivet af. Men derimod af den ene myndighed, der sidder inde med forklarelsen af det indre landskab.

Det er ikke sandsynligt, at bymenneskene af den grund i stort tal giver sig til at lytte, og folkekirken bliver næppe nogensinde igen stor i København. For intet modsiger vel kristendommen mere end det moderne byliv, hvor man i særlig grad kan være til uden at møde sig selv i stilhed. Og hvis det er det, mennesket vil, kan kirken ikke forhindre det. Men den kan forblive tro over for dem, der har modet til stadig at ønske sig noget mere.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen